Bent Lauge Madsen: En historie om vandløbsnaturens fremgang
Foto: Shutterstock.
Vandløbs-guruen Bent Lauge Madsen og hans kollegaer har i de seneste 50 år arbejdet utrætteligt på, at den danske vandløbsnatur skulle rejse sig igen. Det og vandløbsnaturens solstrålehistorier fortæller han om i dette års Naturlommekalender 2021. Sportsfiskeren bringer her artiklen, som giver håb for vandløbsnaturens fremtid.
Naturlommekalenderen 2021
Naturlommekalenderen 2021 er på 304 sider med 365 blomstrende, kvidrende, kvækkende doser dansk natur + 8 rigt illustrerede artikler af danske forskere og naturvejledere om danske nåletræer og oplevelser i nåletræsskove, vandløbsnaturen, nattemørket, flagermus, kirkeugler, kongeørne og genfund af ringmærkede fugle.
Naturlommekalenderen kan købes i alle boghandlere eller på forlagetrhodos.dk
I 1893 skrev lærerinde Birgitte Møller om storken i sin bog "Dyrenes Liv: Typiske Skildringer for Hjemmet og Skolen", at den er ”den bedst begavede Vadefugl, der forstaar at indrette sig efter Menneskene.” I nogle jyske landsbyer kunne der bo 20-30 storkepar i fred og fordragelighed med beboerne. Alligevel var storken ved at blive sjældnere i takt med, at vi ændrede naturen:
”Den fremskridende Kultur bortskræmmer den ikke, fordi den skyr Mennesket, men fordi Enge og Moser, hvor den finder sin Føde, udtørres”. Det skyldes, fortsatte hun, ”den nu næsten gennemførte Dræning.”
Nyforvandlet flodguldsmed med den tomme larvehud ved siden af. (© Bent Lauge Madsen)
Det skulle blive meget værre de næste 75 år. Det ene slyngede vandløb efter det andet blev udrettet. Bækkene med deres sølvklang i voverne blev tavse1. Bæk efter bæk blev begravet i rør. Storkens spisekammer, de våde enge, blev tørre kornmarker. De bedste jyske vandløb blev forurenet og opstemmet af ca. 800 dambrug. Oven i det kom forureningen fra spildevand og møddinger. Så ikke alene storken og viben forsvandt, men også åernes laks og havørreder, guldsmede og andre insekter. Der blev stille i engen, som Drachmann besang så smukt i majvisen:
”Se det summer af sol over engen”.
Men for 50 år siden begyndte vi at genskabe og vedligeholde den gode vandløbskvalitet, så de igen kan blive gode levesteder.
I 2013, næsten 125 år efter Birgitte Møllers dystre meldinger, kunne Natur- og Landbokommissionen konstatere, at den uheldige udvikling i vandløbenes natur var vendt.
Få naturområder, om nogen, er blevet genskabt i så høj grad som vandløbene. Gudenåen har fået sine undersøiske blomsterenge tilbage. De blå vandnymfer, og de store flodguldsmede danser igen deres viltre dans ved sommerens Gudenå og andre, især jyske, vandløb.
Fiskebiologerne (nu DTU-Aqua), der gennem mere end et århundrede har holdt regnskab med vandløbenes bestand af fisk, kan fortælle, at der i 1997 vandrede ca. 200.000 små havørreder (smolt) ud i havet, hvor de vokser sig store, inden de vender tilbage. De er født og opvokset i de bække, som vi har genoprettet. I 2018 var det antal steget næsten 6 gange, i takt med at endnu flere bække, især på Fyn og Sjælland, er genoprettet. Det er en god start, men det realistiske mål er det dobbelte.
Storkene lader vente på sig, omend nogle få storkepar forsøger sig – primært i Jylland. Skal de lykkes med at få unger på vingerne, og vil vi have flere storke, viber og bekkasiner i Danmark, må vi også tage fat på engene og genskabe de naturkvaliteter, som arterne er afhængige af.
Lakseskæl fra en Skjernå-laks indsamlet af fiskebiologen C.V. Otterstrøm i 1913.
Laksens genkomst: Et mirakel
Da vi startede arbejdet med at genskabe den gode vandløbskvalitet, var vore ægte, dvs. rent danske, laksestammer uddøde. Troede vi. Men i 1981 fandt biologerne lidt lakseyngel i et af Skjernåens tilløb, Karstoft Å. Og to år senere, en mørk efterårsaften, fandt de en stor hanlaks, der var på vej til gydepladsen, og snart fulgte nogle hunlaks, fyldt med æg. Gamle fiskere kunne bekræfte, at laksene lignede de ægte ”Skjernå-laks”.
Men der skulle gå endnu ti år, før man fik vished. Inden laksene blev sat ud i åen igen, havde man plukket nogle skæl af dem. Skællene kan vise, hvor gammel laksen er, og hvor ofte den har taget turen fra havet og ind i åen for at grundlægge den næste generation. Skællene har nemlig ”årringe”. Men i 1993 undersøgte biologerne også laksens arveanlæg i skællene. Og derpå gik de på jagt i arkiverne. Her var gemt gamle lakseskæl, og nogle var fra Skjernåen 1913. Deres DNA svarede nøje til DNA i de nye. Den ægte Skjernå- laks, opvokset og præget af åens egenskaber, var altså ikke uddød.
Gennem 1980’erne fandt man flere (formodede) ægte laks, også i Storåen, Varde Å og Ribe Å. Laksene her har hver sin DNA-profil. Heri ligger også de gener, der leder dem fra havet tilbage til den å og bæk, hvor de blev født. En ”lugtesans” er på spil den sidste vej op til de små tilløb.
De nye fund blev starten på en storstilet redningsplan. Den ene del var at intensivere genopretning og restaurering af mulige vestjyske lakseåer. Den anden del var at oprette en kunstig, men midlertidig, ”føde- og vuggestue” for vestjyske laks. De naturlige gyde- og opvækstpladser i de små tilløb var endnu ikke klar til dem.
Foto: Christian Flinker.
Det begyndte i det små i et gammelt vandværk ved Lønborg, og fra 1986 startede det, der nu er Danmarks Center for Vildlaks (DCV) ved Skjern. Her bliver æg befrugtet med sæd i kunstige gydebanker. Forinden har man omhyggeligt undersøgt forældrenes arveanlæg. De forskellige stammer holdes adskilt, ligesom ”fremmede” laks bliver sorteret fra. De små, nyklækkede laks bliver opdrættet, til de er store nok til at blive sat ud i åerne. Målet er, at bestandene bliver så stabile og åerne så gode, at udsætningerne kan stoppe – bestandene skal være selvreproducerende. Det mål er nået nu med de rige laksebestande i Hover Å og Storå, og sidste skud på stammen er, at laksen nu også gyder i Varde Ås tilløb Ansager Å. Over 1000 nye laks blev sidste år talt på en godt halv kilometer lang grusbanke, der erstattede en vandopstemning ved et dambrug.
Sidste år kunne biologerne fra DTU-Aqua fortælle hele verden om lakse-resultaterne i en international artikel med overskriften: ”Fra truet til bæredygtig”.
Hver december valfarter folk til Idom å og andre Storå-tilløb for at se, hvordan laksene bogstavelig talt står i kø for at grave deres æg ned i gydebankerne.
Perlodes forvandler sig fra larve til voksen en mørk nat i marts. (© Bent Lauge Madsen)
I hælene på laksen: Slørvingens forunderlige genkomst
Den ca. 2½ cm store slørvinge, Perlodes microcephalus, foretrækker samme slags vandløb som laksen og dens nære slægtning havørreden. Den følger så at sige i hælene på disse fisk og dukker op i genoprettede vandløb. Engang havde den selskab af tre andre store, men meget sjældne slørvinger (P. dispar, Isogenus nubecula og Dinocras cephalotes) i store, jyske åer, men disse tre er, så vidt vi ved, uddøde. Spildevand, okker og å-udretning blev deres skæbne. Perlodes var tæt på at følge dem. Den har dog været talrig nok til at overleve nogle få steder. Fx var der i 1970-1989 en meget lille bestand i Storåen nær Holstebro. Efter faldet i forureningen med spildevand og okker, voksede bestanden, og snart befolkede den åen nedstrøms til Nissum Fjord. I 2000-tallet har den fundet vej opstrøms til den øverste del åen, og til åens genoprettede tilløb. Den dukker nu op i vandløb efter vandløb, hvor vandløbskvaliteten passer den: i de genoprettede midt- og vestjyske åer.
(© Bent Lauge Madsen)
At vandløbets insekter kan sprede sig op og ned gennem vandløb er ikke noget nyt. Når æggene klækkes driver larverne med strømmen nedad mod havet. Men dette tab modvirker de voksne, ægbærende hunner, hvad enten det er vårfluer, slørvinger eller døgnfluer. De flyver, ofte i store flokke, tilbage op mod strømmen, inden de lægger æggene og historien gentages. Den historie er fortalt i Naturlommekalenderen 2014: ”Flyve op ad åen”.
Men Perlodes har et problem. Den voksne hun kan ikke flyve ret langt, kun få meter i glideflugt – i hvert tilfælde dem jeg har studeret i de barske vestjyske forårsvandløb. Og hannen har, for det meste, slet ikke vinger.
Der er en god grund til, at hunnerne ikke kan flyve som fx en vårflue. De er store og tunge og har ikke særlig store, kraftige vinger. Men det væsentlige er, at deres ”flyvemotor”, musklerne, ikke kan holde den nødvendige temperatur, 30-40 grader, længe nok til en stabil flyvetur. Det er et fællestræk ved de slørvinger, der kommer frem fra midt i marts til sidst i april, hvor det kan være både blæsende og koldt. Men det klarer Perlodes-hunnen på sin egen måde: ved termoregulering. I stille og solrigt vejr kravler hun op på en pæl eller et træ ved åens bred, og forbereder sig på flyveturen. Der stiller hun sig i en særlig ”solpositur”. Brystet med flyvemusklerne presses ned mod underlaget, som i solen kan have nået temperaturer på 30 grader eller mere, selv hvor lufttemperaturen kun er 8-15 grader. Bagkroppen med den store æghob hæves mod solen, mens vinger ne foldes som et telt, der leder varmen hen over brystet. Efter 5-10 minutters soleksponering er musklerne klar til flyveturen, men de holder ikke til en lang tur – kun til en kort glideflugt få meter ud over åen, hvor hun lander på vandoverfladen. Her taber hun ægklumpen, der synker til bunds, mens hun prøver at padle ind til land igen. Her når hun måske at gøre en ny portion æg klar, inden det hele er slut omkring udgangen af april.
Det er usandsynligt at Perlodes kan flyve æggene opstrøms som sommerens døgnfluer og slørvinger. Det er også usandsynligt, at den kan bæres af vinden, som fx mælkebøttens frugter. De gange jeg har set vinden tage dem, falder de tunge dyr til jorden efter få meter. Og hvordan skulle de lande i en fjern å, der til og med skal være egnet for dem? Så hvordan kan Perlodes sprede sig så effektivt, ikke kun op i Storåens øvre dele, men fra vandløb til vandløb?
En sandsynlig forklaring på deres effektive spredning over lange afstande kan være, at de er blinde passagerer. I hvert tilfælde har jeg på mine slørvingejagter meget ofte set at Perlodes, og især den endnu tidligere, men ret almindelige, Tågeslørvinge (Taeniopteryx), hæfter sig til mit tøj og pelsen på en ledsagende hund. Lystfiskere kan fortælle den samme historie. I mikroskopet kan jeg se, at fødder og ben på de to er beklædt med henholdsvis en slags velcro samt hår formet som fiskekroge. Det har sommerens slørvinger ikke. Pattedyr (oddere?) og fugle (fiskehejrer?) kan muligvis være bærerne af de to slørvinger, da det skal være dyr, som i deres vandringer er målrettet vandløb, for at missionen kan lykkes. Her kan laksen og havørreden overraskende og indirekte komme ind i billedet. Ligesom Perlodes starter også åfiskeriet tidligt: havørreden midt i januar, og laksen midt i april, samtidig med Perlodes-højsæsonen. Ihærdige fiskere stiler målrettet mod de gode åer, og de rejser fra å til å i håbet om at fange en af de eftertragtede fisk. Det er en nærliggende tanke, at nogle af lystfiskerne (måske ikke så få) uforvarende har en ”gravid” Perlodes-hun eller to med, og dermed bidrager til deres forunderlige, næsten målrettede, spredning.
Jo, der er fremgang i vandløbsnaturen. En væsentlig årsag er, at alle trækker i samme retning. Genopretning af vandløbenes tidligere mæandrerende forløb, og genskabelse af gode bundforhold til vandlevende dyr er de indledende træk. Herefter skal vi overlade vandløbets slyngning gennem landskabet til naturen selv og give åen det sidste ord.
