Mange støttede kravet om stop for muslingeskrab i Isefjorden

Lørdag den 22. marts 2025 blev der demonstreret på havnen i Hundested mod det omfattende muslingefiskeri i Isefjorden. Danmarks Sportsfiskerforbund støtter protesterne, og blandt talerne var forbundets næstformand Morten Jacobsen og havbiolog og professor Stiig Markager.
Med udgangspunkt i Facebook-gruppen Red Isefjord har lokale borgere gennem flere måneder arbejdet for at få stoppet muslingefiskeriet i Isefjorden. Fiskeriet, der foregår med bundskrabende redskaber, sker fra to fartøjer, der er hjemmehørende i netop Hundested, hvor demonstrationen fandt sted på en dag med både sol og hård vind.
Møde i Asnæs var et wakeupcall
Første taler ved demonstrationen var Otto Falster fra Red Isefjord, der først fortalte om tidligere tiders fiskeri i en fjord, der myldrede med liv, og om hvordan livet i dag er forsvundet fra fjorden. Et forhold der blev klart anskueliggjort, da der blev vist undervandsoptagelser ved et borgermøde med 250 deltagere i Asnæs. Det var et wakeupcall, der blev startskuddet til etableringen af borgerinitiativet Red Isefjord.
Det kæmper Red Isefjord for
Borgerne omkring Isefjord er triste over fjordens dårlige tilstand. De drømmer om en fjord, hvor ålegræsset svajer i det klare vand, hvor fiskene trives, og hvor man igen kan bade uden at træde i plumret, iltfattigt vand.
Red Isefjord er en borgergruppe omkring Isefjord, der på få måneder har mobiliseret lokale lystfiskere, DN-medlemmer, sommerhusejere og andre, der ønsker en ren og sund Isefjord. Aktuelt kæmper gruppen for et forbud mod muslingeskrab hurtigst muligt.
Følg med, og meld dig ind i gruppen her.
Som benzin på bålet
Fra Danmarks Sportsfiskerforbund deltog instruktør Peter Stoltze, der var konferencier, mens næstformand Morten Jacobsen var med som taler.
Han talte blandt andet om, hvordan muslingeskrab i iltsvindsramte fjorde er som at hælde benzin på et bål.
– Ved Limfjorden er borgerne trætte af muslingeskrab. Ved Isefjorden er borgerne trætte af muslingeskrab. Ved Flensborg Fjord er borgerne trætte af muslingeskrab. Og jeg kunne fortsætte. Så hvorfor får det lov at fortsætte? I Flensborg Fjord har tyskerne stoppet muslingeskrab, men på den danske side skraber man bare videre. Hvor primitivt har man lov at være på naturens vegne? spurgte Morten Jacobsen og fortsatte:
– Isefjorden lider. Den kvæles langsomt af udledninger fra landbruget og muslingeskrab, der i en ikke så skøn cocktail ødelægger bunden og dræber livet. Nu taler regeringen om, at skrab skal fortsætte i otte år! Otte år! Det er, som om alvoren ikke rigtig er gået op for regeringen. Ingen af de 109 vandområder, der omgiver Danmark, lever op til god økologisk tilstand. Ikke ét! Og vi er cirka en halv månerejse fra at leve op til vandrammedirektivet, som skal indfries i 2027. Hvor længe – og hvorfor – skal vores fjorde lide under denne ødelæggelse?

Bundskrab frigør næringsstoffer
Havbiolog og professor Stiig Markager slog i sit indlæg fast, at Isefjorden er markant belastet med næringsstoffer, og netop fiskeri med bundslæbende redskaber er med til at forværre den situation, fordi det frigør næringsstoffer fra havbunden. I tilgift har det også en negativ klimapåvirkning i kraft af det kulstof, der samtidig frigives.
Ved arrangementet talte også lokalpolitikeren Jette Sloth Nielsen fra Socialdemokratiet i Odsherred, samt folketingspolitikeren Marianne Bigum fra SF.