Debat: Kampen om vandet - ved Varde Å

Smædekampagne
Af Søren Hvalkof, pensionist og medlem af Nørholm Fiskekonsortium

Det var med stor forventning og interesse jeg åbnede det nye nummer af Sportsfiskeren nr. 02-2023, for at læse temasiderne om ”Lakseeventyret” og måske nogle nyheder fra premierefiskeriet. Især glædede jeg mig til at læse noget om udviklingen i Varde Å. Men jeg blev mildest talt overrasket, da jeg så overskriften ”Kampen om vandet – ved Varde Å” og straks fandt ud af det overhovedet ikke var en artikel om fiskeriet og udviklingen i bestanden af laks og andre laksefisk i Varde Å-systemet, bortset fra nogle indledende noter om fiskebestand og storfangst på premieredagen, men et frontalangreb på visse lodsejere og fiskekonsortier ved åen.

Kritikken går på at pengestærke ”nye folk”, uden at præcisere hvem de er eller hvor mange de er, igennem de sidste 10 år har opkøbt ejendomme og dannet fiskekonsortier for at have fiskeriet for sig selv, og at det især de sidste par år har intensiveret privatiseringen af åen. Både en forhenværende og den nuværende formand for Varde Å Sportsfiskerforening (VSF), anklager i artiklen udefrakommende velhavere for at høste frugterne og udnytte deres frivillige arbejde med vandpleje i 1000-vis af timer, og retorikken får endnu en tand, når disse fremmede indtrængere også udstilles som samfundssnyltere der misbruger skatteydernes penge, som Kommunen, Staten, EU og sågar private fonde har betalt for at få genoprettet åens oprindelige snoede løb, og oparbejde fiskebestanden. Og sådan fortsætter artiklen med at skyde nytilkomne laksefiskere og lodsejere usle motiver i skoene. Formanden for den lokale lodsejerforening Niels Peter Kristensen, vil også gerne bestemme over ejendomsmarkedet langs åen, hvis han kunne, og i samklang med formanden for VSF, Steen Thomsen, lægge klausul på at fiskeretten ved ejerskifte skal overdrages til ”offentligheden”, hvilket her betyder Varde Å Sportsfiskerforening, til en fastsat billig pris, og at lakskvoten fordeles efter hvor mange kilometer fiskevand hver enkelt forening eller konsortium har. Noget som ikke har gang på jorden iflg. foreningsretten. (Måske drejer retorikken sig i virkelig om kommunalpolitiske ambitioner?) Man ønsker også en politisk beslutning om, at laksekvoter i fremtiden kun tildeles åbne lystfiskerforeninger, hvis der er gennemført naturgenopretning for offentlige penge, så der altid er offentlig adgang. Sidstnævnte argument bakkes op af formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund Torben Kaas, der i sin leder gentager udfaldet mod ”rigmænd” og konsortier, der presser prisen op på fiskevand, fordi det danske laksefiskeri er i fremgang, igen set som uretmæssig tilraning af fælles værdier. Samtidig plæderes der for dialog og samarbejde for fælles løsninger mellem lodsejere og konsortier, hvilket DSFs retorik og insinuationer næppe er befordrende for.

Jeg er netop i år blevet medlem af Nørholm Fiskekonsortium, en sammenslutning af 30 fluefiskere der har lejet fiskeretten af Nørholm Gods, som ejer godt 11 km åbred på begge sider af Varde Å. Jeg føler mig i den grad mistænkeliggjort som medlem af dette fiskekonsortium, udstillet som rig asocial nasserøv, der ikke vil dele med andre, intet bidrager med, og i øvrigt intet har at gøre i lokalsamfundet i Vardeområdet. Tak for kaffe! Jeg er hverken rig, kapitalist eller højreorienteret. Jeg er 72 år, og pensionist, bor i en helårshaveforening (lovligt) i København. Jeg har fisket siden jeg var 6 år, og fisket med flue siden jeg var 12, hvor jeg også begyndte at binde mine egne fluer. Jeg lærte at fiske af navnkundige Carl Bjergbakke, kaste ordentligt med flue af Julius Wedege, og binde fluer af Paul Wellendorf, som ved en bestemt lejlighed sendte mig en kasse med fluebindematerialer. Jeg har siden jeg var ganske ung teenager været aktiv medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund, både gennem klubber og som direkte medlem. Jeg har været juniorleder og deltaget aktivt i sportsfiskeklubbernes arbejde igennem mange år. Jeg har altid støttet forbundets arbejde.

Nu har jeg i mit livs efterår fået mulighed for at blive medlem af et fiskekonsortium ved Varde Å, som tilgodeser, at jeg kan fiske i fred uden for mange mod- eller medfiskere. I strømvand fisker jeg kun med flue, og synes ikke at det er særligt forligeligt med spinne- og ormefiskeri, ligesom jeg gerne vil fiske et sted, hvor fiskepresset ikke er så stort. Og det vil jeg gerne betale for. Så da muligheden bød sig, slog jeg til og meldte mig ind i Nørholm Fiskekonsortium. Det er en prioritering. Jeg vil ikke finde mig at blive hængt ud og peget fingre ad, af DSF på den baggrund. Det er helt urimeligt. Jeg betaler min skat som alle andre i Danmark, og bidrager lige så meget som andre til den offentligt finansierede naturgenopretning. Jeg betaler til DSF, og har gjort det i en menneskealder, ligesom jeg er medlem af flere fiskeklubber, og i dette tilfælde også Nørholm Fiskekonsortium, der er igen er medlem af Varde Å Sammenslutningen, med det pudsige akronym VÅS, og herigennem bidrager til arbejdet med vandpleje og genopretning.

Hvad angår lodsejere, herunder Nørholm Gods, der udlejer fiskeretten til konsortiet, så er det stadig sådan i Danmark, at vi har privat ejendomsret, og at jord- og lodsejere selv må bestemme, om og til hvem de vil udleje, til hvilken pris og på hvilke betingelser. I øvrigt betaler ejerne af diverse ejendomme mig bekendt også skat, og bidrager ligeledes til de offentligt finansierede projekter. Jeg vil derfor bede DSF afklare om forbundet vil arbejde på afskaffelsen af den private ejendomsret, så alle kan få fri og lige adgang til alt fiskevand? Går DSF således ind for nationalisering og ekspropriation af ejendomme, der grænser ned til laksebærende strømvand? Går DSF også ind for at godser og proprietærgårde der udlejer jagter, skal afgive jagtrettighederne til det offentlige via ekspropriation, som så udlodder jagterne til fastsatte ”folkelige” priser?

Jeg er enig i, at det ikke er hensigtsmæssigt med spekulation i fiskerettigheder og laksefiskeri, og at der skal være offentlig adgang, mod betaling naturligvis, på tilstrækkeligt fiskevand, så de fleste kan være med. Men det betyder ikke nødvendigvis at alle skal have mulighed for at fiske overalt. Der er mere end 110 km fiskevand som Gud og hvermand kan fiske laks på, bare de indløser et dagkort eller melder sig i en af sportsfiskeforeningerne. Der er ingen begrænsninger på antal fiskere eller antal kort, og man må fiske med orm, spin eller flue som man lyster. Kun ca. 10 % er på private hænder eller konsortier i Varde Å (af hvilke der mig bekendt kun er to), og en del af lodsejerne lejer også dele af deres vand ud til VSF. På de 10% er fiskepresset meget lavere end i resten af åen, ligesom at der på Nørholm Fiskekonsortium kun fiskes med flue, der både er mere skånsomt, mindre effektivt og mindre forstyrrende. Man kunne argumentere med at disse stykker fungerer som en slags refugium for fiskene, der får langt mere ro her end på de offentligt tilgængelige stykker, og dermed bidrager yderligere til bestandens opretholdelse, og til at der i de mest aktive migrationsperioder forår og efterår, er nye tilgængelig fisk, på VSFs fiskevand. Man kunne også forestille sig at nogle af de nytilkomne lodsejere, der har købt ejendomme pga. af naturværdierne og laksefiskeriet, faktisk har gjort det af interesse for at konsolidere fiskebestanden og den afledte herlighedsværdi, og ikke med spekulation for øje. Hvis jeg skulle foreslå noget, der måske kunne give mere fiskevand, kunne det være at begrænse antallet af fiskere pr. dag, særlige fluefiskezoner, og perioder hvor der ikke måtte fiskes. Enshed er ikke det samme som lighed, og forskellighed er ikke det samme som ulighed.

Hvis man virkelig mener at ”opkøbere og lodsejer” skal være i dialog og finde fælles løsninger, så er en smædekampagne som den jeg mener Sportsfiskerens artikel og formandens leder er udtryk for, ikke vejen frem. Jeg vil ikke udskammes for at være legitimt medlem af et fiskekonsortium, der på lige fod med andre bidrager til Varde Å Sammenslutningen og dermed fiske- og vandplejen, og i øvrigt har bidaget på mange fronter igennem en menneskealder.

Den offentlige adgang til fiskevand er en kerneopgave for Danmarks Sportsfiskerforbund
Af Torben Kaas, formand, Danmarks Sportsfiskerforbund

”Lystfiskeri for alle – i en rig natur med flere vilde fisk”. Det har i årevis været Danmarks Sportsfiskerforbunds vision. Netop derfor valgte vi i Sportsfiskeren Indblik #2 også at sætte fokus på, at forbundets medlemsforeninger ved Varde Å har oplevet, at de over en kortere årrække har mistet fiskeretten på flere af de bedste stræk af den lakseførende å.

Min leder og artiklen ”Varde Å – kampen om vandet” har fået kritik fra et af vores mangeårige medlemmer, Søren Hvalkof, der selv fisker i Varde Å gennem Nørholm Gods Konsortiet. Den kritik er vi selvfølgelig nødt til at reagere på og tage alvorligt.

I Danmarks Sportsfiskerforbund mener vi, at de danske lystfiskerforeninger spiller en helt central og afgørende rolle i at få genskabt og beskytte robuste, vilde bestande af blandt andet laks og havørred i vores vandløb. Det har de allerede bevist, at de er garant for, da Danmark i dag er et af de eneste steder i Verden, hvor bestanden af atlanterhavslaks er i klar fremgang. Det er i høj grad deres fortjeneste i form af den store frivillige indsats, de har lagt i vand- og fiskeplejen, men også via deres økonomiske bidrag til Forbundet, som siden stiftelsen i 1938 har taget den politiske kamp for et sundt vandmiljø og for vilde, fiskerige vandløb.

Vi mener, at det er vores pligt som forbund, qua vores vision om et lystfiskeri for alle, at bevare den offentlige tilgængelighed til fiskevand så vidt muligt inden for lovens rammer. Det gælder særligt i vandløbene, hvor den indsats man lægger et sted i åen, kommer hele åen til gode.

Men der findes ikke en nem eller ligetil løsning, når det drejer sig om at sikre den brede offentlighed adgang til eksempelvis laksefiskeriet i Varde Å. Den private ejendomsret er gældende, og den ønsker vi på ingen måde at pille ved, og det gør hverken de lokale sportsfiskerforeninger eller lodsejere heller. Men kan man så sikre fiskeretten til åbne lystfiskerforeninger og til dem, der har ydet og yder en indsats i vandløbet på en anden måde? Det er det jeg og vi prøver at komme nærmere på i Sportsfiskeren Indblik #2. Her forsøger vi at afklare, hvilke mekanismer, der er på spil, når fiskeriet i en å pludselig bliver meget attraktivt og hvordan det kan påvirke en forening, der i høj grad har været drivkraften bag, at det er blevet det.

En mulighed er gennem dialogens vej. At lokale lodsejere og lystfiskerforeninger taler sammen og finder løsninger, der tilgodeser begge parters behov – og måske endda får drøftet, den lokale sportsfiskerforenings rolle i et rigt og aktivt lokalmiljø. Det er efter vores overbevisning vejen frem.

En anden mulighed er, at man ved kommende, nye naturgenopretningsprojekter i åer og ådale, der er finansieret af Staten, EU eller fonde, arbejder på at indskrive klausuler, der sikrer offentligheden adgang til de nye naturarealer, herunder til fiskeriet i åen – enten i en årrække eller for altid. Det skal naturligvis undersøges, om det er muligt indenfor lovens rammer. Vi mener, at det må være rimeligt, at de herligheds- og naturværdier, som følger med statsligt finansierede naturgenopretningsprojekter så vidt muligt skal være til gavn for alle fremfor den enkelte lodsejer.

Søren Hvalkof skriver i sit debatindlæg, at min leder og artiklen ”Varde Å – kampen om vandet” er ”et frontalangreb på visse lodsejere og fiskekonsortier ved åen”, at Danmarks Sportsfiskerforbund udstiller de private aktører ved Varde Å ”som samfundssnyltere, der misbruger skatteydernes penge” og han ikke vil ”finde sig i at blive hængt ud og peget fingre ad, af DSF på den baggrund (red., som medlem af Nørholm Gods Konsortium).”

Det har ikke været hensigten at hænge nogen ud – og jeg har bevidst undladt at nævne navne på konsortier eller privatpersoner i denne sammenhæng. Pointen har været at italesætte en udfordring, som vores medlemsforeninger står i – og som efter vores opfattelse kan være en trussel for offentlig adgang til dansk laksefiskeri på den lange bane.

Søren skriver selv i debatindlægget: ”Jeg er enig i, at det ikke er hensigtsmæssigt med spekulation i fiskerettigheder og laksefiskeri, og at der skal være offentlig adgang, mod betaling naturligvis, på tilstrækkeligt fiskevand, så de fleste kan være med. Men det betyder ikke nødvendigvis at alle skal have mulighed for at fiske overalt. Der er mere end 110 km fiskevand som Gud og hvermand kan fiske laks på, bare de indløser et dagkort eller melder sig i en af sportsfiskeforeningerne. Der er ingen begrænsninger på antal fiskere eller antal kort, og man må fiske med orm, spin eller flue som man lyster. Kun ca. 10 % er på private hænder eller konsortier i Varde Å (…)”

Men hvad hvis det fortsætter? Hvad hvis laksefiskeriet blot bliver endnu bedre i de kommende år, og Varde Å ”mister” mere og mere af deres fiskeret ved åen? Hvem skal værne om laksen? Hvem skal hjælpe nye laksefiskere i gang med fiskeriet? Og kommer børn og unge til at have råd til at fiske og fange en laks ved åen?

Det er disse spørgsmål, der trænger sig på hos mig, når vi og vores medlemsforeninger oplever, at de mister fiskeret. Det er måske ikke den situation vi står i lige nu og her, men vi mener, at det er nødvendigt at se på, hvordan vi kan undgå at ende i, at det danske laksefiskeri er forbeholdt nogle få.

Ingen smædekampagne
Af Steen Thomsen, formand, Varde Sportsfiskerforening

Varde Sportsfiskerforening (VSF) kører ingen smædekampagne og vi udskammer ingen, som Søren Hvalkof skriver det i sit indlæg.

Men når vi bliver spurgt, forbeholder vi os retten til at give VSF´s faktabaserede forklaring, og syn på, udviklingen i laksefiskeriet ved Varde Å gennem de senere år.

Vi er – og har altid været – åbne for dialog, og skulle Søren Hvalkof få lyst til en videre snak om den udvikling ved Varde Å, der fremgår af artiklen i Sportsfiskeren, så er jeg altid klar til det – eventuelt over en kop kaffe ved åen.