Sol over Grindsted – sådan gik kurset ved åen
Da Danmarks Sportsfiskerforbund inviterede på kursus i tørflue- og nymfefiskeri ved den smukke Grindsted å, solen højt og vejret var roligt, hvilket gav gode forhold til at lære åen at kende. Det blev et lærerigt kursus med gode oplevelser og enkelte fangster.
Det var en stille morgen i det vestjyske, da kursisterne mødtes på parkeringspladsen ved Grindsted Roklub og begyndte at rigge til. Det stille og høje vejr gav mulighed for at lufte det lette grej og små fluer.
Stemningen var høj blandt deltagerne og forventningerne til dagens fiskeri ligeså blandt kursisterne på det fuldt bookede kursus. Danmarks Sportsfiskerforbunds instruktør Jeppe Bøgh er vokset op i Grindsted og har fisket i åen, siden han var barn. Derfor har han solid erfaring med, hvordan man overlister åens fisk, og den erfaring blev der delt ud af som introduktion til kurset.
Jeppe gennemgik sit grej og fortalte, hvilke knuder og fluer, han benytter, hvorefter han demonstrerede den metode, han bruger til at fiske åen: korte kast og kontrolleret line. Efter introduktionen havde en enkelt deltager brug for at lære det grundlæggende inden for fluekastet. Og mens han lærte det, fordelte de øvrige kursister sig over strækket ved åen og begyndte fiskeriet.
Inden længe begyndte de nyligt tillærte teknikker at give mening iblandt deltagerne. Deltagerne fiskede blindt i de dybe sving, og på de lige stræk var det muligt at spotte en stalling hist og her. Åens stallinger viste da også interesse for deltagernes pænt præsenterede nymfer, men det lykkedes ikke at få landet nogle af de fine fisk.
Om det var frokosten, der havde givet deltagerne fornyet energi, eller om det var noget andet, der gav udslaget, vides ikke. Men efter frokosten lykkedes det deltagerne at lande et par fine stallinger på omkring 25 cm.
Dagen blev rundet af, og deltagerne tog fra kurset med ny viden, nye teknikker og en stor lyst til at vende tilbage til Grindsted Å for at prøve kræfter med det fascinerende fiskeri med små fluer og let grej.