Kysthjælper-pioner modtager pris for sit arbejde i Horsens Fjord

Tovholder for Kysthjælper Horsens, Jan Karnøe, har modtaget Kysthjælperprisen for sit eksemplariske frivillige arbejde med naturgenopretning i Horsens Fjord.
Kysthjælper Jan Karnøe har modtaget Kysthjælperprisen for sin eksemplariske indsats for en sundere Horsens Fjord gennem en årrække. Som tovholder for genopretnings-arbejdet er det lykkedes Jan at samle hundredvis af frivillige om udplantning af ålegræs og udlægning af sten til nye stenrev i Horsens Fjord.
Jan har udført arbejdet med stort gåpåmod og engagement, og han har været en kæmpe inspirationskilde til etableringen af projekt Kysthjælper i 2021.
Kysthjælperprisen blev uddelt på Kysthjælpers konference lørdag den 5. april, hvor ca. 100 mennesker var mødt op for at lære af Kysthjælpers erfaringer og fejre den frivillige indsats. Med prisen følger 5.000 kr., som Jan Karnøe har valgt at donere til Ren Horsens Fjord Fonden.
– Jeg har en tilværelse, hvor jeg ikke savner noget. Til gengæld er jeg sikker på, at pengene vil gøre gavn i Ren Horsens Fjord Fonden, der finansierer endnu mere naturgenopretning i Horsens Fjord, siger Jan Karnøe.
Han er taknemmelig over at have modtaget prisen, men hviler absolut ikke på laurbærrene.
– Det var opmuntrende at få det skulderklap. Men jeg gør ikke mit arbejde i fjorden for at få anerkendelse. For mig er det sagen, der tæller, og naturgenopretning af Horsens Fjord er en nødvendig opgave, som jeg vil fortsætte med, siger Jan Karnøe.
Om et år eller to vil man på Google Maps kunne se det første ålegræsfelt, som vi plantede tilbage i 2019. Til den tid vil ålegræsset have vokset så meget, at det vil træde frem på Googles satellitkort.
Ålegræs på Google Maps
Jan kan huske dengang, hvor havnaturen stadig var i fuldt flor. Hun husker tilbage på en fisketur ud for Hou nord for Horsens, hvor fladfiskene var i hobetal, og marsvinene boltrede sig omkring båden.
I dag er naturen i havet langt fattigere, men Jan glæder sig over de små fremskridt i Horsens Fjord, som frivillige kysthjælpere bidrager til. Snart skal han ud at tilse nye ålegræsbede og stenrev sammen med et par dykkere.
– I maj måned skal vi monitorere nogle af projekterne i fjorden. Blandt andet to pilotudplantninger af ålegræs tæt ved Horsens by og to stenrev, som vi har anlagt på fjordens sydkyst. Det bliver spændende at se, hvordan det går med de nye levesteder, vi har skabt, siger Jan Karnøe.
Han glæder sig også, til at frugten af de frivilliges ålegræsudplantninger inde længe vil kunne ses på Google Maps.
– Om et år eller to vil man på Google Maps kunne se det første ålegræsfelt, som vi plantede tilbage i 2019 ved Bisholt på sydkysten af Horsens Fjord. Til den tid vil ålegræsset have vokset så meget, at det vil træde frem på Googles satellitkort, siger Jan Karnøe begejstret.
Bliv frivillig kysthjælper i Horsens
Den første ålegræsudplantning med Jan bag roret blev udført i regi af Partnerskabet til Restaurering af Horsens Fjord. Sidenhen fortsatte de årlige udplantninger i samarbejde med Kysthjælper, og igen i år er Jan Karnøe ansvarlig for en større ålegræsudplantning på frivillige hænder.
Årets udplantning i Horsens Fjord begynder lørdag den 7. juni og fortsætter hele ugen til og med søndag den 15. juni, som markerer det landsdækkende initiativ ”Danmark planter ålegræs”.
Du kan deltage som frivillig hele ugen eller bare en enkelt dag. Tag fat i Jan Karnøe for at blive registreret som frivillig. Send en mail til: jankarnoe@gmail.com
Kysthjælper – vi giver havet en hånd!
Projekt Kysthjælper arbejder for at forbedre havnaturen og genskabe levestederne for fisk og bunddyr i de kystnære havområder.
Arbejdet bliver udført i samarbejde med frivillige og består i udplantning af ålegræs og etablering af mindre stenrev og muslingerev i fire kystnære havområder.
Kysthjælper ledes af Danmarks Sportsfiskerforbund og er finansieret af VELUX FONDEN. En række forskningsinstitutioner, kommuner og NGO’er er partnere i projektet og bidrager med både viden og stærke hænder for at hjælpe havmiljøet.
Læs mere om Kysthjælper her