Smoltproduktion ikke optimal

smoltfælde1_1.jpg

I foråret var der opstillet en smoltfælde i Havelse Å i Nordsjælland. Hensigten var at undersøge, hvor stort smoltudtrækket i åsystemet var, og resultatet af undersøgelsen foreligger nu.Det er Peter Henriksen fra Limno Consult, der har stået for den biologfaglige del af undersøgelsen, og han konkluderer i rapporten, at vandføring og temperatur var optimal for at udløse nedtrækket.

En øget vandføring sidst i april medførte, at 77 % af smoltene trak ud i løbet af kun fem dage.Smoltene målte 12-17 cm og var overvejende et år gamle. Den totale smoltudvandring blev estimeret til 3670 stk. Det er kun 40 % af den produktion, man kan forvente af et godt ørredvandløb. Gydebestanden er tidligere vurderet til mindst 107 stk., hvilket er langt under de 930 stk. der kunne være ved en optimal smoltproduktion og havoverlevelse.Der er derfor samlet set langt vej endnu til optimale forhold i åsystemet, og rapporten kommer med flere anbefalinger til kommunerne i forhold til at forbedre forholdene.

Det drejer sig bl.a. om at sikre en mere stabil vandføring samt flere skjul til fiskene. Desuden konstateres det, at det udvidede fredningsbælte i Roskilde Fjord tilsyneladende ikke er nok til at reducere havdødeligheden.

Undersøgelsen er finansieret af de fire kommuner, som åsystemet gennemstrømmer. Det drejer sig om Hillerød, Allerød, Halsnæs og Frederikssund. Det praktiske arbejde med at tømme fælden og registreret fangsterne blev udført af frivillige fra Havelse Å Vandplejegruppe og Ølsted og Frederiksværk Sportsfiskerforening