Danmarks Sportsfiskerforbund klar til lokalt trepartsarbejde

DSCF6468 Copy Danmarks Sportsfiskerforbund er klar til at bidrage til arbejdet i de lokale treparter, hvor forbundets dygtige frivillige repræsentanter skal arbejde for løsninger, der kan komme naturen, vandmiljøet og lystfiskeriet til gavn. Foto: Søren Astrup Jørgensen.

Arbejdet i de 23 lokale grønne treparter er så småt gået i gang. Danmarks Sportsfiskerforbund har som mål, at hensynet til vandmiljøet og de vilde fisk står centralt i den kommende arealomlægning til gavn for fremtidens lystfiskeri. En vigtig brik i dette arbejde bliver faglig konsulent, Niels Åge Skovbo, der skal understøtte forbundets lokale frivillige i de lokale trepartsforhandlinger.

Danmark står foran en historisk omlægning af landbruget og vores arealer. Det har stået klart siden den grønne trepartsaftale blev politisk vedtaget i november 2024. Nu skal 23 lokale grønne treparter, bestående af repræsentanter fra DN, Landbrug & Fødevarer, kommunerne og Naturstyrelsen, udarbejde 23 lokale arealomlægningsplaner, der skal være færdige inden udgangen af 2025 og derefter godkendes og udmøntes af Ministeriet for Grøn Trepart.

I den forbindelse har den Nationale Strategi for Lystfiskeri, Lystfisker Danmark, ansat Niels Åge Skovbo i en deltidsstilling som faglig konsulent. Niels Åge Skovbo bliver tilknyttet Danmarks Sportsfiskerforbund, hvor han skal støtte forbundets lokale frivillige i arbejdet med de lokale udtagningsplaner. 

- Jeg glæder mig til at tage fat på arbejdet med at sikre, at vi får skabt løsninger, der ikke kun reducerer kvælstofudledningen, men også fremmer sunde vandløb, frie ådale og i det hele taget skaber bedre forhold for vores fiskebestande. De grønne treparter er en enestående mulighed for at tænke natur, fisk og miljø sammen, siger Niels Åge Skovbo. 

Forbundets frivillige får nøglerolle
Danmarks Sportsfiskerforbunds repræsentanter har ikke en direkte plads i de lokale treparter, men vil indgå i 23 baggrundsgrupper med repræsentanter fra Danmarks Jægerforbund og DOF BirdLife. Baggrundsgrupperne skal komme med faglige input til DN’s to udpegede medlemmer i hver af de 23 lokale treparter. 

Og ifølge Niels Åge Skovbo giver det en unik mulighed for at bringe Danmarks Sportsfiskerforbunds frivilliges faglighed i spil. 

- Ser vi på listen over vores repræsentanter i de 23 baggrundsgrupper, har vi et utroligt stærkt felt af erfarne og fagligt dygtige frivillige. Det er nogle af de folk i Danmark, der ved allermest om, hvordan vi får skabt løsninger ved vores vandløb, søer og brakvandsområder, der kan gøre en markant forskel for de vilde fiskebestande. Den viden, kombineret med deres lokalkendskab, skal vi nu have bragt i spil, siger Niels Åge Skovbo og fortsætter: 

- Det er dybest set kun Sportsfiskerforbundets repræsentanter, der i sidste ende kommer til at kæmpe lystfiskeriets sag i de lokale treparter. Derfor er det afgørende, at vi får dem klædt bedst muligt på til opgaven, både i forhold til strategi i de kommende forhandlinger, men også teknisk know how om de digitale redskaber, der skal bruges, når man arbejdes med jordudtagning, siger Niels Åge Skovbo. 

Lokale forhold kræver forskellige løsninger 
Selvom de overordnede mål om CO2-reduktion, mere natur og et sundere vandmiljø er fællesnævneren for indsatserne over hele landet, vil der være lokale forhold og hensyn, som dde lokale treparter skal være opmærksomme på. I nogle områder vil det være naturligt at fokusere på at genskabe ådale og frie vandløb, mens det i andre kan handle om bedre gyde- og opvækstområder for brakvandsrovfiskene.

- Vi ser en stor mulighed for at koble de lokale trepartsprojekter med vores arbejde for at styrke specifikke fiskebestande lokalt og regionalt. For det handler altså ikke kun om kvælstofreduktion, men også om at genoprette naturen, så ørred, stalling, laks og søernes og brakvandenes rovfisk får bedre betingelser, siger Niels Åge Skovbo.

Lystfisker Danmark: Et skelsættende år for lystfiskeriet 
Hos Lystfisker Danmark, der står bag ansættelsen af Niels Åge Skovbo, ser projektchef Arne Kvist Rønnest frem til samarbejdet med Danmarks Sportsfiskerforbund om at få skabt resultater for lystfiskeriet i det kommende lokale trepartsarbejde.

- Arbejdet med udmøntningen af Grøn trepart kan og vil få stor betydning for vores muligheder for at få skabt et attraktivt lystfiskeri fremadrettet. Får vi udtaget de rigtige områder af drift, nedbragt kvælstofudledningen og gennemført intelligent naturgenopretning ved vores åer, søer og brakvandsområder vil det uden tvivl give et gevaldigt løft til dansk lystfiskeri. Vi står altså foran et skelsættende år, siger Arne Kvist Rønnest, projektchef i Lystfisker Danmark. 

- Netop derfor har vi valgt at prioritere midler til dette projekt, så vi sikrer de bedste betingelser for, at lystfiskerne får en mærkbar stemme i de lokale treparter. Vi ser nu frem til et godt og konstruktivt samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund og Niels Åge Skovbo, siger Arne Kvist Rønnest. 

Du kan læse meget mere om projektet Danmarks Sportsfiskerforbunds arbejde med Grøn trepart her.

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

DKK 470,00

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay
Betalingskort Kort

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"