Sportsfiskere kræver svar fra Norlys: Gentagne driftsforstyrrelser på Tangeværket truer Gudenåens fisk

Danmarks Sportsfiskerforbund og brancheorganisationen Dansk Lystfiskeri har torsdag d. 8. april sendt et bekymringsbrev til Norlys, som ejer Tangeværket. Gentagne driftsforstyrrelser har nemlig flere gange ført til markant lav vandføring i Gudenåen nedstrøms værket – med alvorlige konsekvenser for fiskebestandene og naturen i åen.
I brevet, der er stilet til Norlys’ bestyrelse og direktion, udtrykker Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Lystfiskeri alvorlig bekymring over den måde, Tangeværket driftes på. Særligt peges der på hændelser, hvor vandføringen er faldet så brat, at gydeområder er tørlagt – senest dokumenteret i marts 2025.
- Det er dybt problematisk, at der igen og igen er eksempler på, at driften af Tangeværket påvirker vandstanden markant i Gudenåen. Tørlagte gydebanker og lav vandføring har katastrofale konsekvenser for arbejdet med at genoprette sunde, vilde fiskebestande af fx laks og havørred i åen. Derfor beder vi nu Norlys om at forholde sig til problemet og meget gerne præsentere konkrete initiativer, der eliminerer risikoen for disse uheld fremadrettet, siger Torben Kaas, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.
Siden 1990 er der hvert år udsat op mod 100.000 lakseyngel i Gudenåen, og der bliver årligt fanget mellem 450 og 1.000 laks af lystfiskere i Gudenåen. Værdien af det rekreative fiskeri i Gudenåen blev i 2013 beregnet af Cowi til 7,7 mio. kr. årligt.
Ifølge Peter Lyngby, formand for Dansk Lystfiskeri, risikerer den ustabile drift af værket også at få konsekvenser for den lokale samfundsøkonomi.
- Vi har en hel lokal fiskeribranche – guides, grejbutikker, overnatningssteder – som er dybt afhængige af et sundt vandløb og med en solid fiskebestand. Hvis laks og havørred bliver påvirket negativt og bestandene falder, forsvinder indtægtsgrundlaget samtidig, siger Peter Lyngby.
I brevet anmoder organisationerne Norlys om en redegørelse for, hvordan lignende hændelser kan undgås fremover, og hvilke konkrete tiltag der vil blive iværksat for at sikre en stabil og bæredygtig drift.