Nyt vådområde på vej ved Saltø Å
Et længe planlagt vådområde ved Saltø Å ved Næstved er nu ved at være igennem godkendelsesprocessen, og med en bevilling fra stat og EU på 52 mio. kroner ser projektet ud til at blive en realitet.
Med statens vandplaner skal vandmiljøet i hele Danmark forbedres, og et af bidragene hertil kommer fra Næstved Kommune, der med et nyt vådområde langs Saltø Å vil nedbringe udledningen af kvælstof til Karrebæk Fjord.
– Hele øvelsen går ud på at fjerne nitraten fra markernes drænvand og fra vandløbene, for ude i fjorden gør for meget nitrat skade. Det får algerne til at blomstre op i fjorden, og det er skidt for vandmiljøet. Vores plan er at gøre arealerne våde med vand fra dræn og vandløb. Ved at gøre arealerne våde vil nitraten blive omdannet til frit kvælstof, der ikke gør nogen skade, fortæller Anja Rasmussen, som er biolog i Næstved Kommune.
Velvilje fra lodsejerne
De bevilligede penge vil først og fremmest blive brugt til opkøb af erstatningsjord til de lodsejere, der skal afgive jord til projektet. Lodsejerne er gået positivt ind i processen, hvilket glæder Helle Jessen, der er formand for Teknisk udvalg i kommunen.
– Jeg er glad for, at lodsejerne er gået ind i en konstruktiv dialog om det nye vådområde og arbejder med os i processen. Det er ikke kun Karrebæk Fjord, som får glæde af det våde område. Der vil også blive skabt ny natur i et bælte langs med Saltø Å til gavn og glæde for områdets fugle, dyr- og planteliv. Vådområdet vil komme til at virke som en grøn kile fra Karrebæk Fjord og op langs med Saltø Å, siger Helle Jessen.
Gensnoning og bedre gydemuligheder
Projektperioden for vådområdet er på fire år, og området bliver på ca. 167 ha. Vandstanden i området vil skifte hen over året, med synligt vandspejl på store flader om vinteren, og om sommeren vil der være grønne enge langs med vandløbet. Desuden vil Saltø Å blive ført tilbage til sit gamle snoede forløb på en strækning på ca. 9 km. I vandløbet bliver der udlagt sten og gydegrus til gavn for vandløbssmådyr og havørredbestanden.