Indsamling: Vær med til at redde Fyns Laksefisk
I slutningen af august blev det offentliggjort, at Fyns Laksefisk, som producerer havørreder til udsætning på Fyn og Sjælland, lukker senest i juni 2025. Beslutningen vakte ærgrelse hos Danmarks Sportsfiskerforbund, men nu er en redningsaktion i form af en indsamling sat i gang.
SÅDAN HJÆLPER DU
Send din støtte til havørrederne via Mobilepay 973514 eller gennem en bankoverførsel til indsamlingskontoen i Sydbank Reg 7700 konto 0001505940.
(til udenlandske overførsler)
IBAN-nummer: DK3577000001505940
BIC-kode/SWIFT-adresse: SYBKDK22
Mærk dit bidrag med "Fyns Laksefisk".
Firmaer eller private, der ønsker at give et større bidrag kan eventuelt kontakte forhandlingskoordinator Enrico Augustinus på mail ena@ose.dk eller telefon 20495619.
Brancheorganisationen Dansk Lystfiskeri er vært for indsamlingen gennem Flere Fisk puljen.
Efterfølgende overdrages indsamlede beløb til Havørred Fyn og bruges til køb af Fyns Laksefisk.
Skulle forhandlingerne mod forventning falde, sender Dansk Lystfiskeri alle bidrag videre fra Flere Fisk puljen til Vandpleje Fyn til brug i deres arbejde med vandløbsrestaureringer.
Send gerne en mail til info@dansklystfiskeri.dk, hvis vi må offentliggøre dit bidrag.
Fyns Laksefisk har i årevis leveret havørreder til udsætning på Fyn og Sjælland, og har spillet en central rolle i at gøre Fyn til en verdenskendt havørreddestination.
Desværre er FGU Fyn, som i øjeblikket driver Fyns Laksefisk, nødsaget til at lukke klækkeriet. Afviklingen skyldes, at ”der ikke kan skabes økonomisk bæredygtighed”, og lovgivningsmæssigt bliver FGU Fyn derfor nød til at nedlægge driften.
Men nu kæmpes der for at videreføre Fyns Laksefisk i et nyt regi, så det bæredygtige opdræt af ørreder kan fortsætte, og den enorme frivillige opbakning fra lystfiskerforeninger kan bevares.
Havørred Fyn og Vandpleje Fyn har samlet handsken op, og ønsker – i samarbejde med virksomheder og private bidragsydere – at overtage klækkeriet.
Første skridt bliver at købe selve klækkeriet ud af FGU Fyn. Altså grunden, bygninger, opdrætsanlæg og alle andre aktiver vedrørende Fyns Laksefisk.
Hvor meget det skal koste, forhandles der i øjeblikket om.
Havørred Fyn kommer med et anseeligt beløb, men det er ikke helt nok. Bidrag fra erhvervslivet og private lystfiskere bliver derfor helt afgørende for at komme i mål.
Alle bidrag er vigtige
Derfor starter Brancheorganisationen Dansk Lystfiskeri, der er vært for indsamlingen gennem Flere Fisk puljen, nu en stor indsamling blandt alle venner af den Fynske Havørred. Efterfølgende overdrages indsamlede beløb til Havørred Fyn og bruges til køb af Fyns Laksefisk.
En indsamling med det ene formål at tilvejebringe penge nok til at frikøbe Fyns Laksefisk, og fortsætte klækkeriet i en ny driftssammensætning – og dermed fortsat sikre fynske udsætningsfisk fra bæredygtige produktionsanlæg til de fynske vande.
Hver en krone tæller, jo flere penge der bliver samlet ind, desto stærkere står Havørred Fyn og Vandpleje Fyn i forhandlingerne med FGU Fyn.
Samtidig haster det hele.
Der skal findes en løsning inden efterårets og vinterens arbejde med elfiskeri af moderfisk til smolt udsætningerne i 2026. Dette arbejde kan ikke påbegyndes, hvis ikke klækkeriet videreføres.
Du kan løbende følge indsamlingen her, der løbende vil opdatere med nyheder og yderligere information om redningsplanen.