Radikale: Lystfiskerne skal med i fiskeriaftalen

Lystfiskeriet skal styrkes med den kommende fiskeriaftale. Det mener Radikale Venstre, som har tre konkrete ønsker med til de kommende forhandlinger. ”Økonomisk og velfærdsmæssigt har lystfiskeriet et enormt potentiale”, påpeger Martin Lidegaard. Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Lystfiskeri er begejstrede.
Radikale Venstres forslag til et styrket lystfiskeri
Laks, sandart, gedde, aborre og havørred skal ikke længere kunne omsættes kommercielt, men kun fiskes til eget brug.
Pensionister skal også betale det obligatoriske statslige fisketegn, hvilket vil sikre flere midler til ophjælpning af fiskebestandene.
De penge, som lystfiskerne bidrager med til fiskeplejen, skal mindst fordobles af staten. I dag indbetale de danske lystfiskere via Fisketegnet ca. 35-40 mio. kr. årligt.
- Lystfiskerne glimrer ved deres fravær i regeringens udspil om fremtidens fiskeri – selvom mere end 500.000 danskere hvert år kaster snøren i vores søer, åer og i de kystnære farvande. Det giver ingen mening, påpeger leder for Radikale Venstre, Martin Lidegaard.
Derfor præsenterer Radikale Venstre i dag tre konkrete forslag, som skal sikre et bedre lystfiskeri fremadrettet.
- Vi går nu ind til forhandlingerne med en række ønsker for lystfiskerne, herunder at undtage fem fiskearter for kommerciel fangst og sætte flere penge af til fiskepleje – udover ønsket om i det hele taget at skabe et mere bæredygtigt fiskeri i Danmark, så der også er fisk at fange for kommende generationer, siger Martin Lidegaard.
Helt præcist ønsker Radikale Venstre, at de populære arter for lystfiskere laks, sandart, gedde, aborre og havørred ikke længere kan omsættes kommercielt, men kun fiskes til eget brug.
Derudover skal økonomien omkring den nationale fiskeplejeordning styrkes markant. Ordningen har til hensigt at fremme den naturlige reproduktion af fiskebestandene og dermed forbedre det rekreative fiskeri.
Ifølge Radikale Venstre bør pensionister fremadrettet også være forpligtet til at indløse det statslige fisketegn til ca. 200 kroner årligt, og samtidig skal staten som minimum fordoble den samlede indbetaling fra fisketegnet, som i dag udgør ca. 35-40 mio. kr. årligt.
- Økonomisk og velfærdsmæssigt har lystfiskeriet et enormt potentiale. Det bør vi understøtte med den kommende fiskeriaftale, siger Martin Lidegaard.
Lystfiskeri i Danmark
Der er omkring 567.900 danske lystfiskere, der bruger næsten 2 milliarder kroner årligt.
Udenlandske lystfiskerturister bidrager med omkring 200 millioner kroner årligt.
Det samlede direkte økonomiske forbrug fra lystfiskeri udgør 2,15 milliarder kroner årligt.
Lystfiskeri understøtter både den danske økonomi og samfundets trivsel.
Lystfiskere og fritidsfiskere bidrager årligt med 35-40 mio. kroner til den nationale fiskepleje-ordning via det obligatoriske, statslige fisketegn.
Kilde: ”Den økonomiske betydning af lystfiskeri i Danmark”, Dansk Lystfiskeri, Lystfisker Danmark og Niras, 2024.
Ros fra DSF
Radikale Venstres forslag vækker begejstring i Danmarks Sportsfiskerforbund.
- Lystfiskeri er en væsentlig del af hundredtusindvis af danskeres fritid og identitet. Og med en årlig omsætning på over 2 mia. kroner er det også en væsentlig økonomisk faktor i dansk økonomi. Vi bakker derfor klart op om Radikale Venstres forslag, som kan give et gevaldigt løft til det danske lystfiskeri, siger Torben Kaas og fortsætter:
- Vores havmiljø og dermed mange hjemmehørende fiskearter er under hårdt pres, og mulighederne for at dyrke lystfiskeri er over de seneste år blevet indskrænket markant. Et forbud mod kommerciel fangst af fem af de mest populære arter for lystfiskere er derfor en stor og vigtig håndsrækning, som vil sikre et langt mere bæredygtigt og samfundsøkonomisk fornuftigt fiskeri, slutter Torben Kaas.
Branchen bakker op
Brancheforeningen Dansk Lystfiskeri bakker også fuldt op om Radikale Venstres forslag.
- En fisk fanget af en lystfisker er mange gange mere værd end en tilsvarende fisk fanget kommercielt. Det kommercielle fiskeri på de fem arter har en lav værdi på fiskeauktionerne, men en enorm værdi for lystfiskeri og turisme. Det regnskab burde være lavet for længe siden, siger formand Peter Lyngby og fortsætter:
- Der tales meget om treparten i øjeblikket, og det er i den forbindelse afgørende, at vi tilfører flere midler til Fiskeplejen. Sunde fisk er det væsentligste parameter på vande i god økologisk tilstand, så det er vigtigt, at Fiskeplejen får de ekstra ressourcer. I den sidste ende vil der være tale om en god forretning i Radikale Venstres foreslåede krone-for-krone princip, slutter Peter Lyngby.