Danmark Holder Vejret: Hjælp os med at kræve politisk handling mod iltsvind
Vores fjorde og havmiljø er ramt af et kvælende iltsvind, der dræber bundlevende dyr, fisk og planter. Der er akut behov for politisk handling. Søndag d. 29. oktober kan du være med til at råbe Folketinget op sammen med resten af Danmark
Sådan laver du et lokalt opråb/arrangement - det er nemt!
1. OPRET JERES OPRÅB/ARRANGEMENT PÅ DANMARKHOLDERVEJRET.DK
2. INVITÉR EVT. ANDRE TIL AT VÆRE MED
– Lokalsamfund, kolleger, venner? Eller inviter på sociale medier.
3. MØD OP PÅ DAGEN
- Programmet kunne for eksempel se sådan ud:
- Byd velkommen – fx kl. 11.45, så I er klar til at holde vejret sammen med resten af Danmark
- Alle holder vejret på samme tid kl. 12.00 🐟
- Tag et gruppefoto eller opfordr til selfies, hvor alle holder sig for næse og mund og post billederne på sociale medier 📷 med hashtagget #danmarkholdervejret –på den måde deltager I nationalt
- Tak for i dag og måske en kop kaffe? ☕
Den 29. oktober kl. 12 holder Danmark bogstaveligt talt vejret, når danskere i hele landet på samme tid siger stop til iltsvind og kræver akut handling fra Folketinget. Vi holder vejret som symbol på fiskene, der gisper efter vejret - og for at sende et klart signal til politikerne.
Vores fjorde og indre farvande er på kanten af kollaps efter årtier med omfattende kvælstofforurening og massivt iltsvind.
Derfor har en række grønne og blå organisationer taget initiativ til en landsdækkende manifestation under navnet Danmark Holder Vejret, hvor borgere i hele landet kan være med til at sende et signal til politikerne om akut at gøre noget ved den massive forurening, der er skyld i iltsvind og fiskedød i vores fjorde og indre farvande.
Skal I være med lokalt?
Den landsdækkende manifestation afholdes helt lavpraktisk som små og store lokaleevents/arrangementer/happenings rundt omkring i landet - måske skal du, din forening eller dine fiskekammerater være med og lave et arrangement? Om man samles med familien, naboerne, inviterer lokalsamfundet eller har lyst til at lave en større begivenhed med taler eller andre indslag, styrer man helt selv.
Det, der binder de lokale arrangementer sammen i hele landet, er, at vi alle sammen klokken 12.00 holder vejret på samme tid i 30 sek - eller hvad man nu kan - og at vi tager selfies eller gruppebilleder, når vi holder vejret, og lægger på sociale medier med hashtagget #danmarkholdervejret. På den måde bliver selv et lille arrangement med få mennesker til en del af det landsdækkende opråb!
Det er vigtigt, at alle store og små arrangementer (selv hvis I blot mødes et par stykker fra vejen eller opgangen) oprettes på www.danmarkholdervejret.dk - på den måde kan vi nemlig se, hvor mange der er med på tværs af landet!
DANMARK HOLDER VEJRET
DANMARK HOLDER VEJRET er en landsdækkende manifestation mod iltsvind med lokaleevents, demoer og opråb d. 29. oktober 2023.
Manifestationen er blevet til på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening, DanmarksSportsfi skerforbund, Dansk Sportsdykker Forbund, Dansk Sejlunion og Friluftsrådet.
#DanmarkHolderVejret
Budskabet og opråbet skal så langt ud som muligt. Derfor må I meget gerne tage selfies eller gruppebilleder, når I holder vejret, og lægge billederne på sociale medier med hashtagget #danmarkholdervejret
Tag også meget gerne @sportsfiskerforbundet, @danmarksnatur, @friluftsliv_for_alle, @dansksportsdykkerforbund og @dansksejlunion
For lettere at kunne afkode, at I holder vejret, så hold jer for næse og mund på billedet, som når man er under vand.
Hvad er baggrunden for opråbet?
Danmarks farvande er ramt af massivt iltsvind, som primært skyldes landbrugets forurening med kvælstof, der løber fra markerne og ud i vandmiljøerne. Men også havbrug, fiskeri med bundslæbende redskaber og spildevand spiller en rolle. Havbunden er mange steder død og ligner en ørken. Fisk og bunddyr gisper efter vejret, og døde fisk driver i land. Du har måske set det med egne øjne på din fisketur, eller i forbindelse med vores Havet lider-kampagne eller i Berlingskes opsigtsvækkende foto-historie Et stort stykke af Danmark er ved at dø.
Forskere gentager, at kvælstofudledningen skal reduceres massivt, hvis vi skal have livet tilbage i de danske farvande og fjorde. Men selvom de har råbt op i årtier, står vi alligevel i dag med massivt iltsvind og fiskedød.
Derfor kræver vi, at politikerne nu tager havmiljøet seriøst og handler akut på at få forureningen ned, så havmiljøet med tiden kan klare op og få livet tilbage.