Nyt initiativ vil have rent vand i landets største sø
Sidst i september inviterer et nyt initiativ til folkemøde ved Arresø for at skabe opmærksomhed om søens dårlige miljøtilstand og samle kræfterne om at sikre en ren sø i fremtiden.
Danmarks største sø – Arresø – fremstår i dag med grønt vand med en meget ringe sigt. Den lider under mange års næringsstoftilførsel, der stadig påvirket vandkvaliteten og giver næring til en voldsom algevækst.
Disse forhold vil Ren Arresø-initiativet gøre noget ved, og initiativtagerne har derfor inviteret til et folkemøde, der afholdes ved Naturcenter Auderød Havn den 29. september 2024, kl. 13.00.
Pinlig tilstand
Bag initiativet står blandt andet skuespiller Lotte Andersen og erhvervsmand Claus Bindslev, der håber, at man i fremtiden kan bade i Arresø og se fiskene springe.
– Det er så synligt og så pinligt, at vi bare har ladet stå til i så mange år, siger Claus Bindslev i et interview med Frederiksborg Amts Avis den 21. september. Han tilføjer, at man i 1990’erne ikke kunne forestille sig, at man kunne hoppe i havnen i København, men det kan man i dag, så hvorfor ikke også i Arresø i fremtiden.
Tiden er den rette
Når initiativtagerne inviterer til folkemøde netop nu, skyldes det blandt andet Den grønne Trepart og den indsats, den lægger op til.
– Det er den altafgørende ændring i forhold til for bare to år siden. Man har indset, at frivillighedens vej, altså for landmændene og landbruget, ikke helt har været nok til at reducere udledningerne. Nu skal der tal og tidspunkter på, og der er kommet en helt anden alvor ind. Konkret håber jeg, at der kan laves nogle aftaler om, at landmændene nær søen får lavet nogle nye grænser for, hvor tæt på søen de kan og må udlede, udtaler Claus Bindslev til avisen.
Tid og sted
Tid: Søndag den 29. september 2024, kl. 13.00
Sted: Folkemødet afholdes på Naturcenter Auderød Havn, der ligger yderst på Arrenæs.
Læs mere her.
Rykke stolene tættere sammen
Folkemødet er bygget op omkring debatter med deltagelse af blandt andre kommunale chefer, borgmestre, biologer, landmænd, tidlige miljøminister Kirsten Brosbøl og – måske – Jeppe Bruus, der som minister skal implementere Den grønne Trepart.
– Vi skal give plads til, at vi kan rykke stolene lidt tættere sammen, så både Danmarks Naturfredningsforening, lystfiskere, ornitologer og alle andre, der selv kunne tænke sig at bruge Arresø kan vise, hvad de kan og vil. Så vi sætter gang i den positive samtale i stedet for fortællingen om, hvad der ikke kan lade sig gøre, eller hvad andre engang har gjort, siger Lotte Andersen til avisen.
Brug for fokus på søerne
Initiativet ved Arresø falder fint i tråd med den opmærksomhed, som Danmarks Sportsfiskerforbund har omkring tilstanden i landets søer.
– Vores søer er i virkelig dårlig tilstand. Problemerne med alger og iltsvind i søerne har stået i skyggen af de massive problemer ved kysterne og i havet. For at sætte mere fokus på det, har vi bedt lystfiskerne sende os fotos og beretninger fra tilstanden i de søer, de færdes ved. Også i det lys, er initiativet ved Arresø en god hjælp til at få søernes dårlige tilstand højere på den politiske dagsorden, siger forbundsformand Torben Kaas.