Klassefiskeri ved lakseåerne
Et hurtigt fangstfoto inden Mogens genudsatte sin flotte laks på 90 cm.
Alting får en ende – selv den værste tørkesommer i mands minde. Efter nogle regnfulde dage med køligt vejr genåbnede de store vestvendte lakseåer midt i august efter adskillige ugers fiskestop, og så eksploderede fiskeriet.
Der var åbenbart trukket mange laks op i åerne efter flere ugers fiskestop, og en del ”gammellaks” havde åbenbart glemt alt om spinnere, woblere og fluer. Så laks og havørreder gik frisk til stålet og lystfiskerne oplevede nogle dage med mageløst fiskeri. Blandt andet Karsten Bangsgaard, manden bag de to fine bøger ”Den nyudklækkede laksefisker” og ”Laksepremieren”, oplevede et storslåede fiskeri i Storå efter tørkepausen. Her følger hans fortælling fra en vild fiskedag ved Storå, som han sent vil glemme.
En uforglemmelig dag
Sådan en dag ved Storå får vi sikkert aldrig mulighed for at opleve igen – det var i hvert fald en vild oplevelse! Efter en meget lang varm sommer, hvor vandtemperaturen i Storå ikke lagde op til laksefiskeri, og hvor foreningerne til sidst så sig nødsaget til at lukke åen helt for fiskeri, var det den sidste uges tid blevet køligere, og Vestjylland var sågar blevet ramt af indtil flere kraftige regnskyl. Det havde fået vandstanden til at stige fra ’ekstrem lav’ til en normal sommervandføring, og dette vejrskifte med lavere vandtemperature til følge var årsag til, at der igen var givet grønt lys til at fiske i Storå. To dage tidligere var fiskeriet blevet åbnet ved Skjern å, hvilket havde medført nærmest laksepremiere-lignende tilstande.
Over sommeren har en epidemi af laksefeber spredt sig blandt laksefiskere i det ganske land, og som de fleste ved, kan denne ’feber’ kun kureres med laksefiskeri. Derfor var der fyldt godt op ved Skjern Å på denne ’anden premieredag’. Og de fleste blev ikke skuffede, for der var kommet rigtig mange laks i åen. Mere end 80 laks blev landet den første dag efter genåbningen af åen, og dette gjorde min faste fiskemakker Mogens og jeg til superoptimister, da vi tidligt om morgenen den 14. august drog fra Fyn mod Storå. For mon ikke, at den megen regn og derved vandstigning i kombination med mange ugers ro ved åen ville betyde, at der var en del laks at fiske efter ligesom ved Skjern Å? Et kig på fangsterne derfra viste, at mange grilse nu var vandret op i åen, og mon ikke, at billedet ville være det samme ved Storå?
Det var to måneder siden, jeg sidst stod ved Storås bred, så der skulle mere end et par kast til, før den værste laksefeber var rystet af mig. Vi var startet ved strækket, hvor den klarvandede Gryde Å løber ud i Storå, og til vores store overraskelse havde vi hele morgenen og formiddagen dette skønne stykke af åen for os selv. Da vores forventninger til fiskeriet havde været tårnhøje, var det dog lige så overraskende, at vi de første par timer ikke så skyggen af en fisk. Optimismen var ved at snige sig ud af kroppen, da et solidt hug på min spinner, fik den til at krybe tilbage ind under fiskekasketten. Det var en flot laks, der var blevet overlistet, og efter en forholdsvis kort fight med et solidt pres på fisken, fik jeg den ind i nettet. Efter en hurtig afkrogning plaskede den cirka 85 cm store laks friskt ud af mine hænder. Jeg havde spekuleret på, hvor friske disse laks ville være efter den lange, varme sommer, og om de høje vandtemperature havde svækket dem – denne laks var fuld af energi.
Efter yderligere et par timers fiskeri og to landede havørreder til Mogens, valgte vi at køre mod vest, for måske var de forventede mange laks længere nedstrøms. I denne forudsigelse fik vi ret, for efter tyve minutters fiskeri på det nye stræk havde vi haft fire laks og en havørred i nettet. Jeg tror, at vi ramte midt ned i et grilsetræk, for tre af laksene var på cirka 60 cm. Den sidste var en flot hanfisk på 90 cm, der sikkert var blevet pirret af det store indryk af smålaks. Efter dette kortvarige laksebonanza lagde der sig atter en stilhed over åen. Vi fiskede videre, men da heldet ikke længere tilsmilede os, valgte vi at gå tilbage til bilen, hvor en god kop kaffe og et medbragt stykke brunsviger (vi er jo fra Fyn) blev nydt.
Da man som os ikke dukker så ofte op ved åen, og da det ’kun’ var midt på eftermiddagen, ville vi besøge et sidste stræk. Vores tese var, at smålaksene var på vej opstrøms, så vi kørte bilen en halv kilometer længere op og pakkede for sidste gang denne dag fiskestængerne frem. To timer senere sad jeg i vandkanten og tog et billede af Mogens, der nænsomt løftede en flot laks ud af nettet. Endnu et 90 cm pragteksemplar. Forud var gået et par timer, hvor vi havde fornemmelsen af, at åen kogte, og vi mødte flere fiskere, der havde fanget mere end én laks. Jeg fik min femte laks, en flot en af slagsen på cirka 75 cm, mens Mogens på dette stræk fik tre, hvoraf én blev hjemtaget. Derudover blev han af mig denne dag døbt Mr. Seatrout, for han fangede i alt fem havørreder.
Da billedet af den flotte 90 cm store laks, og den stolte fisker var lagret i telefonens fotogalleri, førte Mogens laksen tilbage til åens vand, og ligesom med alle de andre laks vi fangede denne dag (bortset fra den hjemtagede naturligvis), plaskede den friskt ud af hånden tilbage til Storås magiske vand. Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at vi til fulde havde fået den oplevelse, som vi havde håbet på. Så selvom vi fornemmede, at der stadig var mange laks på strækket, og at vi næsten med garanti ville kunne have fanget flere, valgte vi at indstille fiskeriet. En uforglemmelig dag ved Storå sluttede derfor her. En dag hvor mange laksefiskere blev kureret for deres laksefeber, og hvor mange fik en unik fiskeoplevelse. Efter det lidt ’sløve’ forår med færre fangede laks end forventet, var det positivt at opleve, at åen var fyldt godt op med laks. Og så længe fiskere behandler laksene med omtanke under catch and release-fiskeriet, skal Storålaksen nok klare sig.
