Pladsskifte gav storlaks ved Gudenåen
Gudenåen har givet mange laks de seneste uger, så Lasse Vigen fra Rødkærsbro tænkte, at det var tid til en tur til åen, da han sluttede sit natarbejde om morgenen. Det kom han ikke til at fortryde, for turen gav ham hans hidtil største laks fra åen.
Med sønnen i institution og konen på arbejde tænkte Lasse, at der var tid til at prøve lykken ved åen den 1. november, men på den første plads var der nu ingen fisk, der viste sig.
Vandstanden i åen var næsten en meter over normal, så det var svære forhold, og efter tre timer uden fisk valgte Lasse at skifte plads.
Skiftede til ny plads
Fremme på den nye plads i zone 5 mellem Bjerringbro og Ulstrup skete der hurtigt noget. Lasse hørte en plask nedstrøms og kunne overvære, at en anden fisker fangede og genudsatte en hunlaks på 83 cm.
Det gav fornyet blod på tanden, men efter endnu en time, hvor der ikke var sket noget, begyndte øjenlågene at blive tunge, så han valgte at give det 10 minutter mere, inden han skulle hjem og se dyner.
– Men der skulle kun bruges fem minutter, og så var kæppen satme ellers spændt for. Den startede meget roligt, men så stak den ellers også af nedstrøms, med flere udløb og spring. Efter noget sejt og tungt tovtrækkeri kunne jeg håndlande en prægtig camo-farvet hankønnet kampvogn med anhængertræk på 107 cm og 11,4 kg, beretter Lasse.
Lasses femte laks
Laksen huggede på en sort Flying Condom spinner og var Lasses femte laks ved Gudenåen. Han begyndte at fiske ved åen for 2½ år siden, da familien bosatte sig i nærheden.
Tidligere fiskede han mest kyst, men de nye muligheder i lokalområdet skulle selvfølgelig afprøves.