Stor donation sikrer fremtiden for flere Kysthjælper-projekter

Fjordfonden har doneret 10 millioner kroner til fem store stenrevsprojekter. Det gælder blandt andet to projekter ved Limfjorden og Horsens Fjord, som Kysthjælper har været involveret i, og dermed kan projekterne fortsætte, når selve Kysthjælper-projektet afsluttes til august.
Fjordfonden blev stiftet i 2024 med det formål at udvikle og genoprette miljøet i de danske fjorde. Fonden har nu uddelt den første donation på i alt 10 millioner kroner, som går til fem store projekter med etablering af stenrev og udplantning af ålegræs ved Limfjorden, Horsens Fjord, Haderslev Fjord, Odense Fjord og Skælskør Fjord.
Stort projekt ved Nibe Bredning
Ved Limfjorden har Danmarks Sportsfiskerforbunds Kysthjælper-projekt arbejdet med fire stenrevsprojekter sammen med Aalborg Kommune, og et af projekterne ved Nibe Bredning har nu fået støtte på 3 millioner kroner fra Fjordfonden. Dermed er det sikret, at arbejdet kan fortsætte, når Kysthjælper-projektet efter fire års indsats som planlagt afsluttes til august.
Ved Hummerbanke i Nibe Bredning er det planen at udlægge cirka 9.600 tons natursten på et 16 hektar stort område.
– Det er en fantastisk nyhed for Limfjorden, at vi nu kan færdiggøre stenrevsprojektet ved Hummerbanke. Der er mangel på stenrev i fjorden, hvilket presser biodiversiteten og livet under havoverfladen. Men med projektet her samt de øvrige stenrevsprojekter, vi allerede er i gang med i Limfjorden, er vi godt på vej i den rigtige retning, siger Anna Aaen, rådkvinde for Klima og Miljø i Aalborg Kommune.
Indsatsen fortsætter ved Horsens Fjord
Ved Horsens Fjord har Kysthjælper også været involveret sammen med det lokale initiativ Ren Horsens Fjord, og her har Fjordfonden også givet en donation, der sikrer det fortsatte arbejde.
Der er doneret 1,63 millioner kroner, som primært skal gå til stenudlægning i inderfjorden samt til etableringen af et smoltrev ved udløbet af Klokkedal Å.
Stenene i Horsens Fjord vil ikke blive udlagt som et stort samlet rev, men vil blive spredt, så det gendanner de forhold, der tidligere var i fjorden, inden stenene blev fisket op i 1900-tallet.
– Ved at stenene spredes over så store arealer, opnår vi den fordel, at både muslinger og tang kan brede sig over store dele af fjorden. De har brug for sten at sætte sig på, og de spiller hver især vigtige roller i fjordens økosystem. Muslingerne, fordi de filtrerer vandet og dermed skaber bedre lysforhold for ålegræsset, og tangarterne, fordi de skaber skjulesteder for fisk og smådyr, lyder det fra Jonna Lund, der er biolog ved Natur og Miljø i Horsens Kommune.
Glæde over at finansieringen er på plads
Jan Karnøe fra Horsens og Omegns Sportsfiskerforening har været en drivende kraft i projekt Ren Horsens Fjord, og han er rigtig glad for den store donation fra Fjordfonden.
– Den sikrer, at vi har finansieringen på plads, så vi kan fortsætte de mange initiativer, der er på bedding. Det gælder selvfølgelig især stenudlægningerne, men også fortsat udplantning af ålegræs og udsætning af skrubber, fortæller han.