Forrygende sæson ved Lagan
Morten Saxtorph fra Brønshøj tager tit turen over Øresund og fisker laks i Lagan, og her efter sæsonafslutningen kan han konstatere, at det har været et år udover det sædvanlige.
I alt lykkedes det ham at fange 41 laks. Tre af dem vejede over 10 kg med den største på 12,5 kg. De fleste fisk vejede mellem 4 og 8 kg.
I de første måneder af sæsonen fik han 10 blanke laks, mens efteråret gav 31 laks. Morten anslår, at han i alt har brugt fire uger ved det sydsvenske vandløb. Uge 40 og 41 - de to sidste uger af sæsonen – holdt han ferie ved åen, hvilket gav adskillige laks på land.
De fleste af fiskene er fanget på spinflue, hvor et nyt mønster i sort og orange har været særlig giftigt.