Ny kortfilm sætter fokus på det frivillige vandplejearbejde på Bornholm

Bornholm1 Både motorsave og rå muskelkraft kom i spil, da der blev skabt passage i Læså i forbindelse med årets Session. Foto: Frederik Laks Lorentzen.

Der blev tid til både hygge, bål og frivilligt vandplejearbejde, da årets Session på Bornholm fandt sted først i marts. En ny kortfilm blev optaget under arbejdet, og Vandpleje Bornholm er glade for, at der bliver sat fokus på indsatsen for havørredbestandene på øen. Se den nye film nedenfor.

Hvert år samles en flok ivrige fluefiskere på Bornholm i uge 10 til Bornholmsession for at fiske og dyrke deres hobby og fællesskab, og de bliver i højere og højere grad opmærksomme på også at give noget tilbage til øen og dens havørredbestande.

Det gør de blandt andet ved at deltage aktivt i Vandpleje Bornholms indsats for at skabe bedre forhold i åerne for de vilde bornholmske havørredstammer. I år brugte de en dag ved Læså på sydkysten, hvor de skiftede fiskestangen ud med arbejdshandsker og motorsave, da der skulle fjernes spærringer, der forhindrer havørredernes frie passage på deres årlige gydevandring. 

Ny kortfilm dokumenterer indsatsen
Deltagerne til fluefiskefestivalen Session har altid stort fokus på at bruge blandt andet sociale medier til at kommunikere om deres passion og holdninger, og i år er der blevet produceret en flot kortfilm, som sætter fokus på, hvorfor det er så vigtigt at involvere sig i frivilligt vandpleje – også som tilrejsende turist.

Filmen er produceret af bornholmeren Mats Schroeter i samarbejde med Gordon P. Henriksen, og de håber, den vil inspirere endnu flere til at tage aktivt del i vandplejen på Bornholm, men også i resten af Danmark. 

Bornholm2
Hos Destination Bornholm, som de sidste 9 år har støttet op om Bornholmsession, anerkender de også behovet for at beskytte forholdene for de pressede fiskebestande Foto: Frederik Laks Lorentzen.

Håber det vil motivere andre
Gordon P. Henriksen håber, at filmen kan give andre inspiration til også at deltage i det frivillige arbejde.

– De danske fiskebestande er under hårdt pres, men heldigvis klarer havørreden sig ret godt, ikke mindst på grund af den indsat frivillige lystfiskere gør i hele landet og særligt på Bornholm, forklarer Gordon og fortsætter:

– Den indsats vil vi gerne hylde og motivere endnu flere til at blive involveret i – også de steder de rejser til som lystfiskere, og det håber vi blandt andet på at opnå med denne film.

Brug for flere frivillige kræfter
Hos Bjarke Borup, der er formand for Vandpleje Bornholm, er der også tilfredshed med den opmærksomhed, som filmen kan skabe.

– Vi er afsindig glade for den øgede opmærksomhed, vandplejen her på øen får. Vi er enormt taknemmelig for alle de lokale frivillige, der lægger energi i vandplejen og har gjort det i årevis, men vi er også klar over, at der skal nye kræfter til, hvis vi skal rykke endnu mere. Derfor er det så fedt, at vi ikke blot kan aktivere lokale bornholmere, men i højere grad også tilrejsende turister og lystfiskere i indsatsen, fortæller Bjarke Borup.  

Se den nye film her:

 

Bliv medlem

Støt op om vores arbejde

og bliv en del af fællesskabet

DKK 470,00

Vælg betalingsform

MobilePay MobilePay
Betalingskort Kort

Kontingent gælder i 1 år. Fornyes automatisk og kan til enhver tid opsiges via "Min Side"