Gennembrud i Tange-sagen: Viborg Kommune igangsætter miljøundersøgelse af Tangeværket
Nu skal Tangeværkets påvirkning af Gudenåen undersøges ved en såkaldt habitatkonsekvensvurdering. Det står klart efter gårsdagens byrådsmøde i Viborg Kommune. Afgørelsen kommer efter, at blandt andet Danmarks Sportsfiskerforbund har klaget til Ankestyrelsen over kommunens manglende vurdering af vandindvindingen ved Tangeværket.
Et bredt flertal i Viborg Kommunes byråd besluttede i går aftes endelig at igangsætte den længe ventede habitatkonsekvensvurdering af Gudenåcentralens vandindvinding fra Gudenåen. Kort sagt en undersøgelse af, hvordan Tangeværket påvirker den beskyttede natur i Gudenåen.
- Det er en kæmpe sejr og forløsning. I 10 år har vi kæmpet for en habitatkonsekvensvurdering og dermed en afklaring på, hvorvidt vandindvindingen til Tangeværket påvirker Gudenåen og dens natur negativt. Nu ser vi endelig ud til at få svar, siger Torben Kaas, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Allerede tilbage i marts 2015 påklagede Danmarks Sportsfiskerforbund nemlig Viborg Kommunes vandindvindingstilladelse til Gudenåcentralen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Forbundet fik i 2019 medhold i klagen.
Men siden har Viborg Kommune ad flere omgange nægtet at igangsætte habitatkonsekvensvurderingen – senest på et meget omtalt byrådsmøde i december 2023.
Det førte til, at Danmarks Sportsfiskerforbund, samt privatperson Peter Nymann Eriksen, for godt et år siden påklagede Viborg Kommunes manglende sagsbehandling til Ankestyrelsen.
- Det vedholdende pres har endelig givet resultat. Nu får alle implicerede parter klarhed om, hvorvidt Tangeværkets vandindvinding er til skade for Gudenåen. Det vil uden tvivl få betydning for en kommende passageløsning ved Tange, siger Torben Kaas.
På mandag d. 3. februar besøger Minister for grøn trepart Jeppe Bruus og Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg Tangeværket. Danmarks Sportsfiskerforbund og en række andre interessenter deltager i mødet.