Perfekt premiere ved Varde Å
18 sølvblanke opgangslaks med en kæmpe på 16 kilo og 114 centimeter som topfisk gav en perfekt start på den nye sæson ved Varde Å - og stemningen var helt i top
Varde Å har en lidt tidligere opgang end de to andre store vestjyske lakseåer og som så ofte før startede det fine vandløb med at iføre sig den sølvfarvede førertrøje. På førstedagen blev det nemlig til 18 opgangslaks med Søren Porsgaards magnumlaks på 16 kilo og 114 centimeter som den markant største. Den faldt for en velfisket spinflue på zone 1, hvor de fleste opgængere i øvrigt blev fanget.
Den næststørste laks på 10,25 kilo fordelt på 100 centimeter blev dog fanget på zone 2 opstrøms Nørholm-stykket af fluefiskeren Christian Fjeldstad. Ud over de 18 opgængere blev der genudsat et tilsvarende antal kelt (nedfaldslaks), som også er blevet mere eller mindre blanke igen efter gydningen, samt et par havørreder. Andendagen gav yderligere tre trinde opgængere.
– Premieren faldt på en herlig forårsdag med syngende lærker og viber i luften, fortæller en glad Varde-formand, Kai Verner Lauridsen.
– Alle p-pladser var fyldt til bristepunktet og der var masser af hygge og god stemning ved åen.
Varde Sportsfiskerforenings medlemmer vedtog i øvrigt på generalforsamlingen for nylig, at døgnkort koster 500 kr. frem til den 1. maj, oplyser Kai Verner, som desuden er overbevist om, at hovedtrækket af de store forårslaks stadig er undervejs. En god vandstandsstigning eller en solid pålandskuling i kombination med lidt varmere vejr vil givetvis sende flere laks op i åen, forventer han.