Friluftsrådet deler bekymring for Øresunds-fiskeriet
I Friluftsrådet deler man turbådene og Danmarks Sportsfiskerforbunds bekymringer omkring den daglige fangstbergænsning for lystfiskere på torsk i Øresund. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af Friluftsrådet d. 28. februar.
Pressemeddelse fra Friluftsrådet:
Kvoter truer danskernes muligheder for lystfiskeri
Mens kvotekongerne skovler fisk ind, så er den almindelige danskers muligheder for lystfiskeri blevet begrænset. Det er nu tydeligt, efter at nye regler for fiskekvoter trådte i kraft i 2017.
Lystfiskerne svigter turbådene, som tilbyder fisketure på Øresund. Det er konsekvenserne af de nye fiskekvoter, som trådte i kraft i 2017. De nye kvoter regulerer nemlig ikke kun erhvervsfiskeri, men også lystfiskeriet. Derfor må lystfiskere højst tage fem torsk med hjem pr. mand, og i februar og marts kun tre torsk.
De nye regler får kunderne til at blive væk, og derfor er cirka halvdelen af de eksisterende turbåde i øjeblikket er til salg, lyder det fra turbådenes talsmand i Helsingør Jens Hartmann. Danmarks Sportsfiskerforbund melder om, at turbådene i løbet af de første seks måneder af 2017 oplevede et fald i omsætningen på 38 procent. Friluftsrådet er bekymret over, at den stramme regulering af lystfiskeri kan virke begrænsende for danskernes muligheder for at komme ud at fiske.
– Det er nogle helt fantastiske oplevelser, man kan få sammen på sådan en fisketur, så det vil være meget trist, hvis turbådene forsvinder. Det vil begrænse de muligheder, man har for at komme ud at fiske på havet, hvis man for eksempel bor i byen og ikke selv ejer en båd, siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet.
Begræns kvotekonger frem for lystfiskere
– Hvis nu torskebestanden i Øresund var truet, så ville det give mening. Men tværtimod, så tyder alt på, at bestanden i området er sund, så kvoterne er helt unødvendige. Jeg vil derfor appellere til fiskeriministerens sunde fornuft og bede hende om at lave reglerne om, siger Jan Ejlsted.
I Danmarks Sportsfiskerforbund, der er en af Friluftsrådets 85 medlemsorganisationer, bakker Kaare Manniche Ebert op om, at kvoterne ikke bør gælde for lystfiskeri i Øresund. I stedet for at have en begrænsning på, hvor mange torsk man må fange, så kunne man i stedet justere på mindstemålene for de fangede torsk, foreslår Danmarks Sportsfiskerforbund. For eksempel kunne man øge mindstemålene fra 35 cm til 50 cm, så flere af de mindre torsk blev sat fri igen.
I Helsingør Kommune er lystfiskererhvervet en vigtig del af friluftslivet i kommunen. Derfor har Henrik Møller (S), viceborgmester og formand for kultur og turismeudvalget i Helsingør, inviteret fiskeriminister Karen Ellemann til et møde om problemstillingen. En invitation, som ministeren har takket ja til.
– Lystfiskererhvervet er meget vigtigt for kommunen og har gennem tiden været med til at tiltrække mange gæster til byen. Derfor vil vi tage problemet op med ministeren, siger Henrik Møller.