Nu kommer der fri passage ved en af de værste spærringer
I 800 år har spærringen ved St. Jyndevad Mølle hindret fiskenes adgang til 100 kilometer vandløb i den øvre del af Vidå-systemet, men nu indleder Aabenraa Kommune arbejdet med at skabe fri passage på stedet.
Da Sportsfiskeren i juni 2022 lavede en liste over de værste spærringer i landet, var spærringen ved St. Jyndevad Mølle med på listen. Den ligger ved Sønderå i Vidå-systemet og hindrer fiskene i at nå frem til 100 kilometer vandløb i den øvre del af systemet, hvor de vigtigste gyde- og opvækstområder ligger.
Nu går Aabenraa Kommune imidlertid i gang med at lave en faunapassage, der omfatter et cirka 1,3 kilometer langt nyt å-løb, skal give fisk som snæbel, laks, ørred og lampretter fri passage forbi både den cirka 2,5 meter høje opstemning og Mølledammen, som i århundreder har været en barriere for fiskene på deres vej mod gyde- og opvækststeder.
Sønderå har været dæmmet op siden middelalderen, og Mølledammen, der blev bygget i 1357, har gjort det svært for fiskene at passere. Opstemningen er derfor udpeget som et vigtigt fokuspunkt i Statens Vandområdeplan 2021-2027.
Fokus på både vandløbet og den omgivende natur
Det nye forløb af åen bliver designet med stor opmærksomhed på fiskenes behov. Blandt andet vil der blive etableret fire områder med lavvandede stryg, som giver perfekte gydeforhold for fiskene.
– Projektet har også et stærkt fokus på naturen omkring vandløbet. Sønder Ådalen er et internationalt beskyttet naturområde, hvor snæbel er en vigtig art, og vi arbejder på at sikre, at både fisk, insekter, fugle og flagermus får bedre levesteder. Cirka 20 hektar ny natur bliver anlagt omkring det nye å-løb, samtidig med at Møllesøen bevares, siger biolog i Aabenraa Kommune, Torben Hansen.
Arbejdet er allerede i gang med de første forberedelser, og gravemaskinerne forventes at starte i april 2025. Selve anlægsarbejdet tager cirka seks måneder. Når projektet står færdigt, bliver området endnu mere tilgængeligt for besøgende, med en ny sti langs å-løbet og en bro, der fører over vandet.
Projektet har et budget på cirka 21 millioner kroner og finansieres med støtte fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond, Staten og Aabenraa Kommune.
Læs mere om projektet på kommunens hjemmeside.