Unik og mystisk fangst i Vejle Å
Da Lars Olsen, passioneret lystfisker i Vejle Å med forkærlighed for spin, smed den tigerstribede Rapala-wobler i åen den 21. september, havde han håbet på, at en af vandløbets mange havørreder ville lade sig provokere. Det skete ikke, men alligevel vil Lars alligevel huske dagen som noget helt særligt.
For wobleren blev taget i et kraftigt hug, fisken for enden af linen var ualmindeligt stærk – ”den trak som var den på vej ud mod Holtser Hage i fjorden” – og den hårde fight varede hele 20 minutter. Da den stærke og kompakte fisk endelig kom på land, lignede den alt andet end en havørred. Fisken mindede om en blanding af en steelhead og en dansk laks, men var helt sikkert ingen af delene. Den smukke hunfisk var 65 cm og vejede præcist 3 kg, og det skulle vise sig, at fisken er den første sølvlaks, der nogensinde er fanget i Vejle Å.
Mystisk oprindelse
Sølvlaks tilhører gruppen af Stillehavslaks, der har sit udbredelsesområde i Stillehavet og den klækkes i vandløb i USA, Japan, Rusland og Canada. Der var derfor god grund til, at Lars var i tvivl om arten. I ugerne op til hans fangst var der imidlertid fanget godt en snes sølvlaks i Horsens Fjord og nogle få på Djursland og i Gudenåsystemet, så fokus var allerede rettet imod netop den art.
Henrik Carl, biolog på Københavns Universitet og medforfatter til Det Danske Fiskeatlas, var ikke i tvivl, da han så fotoet af fisken. Sølvlaks var dommen, og han kunne tilføje, at DNA-analyser af nogle af de tidligere fangster i Østjylland havde fastslået med 100 %’s sikkerhed, at det faktisk er stillehavslaks, der er blevet fanget. Alle fiskene har været hunner, de har haft den samme størrelse, og så er de blevet fanget i et meget begrænset geografisk område. Det indikerer, at fiskene er undsluppet fra et havbrug. Der er dog – så vidt vides – ikke givet tilladelser til produktion af sølvlaks i danske havbrug, så oprindelsen er stadig lidt af et mysterium.
Havbrugslaks
Men at den kommer fra et havbrug er sikkert. Det underbygges af den skælanalyse, som Kaare Manniche Ebert, biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund, udførte på Lars Olsens fangst. Skællet viste, at sølvlaksen er kommet ud i saltvand, da den var cirka 15 cm lang, og det er den blevet i løbet af cirka 4-5 måneder. Den tilvækst er ikke mulig i et naturligt, dansk vandløb. Den er siden vokset cirka 5 cm mere det år. Andet år i havet er den også vokset cirka 20 cm og i år er den så vokset cirka 25 cm. Ud fra skællet er det umuligt at afgøre, hvornår den er sluppet ud af havbruget. Væksten har været god, lige indtil den blev fanget, og det kunne tyde på, at den er undsluppet fra havbruget relativ kort tid før fangsten.
Slut med sølvlaks
Siden Lars Olsens fangst har der ikke været flere meldinger om fangst af sølvlaks, men det kan skyldes, at de bliver forvekslet med andre laksefisk. Under alle omstændigheder så forventes det, at sølvlaksens tilstedeværelse i danske farvande slutter med udgangen af denne gydesæson. Sølvlaks dør nemlig – ligesom de andre arter af stillehavslaks – efter gydningen.
Hvis du hører om eller selv fanger en underlig laksefisk i den kommende tid, så kontakt Kaare Manniche Ebert.