Dansk laksedebut gav storlaks

20180514_193139.jpg Claes Harvald fangede sin imponerende danske debutlaks mod alle odds.

Den første danske laks er altid noget helt særligt og ikke mindst når den fanges under nærmest umulige forhold med varmt vejr og strålende sol – og et defekt topøje, som det skete for Claes Harvald for nylig ved Storå.

20180514_194308.jpg Lodsejerens søn agerer måleband ved siden af den imponerende fisk.

– Den 14. maj havde jeg min debut som laksefisker i Danmark. Jeg var inviteret til at fiske på et privat stykke af Storåen nær Idom, fortæller Claes Harvald.

Men vejret viste sig fra sin bedste side. Bare ikke, hvis man er lystfisker, for solen skinnede fra en klar himmel og temperaturen steg til hele 28 grader. Det holdt dog ikke Claes tilbage.

– Udstyret med en spinkel spinnestang og en 25g sort kondomspinner gik jeg i gang. I andet kast røg topøjet af, hvilket besværliggjorde fiskeriet. Men pyt, for i sjette kast fik jeg et drabeligt hug halvanden meter foran mig. Efter cirka 15 minutters kamp stod jeg med en smuk vildlaks i favnen. 103 cm og hele 11,4 kg. Sikke en debut, slutter Claes Harvald.