Stor fremgang på gydestryg i Holsted Å

IMG 0889 Yngeltætheden var ikke mindre end tidoblet på den undersøgte strækning, hvor der var etableret nye gydestryg.

For to år siden blev der anlagt nye gydestryg i Holsted Å, og ved en undersøgelse først i august kunne det konstateres, at de har haft den ønskede effekt. Antallet af yngel på strækningen var nemlig vokset markant.

Vandplejefolkene fra Sydvestjydsk Sportsfiskerforening var den 7. august 2024 draget til Holsted Å med deres elfiskeudstyr. Hensigten var at få belyst, om der var sket ændringer i bestanden, efter der for to år siden blev etableret nye store gydestryg i åen.

Inden strygene blev etableret, blev der foretaget en forundersøgelse. Den viste en bestand på 35 stk. yngel på de 402 m2 vandløb, der blev elbefisket, hvilket var et meget dårligt resultat i forhold til at opnå en god eller høj økologisk tilstand.

IMG 0887 Al yngel bliver målt og registreret, inden de sættes tilbage i åen.

Markant fremgang efter første års gydning
Den nye undersøgelse blev foretaget den 7. august 2024 på den samme strækning med de nye gydestryg, og efter at havørreder og laks i vinters havde lejlighed til at boltre sig på gruset.

Resultatet denne gang var meget opløftende, for der blev nemlig fanget 355 stk. yngel på de 402 m2. Altså en tidobling i forhold til tidligere.

Tætheden på 2,6 stk. ørred/lakseyngel pr. m2 svarer til 1073 stk. yngel pr. 100 meter stryg. Fordelingen mellem laks og ørreder var cirka 80 % laks og 20 % ørred.

Kravet til høj økologisk tilstand i forhold til vandrammedirektivet er for store vandløb over to meters bredde, at der skal være mindst 250 stk. yngel pr. 100 meter vandløb, så her er kravet i den grad opfyldt.

Det hårde arbejde betaler sig
I hele projektområdet ved Holsted er der i alt udlagt 7000 m2 gydestryg, og ved andre kontrolundersøgelser i området er der fundet tilsvarende tætheder.

Resultat har ikke overraskende vakt begejstring hos den lokale forening.

– Det er et meget flot resultat, som vi kan være særdeles stolte af. Det er godt arbejde af folkene i vandplejen. Deres hårde arbejde betaler sig tydeligvis, udtaler Jens Lygum, der er formand for Sydvestjydsk Sportsfiskerforening.

TVS var på pletten
Jens Lygum og Lars Hammer-Bek fra vandplejen i foreningen kan du møde i dette indslag fra TVS, som var med ved åen, da undersøgelsen blev foretaget.

Du kan se udsendelsen her. Indslaget om undersøgelsen starter 18 minutter inde.