Gaula-kurset: Bedst og billigst i Skandinavien
Danmarks Sportsfiskerforbunds ugekursus ved norske Gaula kører i år for 22. gang og behøver næppe nærmere præsentation. Det er nok det ældste, bedste, billigste og mest populære kursus i Skandinavien og den mest oplagte genvej til at lære kunsten at fiske laks med tohånds fluegrej. Og ligesom god vin bliver det bedre og bedre år for år.
Laksedrømme gennem 25 år
I 2017 kunne Danmarks Sportsfiskerforbunds årlige laksekursus i Norge fejre 25 års jubilæum. Læs den inspirerende jubilæmsartikel fra Sportsfiskeren 1, 2017.
Gaula-kurset foregår i uge 33, og du får adgang til to kilometer af Gaulas fineste og mest naturskønne fluevand fra venstre bred, hvor en række fristende og udfordrende pools er eksklusivt til rådighed for kursets 10 deltagere. Ved lavvande kan der også med fordel fiskes i valdets lange, smukke stryg.
Prisen er kun 4900 kr. for ophold og fiskeret – men dækker ikke transport t/r, mad, norsk fisketegn og desinficering.
De to mest erfarne instruktører i Danmark, Per Jørgensen og Orla Bertram-Nielsen, kender strækningen ud og ind. De har tilsammen mere end 75 års lakse-kundskab og har tilsammen landet knapt 700 laks laks. Nu kan deres store erfaring komme dig til gode – og der venter dig en helt unik oplevelse.
Op til 20 laks i kursusugen
Dine kastefærdigheder forbedres markant gennem daglig instruktion i overhånds-, rulle- og diverse speykast. Desuden er der fokus på alle de små, vigtige finesser som toptrimning af grejet, relevante affiskningsmetoder, ideelle skydehoveder, de stærkeste knuder og splejsninger, fluetyper og fluevalg samt krogning, udtrætning og landing – i teori og praksis.
Fra første færd bliver du guidet til valdets bedste pladser, hvor instruktørerne i ugens løb demonstrerer spændende fiskemetoder. Du får en fast makker, og I fisker selvfølgelig selv i døgnets bedste timer og vælger hver dag nye pools helt for jer selv. – De bedste år fanges der op til 20 laks i løbet af kursusugen.
Kurset har base i et hyggeligt og rummeligt folkehus med bekvem gåafstand til alle pools. Mange velkendte profiler som Svend Saabye, Lee Wulff og Göran Andersson har tidligere fisket her. Vi bor og spiser formidabelt, og der er indlagt flere hyggestunder i ugens løb for at sikre optimal trivsel – selv når laksene driller.
Derfor husker hundredevis af deltagere Gaula-kurset som en milepæl i deres karriere som laksefluefiskere. Nu får du chancen!
Mere info og tilmelding direkte hos instruktørerne Orla Bertram-Nielsen + 45 98 64 38 64 eller Per Jørgensen tlf. + 45 86 29 79 60 – bedst aften.