Fra grus til guld
Frivillige lystfiskere lægger årligt tusindvis af timer i at styrke fiskebestandene og forbedre biodiversiteten i vores vandløb. Og både naturen, samfundet og ikke mindst de frivillige er vinderne.
Artikel fra Sportsfiskeren Indblik #3, 2019.
Det skete i de dage. Det var julen 1986 og isvinter. I tre uger havde de forsøgt at el-fiske en hunlaks til den hanlaks, de allerede havde fået fat på lige nedstrøms spærringen ved Skarrildhus i Karstoft Å. Den ene dag efter den anden gik uden resultat. Nu var det blevet den 24. december, og de vidste allesammen, at tiden var ved at rinde ud. Måske ikke kun for dem og el-fiskeriet for dette år, men i det hele taget for overlevelsen af den ægte Skjern Å-laks.
Biologerne havde fortalt dem, at den samlede opgang nok var omkring 100 laks i hele åen, men at det meget vel kunne værre færre. Men de havde stadig en drøm om, at den vilde Skjern Å-laks kunne reddes. Derfor fortsatte de arbejdet.
Det var blandt andre Søren Larsen, der i dag er leder af Danmarks Center for Vildlaks i Skjern og Bjarne Dyrberg, som dengang var direktør i Teknisk Forvaltning i Tarm Egvad Kommune, der sammen med en broget flok af frivillige, om morgenen den 24. december, endnu engang skulle forsøge at fange den altafgørende hunlaks.
Lystfiskernes indsats er guld værd. Det er fiskenes brudeseng, og her kommer ynglen frem i foråret. Det er også her vandplanter gror, og her hvor fiskene finder skjul. Således er det hele eksistensgrundlaget for stalling, ørred og laks - og for det gode lystfiskeri.
Foto: Andreas Findling-Rottem.
Sidst på formiddagen ville skæbnen, at det til trods for deres ineffektive el-fiskeudstyr lykkedes at nette en smuk hunlaks lidt opstrøms udløbet af Karstoft Å. Så nu gik det hurtigt ned mod Lønborg, hvor laksen skulle stryges og æggene befrugtes. Det var blevet godt over middag, før de nåede Lønborg. Flere af dem var noget nervøse, for koner og familier ventede jo på, at de ville komme hjem for at holde jul i familiens skød. Og så skete det, lige da Bjarne Dyrberg og Søren Larsen skulle til at udføre strygningen, at Karen Marie ringede.
Karen Marie er Bjarne Dyrbergs kone, og hun var også dengang en magtfaktor i familien. Bjarne Dyrberg fik at vide, at hvis Skjern Å-laksen skulle reddes, så var det altså lige nu per omgående, for både familien og julemiddagen ventede derhjemme.
Det sidste arbejde gik nu stærkt, for alle vidste, at de nok ikke ville være superpopulære, når de kom hjem. Og hvem ved, måske var det netop den laks og arbejdet denne juleaftensdag, som betød at Skjern Å-laksen overlevede. Således gik det i alt fald til, at disse ildsjæle, med støtte fra Karen Marie og de andre familier, gennem årene arbejdede frivilligt og ulønnet for at redde laksen. Dem har vi meget at takke for. Og ja, ej at forglemme Julemanden, som sikkert også havde en frivillig finger med i spillet…
Siden er meget vand løbet under broen. Skjern Å er lagt tilbage i sit oprindelige leje, og mange kampe er vundet for vandmiljøarbejdet dér og i det øvrige Danmark. Der er nu også langt flere frivillige, som kæmper for vilde fisk i rent vand, fri passage og flere gydeområder. Således blomstrer det frivillige arbejde i grusbander rundt om i landet, og følger man bare lidt med i medierne og på Facebook, er indsatsen tydelig. For ikke at snakke om ude ved vandløbene, hvor resultaterne er til frit skue. Det gælder blandt andet i det midtjyske, hvor det er Torben Thinggaard og "Stenbiderne", som har gjort et kæmpe arbejde.
Frivillighedsprincippet
Det er lummert i vejret, denne dag sidst i juli, da jeg besøger Torben og "Stenbiderne", der knokler i et lille tilløb til Vegen Å i en sommergrøn skov nogle kilometer fra Holstebro. Ved vandløbet står 8-10 mænd i gummistøvler, der alle har en forkærlighed for fisk og natur. Derudover er de egentlig vidt forskellige, for Stenbiderne er en løst organiseret flok af lodsejere, lystfiskere og lokale fra en række forskellige foreninger, der er gået sammen om en fælles sag: natur- og fiskerige vandløb.
– I gamle dage tror jeg, at det er fair at sige, at medlemmer på tværs af foreninger ikke i nær samme omfang samarbejdede, som de gør det i dag. Positiv kommunikation, samarbejde, venskab og et fælles fremtidsbillede er hele fundamentet, for det vi gør, forklarer Torben ved det lille vestjyske vandløb og fortsætter:
– For sagen er den, at bestyrelsesmedlemmer og menige medlemmer samarbejder og deltager i arbejdet på hinandens fiskevand og vandløb. Men ikke bare det. For i tilløbene arbejdes skulder ved skulder sammen med landmænd og lodsejere på deres jorder, for de kan absolut også se værdien i det her.
Der deles røverhistorier.
Foto: Andreas Findling-Rottem.
Tiltrængt pause.
Foto: Johan Gadegaard.
Store stykker ved giver skjul.
Foto: Johan Gadegaard.
En af dagens frivillige er den lokale landmand og lodsejer Erling, der har stillet traktor og rå manpower til rådighed. Han er blevet en fast bestanddel af "Stenbiderne" og hjælper til, når der er aktiviteter i hans lokalområde.
– Det er tankevækkende, hvad konstruktiv dialog kan skabe af sammenhold og vilje om at nå en fælles vision om fri passage og vilde fisk. Erling og hans bidrag er langt fra ualmindeligt, lodsejere stiller ofte udstyr og maskiner til rådighed og hjælper til på lige fod med lystfiskerne, siger Torben.
Ifølge Torben er de med, fordi de godt ved, at lystfiskerne er der for at hjælpe, og fordi de stoler på os.
– Det samme gør sig gældende for embedsmænd, politikere og institutioner, som stiller ressourcer til rådighed. Alle bliver vindere, når vi holder sammen. Og her ude i buskadset, nær mark og vandløb, knyttes venskaber for livet på kryds og tværs af en samlet, fælles interesse, fortæller Torben.
Fedt at være bandemedlem
Normalt vil politikerne jo egentligt gerne bander til livs. Men grusbanderne, der endda er bevæbnede med spader og river, men som også kniber tårer ved synet af ørredyngel og blåvingede pragtvandnymfer, møder som regel kun politisk opbakning. For hver eneste uge landet over går bandemedlemmer og stenbidere frivilligt til kamp. På den måde har vandmiljøet og de vilde fisk en hær af hjælpere til at beskytte og hjælpe, når det er nødvendigt. Og politikerne forstår efterhånden, at det er en uvurderlig indsats.
DET ER GULD VÆRD
Alt kan ikke gøres op i penge, men det er alligevel ikke til at komme udenom, at det frivillige vandløbsarbejde genererer kroner og ører for samfundet. Beregninger fra forskellige forskningsinstitutioner viser, at…
- En stangfanget havørred har en værdi på mellem 1.000-2.500 kr./kg.
- En ørred- eller laksesmolt har en værdi på mellem 500-1.400 kr.
- En kilometer gydevandløb for ørred har en årlig samfundsmæssig værdi på minimum 283.000 kr.
- Laksefiskeri i Skjern Å giver årligt en lokaløkonomisk omsætning på 14,6 mio. kr.
- Projekt Havørred Fyn genererer årligt en lokal omsætning på 50-58 mio. kr., 38 årsværk og 55.000 overnatninger fra havørredfiskende gæster
Samtidig er det blevet cool at arbejde med vandmiljø. Ved Skjern i 1986 hed det "frivillige" og "ildsjæle", men med årene er det blevet til "Stenbidere" og "Grusbander". Det sender et klart miljøaktivistisk signal, og som med alle andre bander, giver det mulighed for at være en del af et tydeligt defineret fællesskab. Men tag ikke fejl, for selv om vi snakker om idealister og aktivister, så er banderne, som allerede skrevet, alligevel venner med både landmænd, embedsmænd, politikere og beslutningstagere overalt i hele økosystemet.
– Følger man med i medierne og på Facebook skulle man dog ikke altid tro, at landmænd, biologer og miljøforkæmpere kan sidde i samme stue. Men fakta er bare, at det sker hele tiden i grusbande-regi. Nogle gange skulle man tro, at medierne skaber deres egne negative historier for at splitte nationen med henblik på at sælge klik eller aviser. Sandheden er, at landmændene meget gerne vil hjælpe lystfiskerne, bare de også hjælper dem og opfører sig ordentligt, fortæller Torben Thinggaard.
Torben griner i øvrigt af "brandingen" og siger:
– Jeg har aldrig tænkt på, at vi skulle "brande" arbejdet, og det vi gør. Det vigtigste er at finde fælles fodslaw, og at vi blev til Stenbidere og Grusbander var jo bare noget, vi alle sammen syntes var sjovt at kalde os. Det satte os ligesom på samme hold.
Mange af venskaberne går årtier tilbage. Jørn og Erling, der læsser store træstubbe på Erlings traktor, som senere skal lægges i åen og dermed tilbyde skjul og skabe fødegrundlag for fiskene i årevis, har kendt hinanden i mere end 30 år.
- Det vigtigste er at finde fælles fodslaw, og at vi blev til Stenbidere og grusbander var jo bare noget, vi alle sammen syntes var sjovt at kalde os. Det satte os ligesom på samme hold.
Og midt i buskadset ved Vegen Å finder tre Stenbidere ud af, at de alle tre fiskede i det samme lille vandløb som knægte. Således var Bredkær Bæk for 40 år siden, dér man cyklede hen, spejdede ned i vandet og forestillede sig, hvor mon den helt store bækørred ville stå. Der bliver skraldgrinet, for alle kan huske bestemte buske, sving og steder, hvor det var godt at fiske.
Snakken går, mens arbejdet laves og over frokosten ved åbrinken. På den måde deles glæder og sorger, drømme og bekymringer men mest af alt selvfølgelig også bare røverhistorier om lystfiskeriet. Alt imens at naturen bliver ledt tilbage på rette spor.
En Stenbider tanker op.
Foto: Johan Gadegaard.
Succes avler succes
Flere af Stenbiderne har Råsted Lilleå som favoritvandløb. Så det er kun naturligt, at der også arbejdes der. Råsted Lilleå har siden 80’erne fået fjernet alle opstemninger. Der er lagt grus ud i hovedløbet, og selv højt oppe i Råsted Lilleå er der nu også lavet gydeområder, hvor både laks og havørreder kan formere sig. Der er også plantet vandplanter ud, så der er skjul, som fiskeynglen kan gemme sig i.
I "Engen" er der således nu et stryg med det højeste tal målt for 1/2-års laks pr. løbende vandløbsmeter nogensinde i Danmark – tilbage i 80’erne var der knapt liv.
I Vegen Å er det samme historie. Stenbiderne har været der, og hvor de har været, er der også laks og ørreder, som gyder. Og sådan kunne der nævnes masser af vandløb og tilløb, hvor der er lavet et fantastisk arbejde af frivillige gennem årene.
Det bedste ved det hele er, at resultaterne giver medvind på mange fronter. På Fyn har resultaterne af arbejdet været kendte længe og alle øens kommuner bakker op om vandplejearbejdet. På Sjælland er man også i gang med samme vision, og i det midtjyske blev der i vinter, bare som ét eksempel, skabt fri passage omkring Skarrildhus i Karstoft Å, og kilometervis af vand blev tilgængeligt for grusbanden at arbejde på og fiskene at gyde i.
Det sker alt sammen, blandt andet fordi grusbanderne lægger et blidt, konstruktivt og professionelt pres på stat og kommuner om også at bakke det frivillige arbejde op - og gennemføre indsatser som at fjerne spærringer og genslynge vandløb. Og det gør institutioner og embedsmænd gerne, når den frivillige indsats fra grusbander, lystfiskere og foreninger er så stor og konstruktiv.
Når grusset ryger i åen forvandles det til guld.
Foto: Andreas Findling-Rottem.
Fra grus til guld
Alle dagens 8-10 frivillige Stenbidere kender historien om Skjern Å-laksen og om den der juledag midt i 80’erne. De har hørt den før. De ved, at vilde fisk, rent vand, natur og fri passage har værdi - og de elsker at fiske og være derude sammen med de vilde fisk. Tanken om at de vilde fisk er der og har det godt, er det, som betyder mest. Det er det, som er guldet for Stenbiderne, og derfor de dag efter dag året rundt arbejder frivilligt.
Der er på mange måder guld i gruset. I al fald vil det være naivt at tro, at penge ikke også spiller en rolle i naturforvaltningen – også selv om miljø- og naturforvaltning nogle gange skal gå forud for alt andet. Helt klart er det, at Skjern Å i sin tid blev lagt i kanal på grund af penge. Måske var det den rigtige beslutning dengang – hvem ved?
Til gengæld er det dog helt sikkert, at det var den rigtige beslutning at lægge den tilbage til det gamle leje, men også her spillede penge og politik jo en rolle. Sådan er det bare, og vi skal have det i tankerne, når vi forsøger at hjælpe vandmiljø, laks, ørred, stalling og andre vilde fisk. Knastørre beregninger vidner om, at vandplejearbejdet også er mange penge værd for samfundet – og det er argumenter, der virker overfor politikere.
LYSTFISKERNES BIDRAG
For at få lov til at fiske, betaler de danske lystfiskere hvert år for det obligatoriske, statslige fisketegn. 10,5 millioner af fisketegnsmidlerne går årligt til vandløbsrestaurering.
Danmarks Sportsfiskerforbund har desuden undersøgt sine medlemsforeningers bidrag til vandløbsplejen.
Undersøgelsen viser, at forbundets foreninger samlet lægger 60.000 timer årligt i vandløbspleje svarende til 30 fuldtidsstillinger til en værdi af ca. 20 mio. kroner.
Derudover bidrager foreningerne selv med 1,8 millioner kroner til vandplejeprojekter.
Men guldet ligger også i gruset på andre måder. Gruset og det rene vand er fiskenes brudesenge, det er i gruset, planterne har sin rod og under dem fiskene gemmer sig for prædatorer og andre farer – og der de lever og overlever. Lige dér i det økosystem er rugestedet for al den værdi, som skabes af Stenbiderne, landmænd, offentlige institutioner, embedsmænd, biologer og grusbander landet rundt. Samtidig er grusbanderne en åben klub, hvor alle kan være med til at hjælpe. Torben Thinggaard siger det sådan her:
– Uanset om du er tyk eller tynd, spinne-, orme- eller fluefisker, ung eller gammel, om du døjer med livet eller ej, er landmand, politiker, embedsmand, tømrer, arbejdsløs, pensionist eller hvad pokker du så end er, så er der altid brug for dig, til det du nu kan og vil bidrage med.
Og til alle Stenbidere og grusbander landet rundt.
– I har gjort en kæmpe forskel, I er de vilde fisks og den mangfoldiges natur venner og beskyttere. Og jo, Julemanden er også en Stenbider. Det må han have været siden den juledag i 80’erne. For laksen er tilbage, og hvert år i juledagene gyder den og ørrederne overalt i det ganske danske land. Vi skal bare holde sammen, bevare optimismen og fortsætte med det frivillige arbejde – til gavn for naturen, samfundet og os alle sammen.
Læs mere om Danmarks Sportsfiskerforbunds og de frivilliges arbejde for vilde vandløb her.
