Elever fra Kærholmskolen modtog diplomer og jakker
For seks elever fra Kærholmskolen var det deres sidste skoledag i Ørredpatruljen, da de tirsdag den 9. maj var afsted til Sillebro Å ved Frederikssund.
Vandplejefolkene Kaj Larsen og Frank Bjørn Andersen fra Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening stod klar med maskiner og en stor bunke gydegrus, så sammen med deres lærere Keld og Jesper etablerede eleverne flere nye gydebanker på en strækning lige ved Sillebrocentret midt i Frederikssund.
Senere kom Uffe Clemmesen, som ud over at være formand for Roskilde og Omegns Lystfiskerklub også er manden bag Ørredpatrulje-projektet. Han medbragte diplomer og flotte jakker, som blev uddelt af Frederikssund Kommunes borgmester John Schmidt Andersen. Uffe havde også medbragt nogle ørreder fra ROLKS klækkeri, og hver elev fik som afslutning lov til at udsætte en ørred i Sillebro Å.