Støtte til det frivillige vandplejearbejde på Bornholm

Bornholmsession . 24 . 06.03.2024 80 Websize Det frivillige vandplejearbejde på Bornholm handler blandt andet om at skabe passage, som her hvor deltagere fra dette års Session var i sving. Foto: Kristjan Løk Olsen (https://www.kristjanloek.dk/)

Vandpleje Bornholm var blandt de 15 ansøgere, der blev udvalgt til at modtage støtte fra projektpuljen ”Bedre lystfiskeri i Danmark”. De bornholmske vandplejere ønsker med støtten på 100.000 kroner at skabe bedre rammer for det frivillige arbejde og som et resultat heraf få flere fisk ude på kysten.

Det kan måske forekomme at være en enkel sag at gå ud til et vandløb og smide noget grus og nogle sten i vandet eller prøve at fjerne en spærring, men i praksis er det langt mere kompliceret at lave vandplejearbejde. Der går nemlig ofte en lang proces forud for selve det praktisk arbejde ude ved åen.

På Bornholm har vandplejerne oplevet de udfordringer, det giver, når man både skal klare hele det indledende sagsforløb og samtidig holde gejsten oppe hos de frivillige, der i den sidste ende skal stå for den praktiske del.

Vandpleje Bornholm
Vandpleje Bornholm er en sammenslutning af de bornholmske sportsfiskerforeninger under Danmarks Sportsfiskerforbund. Foreningens formål er at give alle, der har interesse i vandløbspleje, mulighed for at hjælpe i og langs åerne for at skabe bedre betingelser og habitater for vandrende fisk og andre dyr, som knytter sig til et vandløb og dets opland.

 

Læs mere om Vandpleje Bornholm her.

Vil hente inspiration fra Fyn og Sjælland
For at få hjælp og inspiration har Vandpleje Bornholm derfor kigget på, hvordan man griber det an i andre landsdele.

– Vi har set, hvordan grusbanderne på Fyn og Sjælland har formået at komme igennem med en række projekter, så vi vil gerne lære af dem, fortæller Bjarke Borup fra Vandpleje Bornholm og fortsætter:

– Det har derfor været et stort ønske at få trukket Søren Knabe fra Havørred Fyn og Rune Hylby fra Den sjællandske Grusbande herover på klippeøen, så de kan indvie os i, hvordan de har fået succes med deres projekter.

Her kommer støtten fra
Støtten til Vandpleje Bornholm kommer fra en projektpulje på 1,3 millioner kroner, som ”National strategi for Lystfiskeri” har bevilliget. Projektpuljen havde overskriften ”Bedre lystfiskeri i Danmark” og var målrettet konkrete projekter, som på kort sigt kan forbedre lystfiskeriet.

 

Puljen var rettet mod fem indsatsområder: "Fremme havørredfiskeri på kysten", "Potentialet ved de vestjyske fjorde", "Ørred- og stallingfiskeri", "De store søers fiskeri" og "Andre projekter".
Der indkom i alt 17 ansøgninger til puljen, og de 15 opnåede hel eller delvis støtte. Se alle de støttede projekter her.

 

”National strategi for lystfiskeri” blev etableret i 2018 af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og finansieres af midler fra staten. Som en del af strategien er oprettet hjemmesiden ”Fishing in Denmark”, og ”Nationalt Kyst- og Lystfiskercenter” er på vej i Assens.

 

Læs hele strategien her

Behov for at frigøre kræfter til projekteringen
Både på Fyn og Sjælland er der afsat midler, så de ledende kræfter i et vist omfang er blevet frikøbt for at kunne få tid til at arbejde med den projekteringsfase, hvor både myndigheder og lodsejere skal tages i ed, og hvor der skal laves en grundig beskrivelse af det projekt, man gerne vil have gennemført.

– Det har derfor været et stort ønske i et vist omfang at få de samme muligheder på Bornholm, og det bliver der mulighed for med den støtte, vi nu har opnået, fortæller Bjarke Borup.

100.000 kr. til at skabe bedre rammer
Vandpleje Bornholm valgte at indsende en ansøgning om 100.000 kr. fra projektpuljen og kunne med glæde konstatere, at ansøgningen blev imødekommet.

Pengene skal bruges på flere områder. En væsentlig del går til frikøb af Bjarke Borup, så han kan arbejde med projekteringsfasen i forhold til de projekter, der er i støbeskeen. Derudover skal der bruges penge på at få to personer på elektrofiskekursus og én person på kursus i vandløbsrestaurering, og endelig bliver der mulighed for at få konsulentbistand fra Havørred Fyn og Fishing Zealand.

– Erfaringer fra både Havørred Fyn samt Fishing Zealand viser tydeligt, at den øgede indsats fra en enkel administrerende "frivillighedskoordinator" med et samlet og målrettet overblik, giver en markant øget mulighed for at aktivere og koordinere langt flere individuelle frivillige indsatser. Dermed bliver den samlede frivillige indsats mangedoblet i et omfang, der for alvor gør en forskel og i den sidste ende giver flere fisk ude på kysten, slutter Bjarke Borup.