Overraskende tal: Så mange havørreder gyder i Vejle Å

For første gang giver en omfattende undersøgelse et præcist billede af havørredbestanden i Vejle Å. Undersøgelsen viser, hvor mange fisk der trækker op, hvor stor en andel der fanges af lystfiskere – og afslører en uventet udfordring for åens havørreder.
Vejle Å er kendt for sit gode havørredfiskeri, men hvor mange havørreder trækker egentlig op i det populære vandløb? Og hvor stor en andel af fiskene bliver fanget af lystfiskere i løbet af fiskesæsonen? Det afslører en ny undersøgelse nu.
I samarbejde med Vejle Kommune gennemførte DTU Aqua i 2024 en grundig undersøgelse af havørredbestanden i Vejle Å. Formålet var at få indsigt i, hvor mange havørreder der findes i åen, og samtidig undersøge, i hvilket omfang lystfiskeri påvirker bestanden. Derudover skulle undersøgelsen belyse behovet for yderligere forbedringer af havørredens levesteder i åen.
Så mange havørreder trækker op
Undersøgelsen estimerede, at 3.271 havørreder trækker op i åen for at gyde. Over 1.000 forskellige havørreder i størrelsen 26-88 cm blev registreret, med en gennemsnitslængde på 54 cm. Af disse var 74 % hunner og 26 % hanner.

Stigende tendens til genudsætning
I 2024 indrapporterede de to største foreninger ved Vejle Å – Egtved og Omegns Sportsfiskerforening samt Vejle Sportsfiskerforening – i alt 1.032 fangede havørreder, hvoraf 422 blev hjemtaget. Det svarer til, at 13 % af den estimerede havørredopgang blev hjemtaget af lystfiskere. Ifølge DTU Aqua udgør dette ikke en trussel mod bestanden, og lystfiskeriet i 2024 blev vurderet som bæredygtigt.
58 % af de fangede havørreder blev frivilligt genudsat. Forudsat at genudsætningerne er skånsomme, forventes en høj overlevelsesrate for de genudsatte fisk. Dermed bidrager lystfiskerne til at holde dødeligheden på et lavt niveau.
Genudsætningsprocenten er steget med cirka 20 procent over de seneste seks år, hvilket flugter med en generel trend i Danmark og udlandet, hvor en stadig større andel af fangsten genudsættes, selvom fiskene gerne må hjemtages.
Uventet problem afsløret
Undersøgelsen afslørede også en udfordring, som sandsynligvis ikke var blevet opdaget uden den.
Mere end 15 % af de registrerede havørreder havde hovedskader. Efterfølgende undersøgelser viste, at skaderne stammede fra et ristebygværk ved et dambrug med direkte forbindelse til vandløbet. Problemet er nu løst, så det ikke sker fremadrettet.
Læs mere om hele undersøgelsen her.

Overraskende tal
Næstformand i Vejle Sportsfiskerforening, Henrik Kokholm Skøtt, var overrasket over tallene:
– I foreningen var vi ret overraskede over, at antallet af fisk, der trækker op i åen, ikke er større, når man tænker på, hvor godt fiskeriet i 2024 har været. Det giver stof til eftertanke. Jeg havde selv vurderet, at tallet lå på 5.000-6.000, selvom det selvfølgelig kan svinge fra sæson til sæson. Samtidig glæder det os, at DTU Aqua bekræfter, at vi dyrker et bæredygtigt fiskeri, siger han.
Han understreger også vigtigheden af fangstrapportering:
– Vi vil gerne gøre endnu mere for at skabe en endnu bedre kultur omkring fangstrapportering, så vi sikrer, at alle medlemmer deltager med så mange detaljer som muligt. For eksempel bør medlemmerne også indrapportere nulture, så vi får et mere nuanceret billede af fangster kontra fiskepres.
På baggrund af undersøgelsen overvejer bestyrelsen i foreningen at afholde en temadag med deltagelse af DTU Aqua, som skal handle om god praksis ved catch & release.

Fokus på catch & release
Formand for Egtved og Omegns Sportsfiskerforening, Anders Jepsen, er også overrasket over resultaterne:
– Opgangsundersøgelsen viste, at der svømmer cirka 3.300 havørreder op i Vejle Å, og det er lavere, end vi havde troet. Samtidig viser undersøgelsen, at vi lystfiskere har fanget cirka en tredjedel af opgangen, hvilket også var overraskende. Men det vigtigste er, at DTU Aqua konkluderer, at fiskeriet er bæredygtigt, netop fordi vi genudsætter næsten 60 procent af fiskene. Det er en rimelig høj genudsætningsrate, som vi er stolte af at være en del af, siger han.
Han forklarer, at den nye viden skal bruges aktivt i fremtidigt fiskeri:
– Vi og de andre foreninger langs Vejle Å er enige om, at vi vil have endnu mere fokus på skånsom catch & release, så de fisk vi fanger og genudsætter, har de bedste forudsætninger for at nå gydebankerne, så vi fortsat kan passe på vores havørredbestand.
Stor interesse for Vejle Ås havørreder
Vejle Kommune og DTU Aqua har i forbindelse med undersøgelsen produceret en film om opgangsundersøgelsen og den store miljøindsats i Vejle Å. Filmen og undersøgelsens resultater blev præsenteret på Rosborg Gymnasium foran 150 deltagere fra sammenslutningen Vejle Å og Fjord (SVÅF), som består af de fire foreninger langs Vejle Å: Lihmskov Bindeballe, Randbøl Nørup, Egtved og Omegns Sportsfiskerforening samt Vejle Sportsfiskerforening.
– Der skal lyde en kæmpe tak til alle de fremmødte og ikke mindst til DTU Aqua og Vejle Kommune for deres store arbejde, dedikation, viden og formidling. Der er nu skabt et solidt grundlag for, at vi kan administrere fiskeriet og foreningsarbejdet på et oplyst grundlag, siger næstformand i Vejle Sportsfiskerforening, Henrik Kokholm Skøtt.
Anders Jepsen, formand for Egtved og Omegns Sportsfiskerforening og manden bag filmen ”Vilde ørreder i en vild Vejle ådal”, var også glad for at se den store opbakning. Han beskriver det som en særlig oplevelse at lave filmen – både som passioneret foreningsmand og kameramand.
– At producere denne film har været en kæmpe oplevelse på flere måder. Jeg har været ude ved åen med forskellige hatte på – både som kameramand, der skulle fortælle denne vigtige historie, men også som foreningsformand, hvis hjerte banker for naturen, ådalen og de kære havørreder, der svømmer rundt derude. Det har givet mig mulighed for at se vores smukke vandløb fra en helt ny side, siger han.
Se filmen her: