Det sidste ministerbesøg ved Tange Sø
Mandag d. 3. februar besøgte Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, Tange Sø og Tangeværket. Danmarks Sportsfiskerforbund deltog i besøget og gentog sit ønske om en fri og vild Gudenå til gavn for naturen, vandmiljøet og fiskebestandene. ”Vi har en klar forventning om, at dette var det sidste ministerbesøg ved Tange Sø”, siger formand i Danmarks Sportsfiskerforbund Torben Kaas.
Danmarks Sportsfiskerforbund gentog endnu engang ønsket om en fri og vild Gudenå, da Jeppe Bruus og Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg i går besøgte Tangeværket for at lytte til de mange interessenter omkring Tange Sø og Gudenåen.
- Det var et godt og konstruktivt møde, og mit indtryk var, at ministeren gav sig god tid til at lytte til alle interessenter og faglige input, herunder vores ønske om at genetablere Gudenåen og ådalen til gavn for vores natur, biodiversitet og vandmiljø. Det skal han have ros for, fortæller Torben Kaas, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Udover Danmarks Sportsfiskerforbund deltog blandt andre DN, Foreningen til Bevarelse af Tange Sø, Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, Gudenåcentralen samt borgmestrene fra de fire berørte kommuner, Viborg, Silkeborg, Favrskov og Randers.
På mødet var der i øvrigt en faglig gennemgang fra Miljøstyrelsen af de mulige passageløsninger, der tidligere har været på bordet.
- Det fremgik af mødet, at en fremtidig løsning skal leve op til såvel Vandramme- som Habitatdirektivet. Og at det korte omløbsstryg, Tangestryget, ikke gør det, siger Torben Kaas.
Kort før jul blev det også bekræftet i form af et ministersvar til Søren Egge Rasmussen (Ø).
Samtidig slog DN også fast, at de mener, at en genetablering af Gudenåen er den eneste farbare vej.
- Det var meget positivt, at DN-præsident Maria Reumert Gjerding meget klart tog afstand fra de kunstige løsninger og helhjertet går ind for en genetablering af Gudenåen med store ambitioner for det omkringliggende landskab. Og hendes klare budskab om at efterlade en rig og mangfoldig natur til næste generation, kan vi kun tilslutte os, siger Torben Kaas.
Danmarks Sportsfiskerforbund afventer nu, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal finde en løsning for Gudenåen inden udgangen af 2025.
- Vi er naturligvis trætte af, at sagen om Tangeværket endnu engang skal trække ud, og vi er af den overbevisning, at der ikke er meget nyt at drøfte. Men vi deltager selvfølgelig konstruktivt i den nye arbejdsgruppe, og afventer samtidig Viborg Kommunes habitatkonsekvensvurdering af vandindvinding til Tangeværket, som sandsynligvis vil hjælpe vores arbejde for en fri Gudenå yderligere på vej, slutter Torben Kaas.