Sejr: Flere fiskepladser på Aarhus Havn
De aarhusianske lystfiskere kan nu glæde sig over, at der åbnes op for lystfiskeri to nye steder på Aarhus Havn. Det gælder på området ved Pier 2 og ved indsejlingen til lystbådehavnen i den nordlige ende af havnen.
Det har indtil i dag været meget begrænset, hvor i Aarhus Havn, du har haft mulighed for at fiske. Men det er der nu lavet om på. Aarhus Kommune har netop udsendt et nyt kort, der viser, at det fra i dag er tilladt at fiske på en strækning ved Pier 2 og ved indsejlingen til lystbådehavnen i den nordlige ende af Aarhus Havn.
Åbningen kommer efter et konstruktivt samarbejde mellem Aarhus Kommune, forvaltningen, lokale lystfiskerforeninger, lokale grejforretninger og Danmarks Sportsfiskerforbund. Samarbejdet tog for alvor fart, da de lokale interessenter for et par måneder siden inviterede viceborgmester Camilla Fabricius til møde om mulighederne for bedre adgang for lystfiskerne på havnen.
– De lokale har løftet en stor opgave ved at sætte emnet på dagsordenen – både politisk og i den lokale presse. Arne Bager, formand i Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere, skal have et stort skulderklap for sit store engagement og for at have repræsenteret Forbundet og de lokale sportsfiskere i arbejdet med at åbne for nye fiskepladser på Aarhus Havn. Hans indsats vil forhåbentlig betyde mange store fiskeoplevelser for endnu flere lystfiskere på havnen fremover, siger Kaare Manniche Ebert, fiskebiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.
– Også Claus Hingeberg, indehaver af Fishing Gear i Aarhus, fortjener ros for sin indsats. Og vi er utrolig glade for det gode samarbejde, der har været med viceborgmester Camilla Fabricius, Aarhus Kommune og Teknik og Miljø-forvaltningen, siger Kaare Manniche Ebert.
Ny fiskeplatform
Med åbningen af de nye fiskepladser i havnen følger også etablering af en helt ny fiskeplatform ved sydmolen. Fiskeplatformen bliver 8 x 2,5 meter og vil blive støbt i beton. Desuden vil der blive etableret et rækværk i stål med to åbninger, hvor fisk let kan landes. Der etableres også en sti ned til platformen, så gangbesværede har let adgang.
– I vores strategi for at forbedre havnefiskeriet i Danmark, har vi netop haft fokus på, at der også skal være bedre adgang for gangbesværede. Så vi er utrolig begejstret for, at Aarhus Kommune også har tilgodeset dette ønske, siger Kaare Manniche Ebert.
Ifølge de lokale lystfiskere skulle placeringen heller ikke være allerværst, da området er kendt for gode bundforhold og med fine chancer for fangst.
Ændring af fredningszone kan medføre flere fiskepladser
Danmarks Sportsfiskerforbund har sammen Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere og kommunens Teknik- og Miljøforvaltning fået ophævet en fredningszone i havnen ved bassin 3 og 4. Ophævelsen af denne del af fredningszonen har Danmarks Sportsfiskerforbund, foreningerne og forvaltningen vurderet ikke vil have negativ påvirkning af havørredernes muligheder for at svømme op i Aarhus Å.
Forbundet håber derfor, at der snarligt kan åbnes op for fiskeri ved mellemarmen og i bassin 3 og 4 i Aarhus Havn.
Du kan læse mere om Danmarks Sportsfiskerforbunds strategi for lystfiskeri de danske moler og havne her.