Konkurrence gav penge til udsætningsarbejde ved Gudenåen

Da der blev afholdt Blanklaks-konkurrence ved Gudenåen lørdag den 5. april, blev der ikke bare fanget en række flotte laks. Der blev også skaffet et pænt beløb til kommende lakseudsætninger i åen.
Årets blanklaks-konkurrence ved Gudenåen blev afholdt af Lystfisk.dk i samarbejde med de lokale foreninger, der på dagen stillede deres fiskevand til rådighed.
Det kostede 300 kr. at deltage i konkurrencen, og de 200 kr. gik ubeskåret til Gudenåsammenslutningens udsætningsarbejde. Med i alt 137 deltagere, blev der derfor 27.400 kr. til kommende lakseudsætninger.
Juniorafdelingen i Lystfiskerforeningen AROS blev også rigere på dagen, da de havde fået opgaven med salg af mad og drikke. Det gav dem et pænt tilskud til kommende juniorture.
Prøv laksefiskeriet i Gudenåen
Vil du prøve fiskeriet i Gudenåen, kan du tjekke mulighederne for dagkort eller medlemskab hos de fire foreninger, der var medarrangører ved konkurrencen.
Det drejer sig om:
Fint resultat i en rigtig god sæson
Sidste år var laksefiskeriet i Gudenåen i lighed med flere af de vestvendte åer ikke særlig godt, men i år har det været helt på toppen med mange flotte laks på land.
Sådan var det også på konkurrencedagen, hvor der blev indvejet otte laks. Dagens største blev fanget af Michael Nøbbe, der indvejede en laks på 10,5 kg fordelt på kun 97 cm. Andenpladsen i konkurrencen gik til Tomme Gregersen med en laks på 8,2 kg, mens Per Kristensen løb med tredjepladsen.
Førstepræmien var et gavekort på 1000 kr. pr. kilo, så Michael Nøbbe kan nu solde for 10.500 kr. hos arrangøren Lystfisk.dk.