3 skælsættende historier
Skælprøver og skælaflæsning er et vigtigt værktøj til at få større viden om fiskenes livscyklus og levevis. Endnu engang dykker fiskebiolog Kaare Manniche Ebert ned i tre specielle fangster, og ved hjælp af skælaflæsninger løfter han sløret for fiskenes spændende livshistorier. Denne gang er det især fiskenes evne til at vokse hurtigt, der overrasker.
SKÆLLENES FUNKTION
Skællene har flere funktioner. De gør blandt andet fisken hårdere, og de yder derfor en vis beskyttelse mod at blive ædt. Skællene er desuden udformet på en måde, der gør fiskens overflade mere "glat", så vandmodstanden bliver mindre. Skællene er derfor med til at øge fiskens svømmeevne. De er også med til at "afstive" fisken, og det øger dens evne til at svømme hurtigt. Det er blandt andet derfor, at hurtige fisk ofte har kraftige, store skæl, mens en fisk som ålen, der ikke er en hurtigsvømmer, har meget små og relativt bløde skæl. Og så er skællene med til at gøre fisken mere "tæt", så den ikke så let får infektioner og problemer med væske- og saltbalancen.
Laksefiskenes udviklingshistorie går mellem 20 og 40 millioner år tilbage. I en meget lang periode på mange millioner år har ørreden ikke ændret kropsform. Simpelthen fordi det strømlinede design med den kraftige hale har vist sit værd i naturen, men evolutionen har selvfølgelig ikke stået stille i det lange tidsrum. Adfærdsændringer hos fiskene, der udmønter sig i ændringer i genetikken, kan opstå, når fiskene har skullet tilpasse sig nye levevilkår. Og den slags evolution kan gå hurtigt, især hvis forandringen har en markant indflydelse på bestandens muligheder for at overleve. Og det er måske det, der lige nu sker for havørrederne i Vejle Å.
Majspringer fra Vejle Å
Den første fisk i denne artiklen – en smuk og blank havørred på 70 cm og 4,2 kg – der sidst i maj blev fanget af Flemming Maack – kan muligvis repræsentere et eksempel på en genetisk tilpasning til markante ændringer i Vejle Å. Aflæsning af skællet, udført af Carsten Maack fra Vejle Sportsfiskerforening, viste nemlig, at havørreden havde forladt åen som smolt, da den kun var et år gammel. Skældata fra foreningen viser ellers, at toårs smolt indtil nu har været det mest normale, men noget tyder på, at der nu begynder at komme flere blanke havørreder tilbage, der kun har opholdt sig et enkelt år i åen, inden de er smoltificeret og er svømmet mod det større fødeudbud i havet.
Hvorfor mon denne fine opgangsfisk og flere artsfæller i åen har forladt Vejle Å et år tidligere end normalt, og er det muligt, at der er ved at ske en markant ændring i havørredbestandens adfærd? Der findes faktisk en plausibel forklaring, der kan bakke en sådan hypotese op. Og den hænger både sammen med klimaet og tilstedeværelsen af en velkendt og dygtig fisker, der de seneste 15 år for alvor har haft indflydelse på livet i åerne – nemlig skarven. Lad os først kigge på dens indflydelse.
Stor dødelighed skaber forandring
Få år gamle undersøgelser, som er udført af DTU Aqua, viser, at op imod 80-90 % af ørredynglen på to stryg i Vejle Å dør fra oktober til marts. Normalt ville kun cirka 25 % af ørrederne dø på de få måneder, men det har fødesøgende skarver ændret på. Fotos fra vildtkameraer har nemlig dokumenteret, at flokke af skarver søger føde i åen, når kulden begynder at bide. Den store overdødelighed betyder, at det ikke er smart at blive i åen i to år, for derefter at smoltificere og svømme mod havet. Chancerne for at overleve frem til smoltstadiet er simpelthen alt for små. På den måde bliver ophold i åen i vintermånederne en meget snæver flaskehals, der i høj grad sorterer toårs smoltene fra.
Det samme gør klimaet
Men evnen til at smoltificere et år tidligere end normalt handler sandsynligvis også om, at vandtemperaturen i Vejle Å-systemet er stigende, og det øger ynglens tilvækst. Vi har konkret set det på strygene ved Vingsted, hvor Vejle Kommune sammen med den lokale sportsfiskerforening har lavet bestandsanalyser hvert år siden 2014. Der er i den periode fanget mange tusinde ørreder, der har været cirka 6 måneder gamle. Og størstedelen af dem har i september været omkring 8-10 cm lange og oftest i god kondition. De vil sagtens – med åens relativt varme vand og store fødemængder – kunne nå at vokse 5-7 cm mere inden april året efter, hvor smoltenes svømmetur mod Vejle Fjord indledes. Så kombinationen af ekstrem stor dødelighed i åen og bedre muligheder for at vokse kan måske medføre, at størstedelen af åens blanke opgangsfisk i fremtiden vil bestå af 1-års smolt.
Overraskelse i havet
Men den smukke fisk stopper ikke med at overraske, for beregning af dens tilvækst i havet viser, at den har vokset ekstremt godt i det salte miljø. På to år i havet er den gået fra 17 cm til 69 cm. I år, hvor den svømmede op i Vejle Å, har den dog kun lagt 1 cm til længden. Den slags opbremsning i tilvæksten ser man tit hos fisk, der svømmer tidligt op i åen, fordi de der stopper med at tage føde til sig. En ”normal” havørred med to havår på bagen ville i maj måned gennemsnitligt være mellem 50 og 55 cm, så Flemmings havørred har virkelig formået at tage for sig af retterne i havet. Det kan virke overraskende, at havørreden formår at vokse i rekordfart, mens havmiljøet skranter. Men det er der to sandsynlige forklaringer på.
Mere føde på trods af dårligt havmiljø
Havets pressede situation illustreres bedst ved torskens nærmest uvirkelige nedtur. Fra at have bidraget med mere end 500.000 tons til Østersøens fiskeristatistikker, dengang bestandene havde det bedst, findes der i dag ikke længere et målrettet fiskeri efter arten. Simpelthen fordi der er for få torsk tilbage. Det er en katastrofe for Østersøen som økosystem, men det har til gengæld betydet, at andre rovfisk – som især havørreden, der er meget ferm til at tilpasse sig et ændret fødeudbud – får fri leg på alle hylder. Og selv i en situation, hvor dele af Østersøen rammes af iltsvind, så må der være rigeligt med føde til havørrederne. Men de stigende havtemperaturer – plus 2 grader i bundvandet i den danske del af Østersøen siden 1980’erne – er sandsynligvis også en positiv faktor, for det forlænger havørredernes vækstsæson med 2-3 måneder om året.
Det er endnu for tidligt at konkludere på, om hypotesen om ændret adfærd hos havørrederne i Vejle Å holder. Alternativet – at de fortsat primært smoltificerer som to år gamle – indebærer risikoen for en markant tilbagegang for bestanden. Jeg krydser derfor fingre for, at vi netop nu oplever de vilde ørreders respons på en ekstrem hård presfaktor. Og jeg kan så med bæven konstatere, at klimaændringerne sandsynligvis ikke endnu har medført dårligere forhold for havørrederne ude i havet. Det er ellers veldokumenteret, at højere temperaturer medfører mere iltsvind, så der lurer måske en grim overraskelse lige om hjørnet…
Havørred fra Stevns
Den næste fisk er også en havørred. En fed basse på 72 cm og 5,8 kg. Fisken blev i juni fanget fra båd ud for Stevns af Michael Tange. Der bliver fanget mange og store fisk i det område, og DNA-analyser viser, at det drejer sig om fisk fra hele Danmark, men også fra de andre lande ved Østersøen. Rigeligt med føde, lav saltholdighed og lunt bundvand i de kolde vintermåneder er opskriften på en god havørredlokalitet, som Stevns og resten af det sydøstlige hjørne af Danmark fint lever op til.
Skælprøven viste, at denne fisk også var smoltificeret som etårig. Men havørreden er med meget stor sandsynlighed IKKE en vildfisk. Ud fra skællet kunne jeg estimere, hvor lang fisken havde været, da den kom i havet. Havørreden smoltificerede, da den var 26 cm lang, og det kan en ørred med 99 procents sikkerhed ikke opnå ude i naturen. Den fine havørred er derfor udsat som smolt i et vandløb et eller andet sted. Alt fra Limfjorden og den jyske østkyst i vest til Finland i øst er reelt muligt, og 2½ år senere bliver den så fanget af Michael.
AFLÆSNING AF SKÆL
Når fisken vokser i længden, bliver der aflejret en vækst-linje – en såkaldt sclerit – rundt i skællets kant. Når fisken vokser hurtigt, er der stor afstand mellem scleritterne, mens det modsatte er tilfældet, når den har dårlig tilvækst. Fisk i Danmark vokser generelt hurtigt i perioden forår-sommer- efterår, mens tilvæksten stagnerer eller går i stå om vinteren. Et helt år i fiskens liv består derfor af en længere periode med stor afstand mellem scleritterne og en kortere periode med lille afstand. Denne skælprøve stammer fra en havørred på 77 cm og 5 kg, og den har levet to år i ferskvand (de to nederste røde streger), hvorefter den er svømmet ud i havet, hvor der er bedre tilvækst. Den har levet tre hele år i havet – se de øverste tre røde streger, der hver repræsenterer et år. Hvis fisken har gydt, kan det ses ved mere eller mindre tydelige "gydemærker" i skællet, hvor scleritterne ser ud som, de er forsvundet/ ætset væk. Denne havørred har ikke gydt.
Tredobling af vægt på et halvt år
Havørreden er vokset rigtig godt det første år i havet. Knapt så meget som havørreden fra Vejle Å, der havde øget sin længde med 30 cm i sit første havår. Men de 23 cm, som Michaels havde opnået, er langt over gennemsnittet på cirka 18 cm per år. Det næste år vokser den derimod mindre end gennemsnittet – 11 cm – men det skyldes, at den har brugt tiden på at svømme op i ferskvand for at gyde. Kønsmodningen kræver ressourcer, ligesom den nedsætter havørredens ædelyst i en længere periode, inden den svømmer op i ferskvand. Så selv om fisken sandsynligvis kun har opholdt sig i ferskvand i relativt kort tid, så betyder kønsmodningen og selve gydningen, at den vokser væsentligt mindre end havørreder, der bare fokuserer på at æde.
Men den er kommet stærkt tilbage, for i 2024, hvor den har haft tilvækst i cirka 5 måneder, er den vokset 12 cm. Det i sig selv lyder måske ikke så imponerende, men hold nu fast, for havørreden har på den korte tid formået at tredoble sin vægt fra cirka 2 kg til 5,8 kg. Og det er en sjælden bedrift. Det indikerer endnu en gang, at vores havørreder på trods af Østersøens miserable tilstand formår at finde føden i rigelige mængder.
Kæmpe bækørred eller stor havørred?
Den sidste fisk i denne omgang skabte en del debat i det nordjyske og på nettet. Ørreden blev fanget sidst i maj af Poul Ledet fra Liver Å Lystfiskerforening i den lille Liver Å i Nordjylland. Åen har gennem tiderne leveret ualmindeligt mange og rigtigt store havørreder. En af de mest mindeværdige blev fanget af den daværende formand Jan Dahl, der for cirka 20 år siden måtte en tur i åen for at lande en nærmest abnormt stor havørred på 94 cm og knapt 12 kg. Men sjovt nok, så er åen også berømt for at huse en bestand af storvoksne bækørreder. Det var det, der skabte debatten, for var det sådan en – en stor bækørred – som Poul havde fanget, eller var det en tidlig opgangsfisk fra havet? Det skal med, at ørreden kun blev aflivet, fordi Poul vurderede, at det var umuligt at genudsætte den i levedygtig stand.
Pas på – skinnet kan bedrage
Det første jeg gør, når sådan en sag dukker op på mit bord, er at kigge indgående på fotos af fisken. Denne fisk var lettere gullig. Farven mindede om en havørred, der er i den indledende fase af kønsmodningen, og så havde den masser af prikker på siden og hovedet. Ikke de velkendte røde, der indikerer bækørred, men brunlige-sorte prikker, som det ses hos en hav- eller søørred. Fisken var i øvrigt 74 cm lang og vejede 4,8 kg. Da der ikke findes søer i åsystemet, var spørgsmålet, om det er en kæmpe bækørred eller blot en stor havørred?
Vigtigt "kneb" giver svaret
Lad os begynde med at slå fast, at den store ørred faktisk er en kæmpe bækørred. Det kunne jeg afgøre ved at kigge på scleritterne – det kalder man de "årringe", som kan ses i skællet. Hos denne ørred fortsætter scleritterne under skællets centrum til underkanten af skællet. Hvis det havde været en havørred, så ville scleritterne fra skællets centrum og ned mod bunden af skællets kant forsvinde fra det tidspunkt i fiskens liv, hvor den er smoltificeret – typisk når fisken er 1 eller 2 år gammel. Men det var altså ikke tilfældet her, og derfor er dommen sikker. Havde jeg ikke kendt "knebet" med scleritterne, så kunne jeg godt være kommet i tvivl, for den store bækørred har faktisk en tilvækst, der minder meget om en havørreds.
Bækørred med havørred-tilvækst
Bækørreden er vokset 13 cm det første år. Det er helt normalt, men dog en del over gennemsnittet på 10 cm. Men herefter er den de to næste år vokset 18 cm og 16 cm, sådan at den efter tre år i vandløbet er 47 cm lang. Det bliver ikke mindre imponerende af, at bækørreden gyder første gang, den er 2½ år gammel. Det betyder normalt en halvering af tilvæksten, men altså ikke her. Siden opnår fisken at gyde to gange mere – det vil sige tre gange i alt – mens den stadig vokser cirka 10 cm hvert år. En "normal" bækørred med den samme livshistorie ville være cirka 40-50 cm lang og veje 1-1,5 kg. Og nu til det vilde: En havørred på samme alder og med 3 gydninger ville også have været cirka 70-75 cm lang!
Mulige forklaringer
Spørgsmålet er, hvorfor Pouls fisk har haft en så god tilvækst sammenlignet med andre bækørreder. Der er flere mulige forklaringer. De lokale sportsfiskere fortæller, at der er overvældende mængder af tanglopper i åen, så fødegrundlaget er i orden. Og så må vandets iltindhold og temperaturen i åen være gunstige i forhold til hurtig vækst. Et sidste mulig forklaring kan baseres på det faktum, at en undersøgelse af Liver Å-ørredens DNA har vist, at der stadig er et vist indslag af gener fra dambrugsørreder i genpuljen. Det kan stamme fra bækørreder, der for mange årtier siden blev sat ud i åen. Foreningen har ellers i rigtig mange år opfisket moderfisk fra åen og udelukkende brugt dem i avlsarbejdet, men altså uden helt at få udryddet generne fra dambrugsfiskene. Ørreder fra dambrug har også deres ophav ude i vandløbene, men mange ørredgenerationers avlsarbejde, hvor der ofte er fokus på hurtig tilvækst, kan have medført at netop den egenskab er blevet overført fra dambrugsfiskene til bækørrederne i Liver Å, som derfor vokser exceptionelt godt.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 4, 2024.
