Danmarks Sportsfiskerforbund ansætter ny natur- og miljøkonsulent med start 15. august

Den 1. september går Danmarks Sportsfiskerforbunds mangeårige natur- og miljøkonsulent Lars Brinch Thygesen på pension. Forbundet har derfor ansat biolog Torben Hansen, der tiltræder stillingen d. 15. august.
Om Torben Hansen (48)
Bosat vest for Hejlsminde, Christiansfeld
Uddannet biolog med speciale i vandløbsøkologi
I 20 år været ansat som biolog i Aabenraa Kommune – særligt med fokus på naturbeskyttelse og vandløbsrestaurering
Aktiv i Brede Å Lystfiskerforenings vandplejeudvalg siden 2002 – og de sidste ca. 10 år i bestyrelsen
Ivrig lystfisker – primært med fokus på å-fiskeri
Fisker primært havørred og laks i åerne
Efter knap 15 år stopper natur- og miljøkonsulent Lars Brinch Thygesen til september i Danmarks Sportsfiskerforbund. Forbundet har allerede gennemført en ansættelsesproces og per 15. august tiltræder biolog Torben Hansen stillingen.
Torben Hansen kommer fra en stilling i Aabenraa Kommune, hvor han i 20 år har været ansat som biolog - særligt med fokus på naturbeskyttelse og de seneste 8 år med fokus på vandløbsrestaurering. Han ser nu frem til nye spændende opgaver i forbundet.
- Jeg glæder mig til at arbejde med de mange vigtige natur- og miljøsager, som er på forbundets agenda og dermed være med til at skabe bedre rammer for at dyrke lystfiskeri i vores åer, søer og på kysten, siger Torben Hansen og fortsætter:
- Vi står overfor en revolution, hvad angår forvaltningen af vores arealer. Der har aldrig før været kastet så meget energi og så, mange penge i den grønne omstilling af landbruget – som forhåbentlig vil komme vores vandmiljø og natur til gode. Nu skal der landes aftaler og tegnes streger på landkortet i et højt tempo. Her bliver det helt centralt, at vi udover at tænke på havmiljøet også får tænkt søer, åer og ådale med og får skabt gode løsninger, som kan komme fiskebestandene og lystfiskeriet til gavn, siger Torben Hansen.
Torben Hansen er i øvrigt selv ivrig lystfisker og har været aktiv i sin lokale sportsfiskerforening, Brede Å Lystfiskerforening, siden 2002 – først i vandplejeudvalget og de seneste 10 år i bestyrelsen. Han har derfor stor erfaring med foreningsarbejde og frivillighed.
- Jeg ser utroligt meget frem til at samarbejde med de mange, passionerede frivillige og ildsjæle, som jo spiller en afgørende rolle i det lokale natur- og miljøarbejde – både praktisk, men også politisk, siger Torben Hansen.
Direktør i Danmarks Sportsfiskerforbund Lars Rasmussen glæder sig over ansættelsen.
- Med Torben har vi fundet en person, som dækker jobbet i såvel teori som praksis. Gennem sin mangeårige ansættelse i det kommunale system har han indgående kendskab til den danske natur- og miljølovgivning. Samtidig har han haft fingrende dybt nede i foreningsarbejdet gennem sit frivillige virke i Brede Å Lystfiskerforening. Vi ser derfor meget frem til at få Torben Hansen med ombord, siger Lars Rasmussen.
Inden Torben Hansen bliver ansat i Danmarks Sportsfiskerforbund, har han selv en lokal sag, der skal afsluttes.
- Jeg skal have gjort arbejdet i Aabenraa Kommune med at få fjernet spærringen ved Store Jyndevad i Vidå-systemet færdigt. Den sag vil jeg have i mål. Heldigvis flugter den jo ganske fint med forbundets mål om frie vandsystemer, siger Torben Hansen.
På den baggrund er der derfor også lavet en aftale mellem Danmarks Sportsfiskerforbund, Aabenraa Kommune og Torben Hansen om, at Torben starter d. 15. august, dog med mulighed for, at Torben kan lægge arbejdstid i forbundet inden og i Aabenraa Kommune efter for at sikre en god overgang til Sportsfiskerforbundet og en god afslutning i Aabenraa Kommune - særligt hvad angår spærringen ved Store Jyndevad.