Fangede begge kvotefisk på samme tur
I min grønne ungdom for det meste af et halvt århundrede siden fiskede jeg jævnligt sammen med naboen søn, Erik, og dennes jævnaldrende ven, Alfred. Jeg husker stadig, at Erik oplevede en gylden dag, hvor han fangede to pæne havørreder og ikke mindst en flot ”steelhead” på tre kilo. Det tre fisk tog alle en 12 grams Myr Toni spinner med guldske, som var datidens favoritagn. Det var stort dengang!
Takket være Alfred, som har deltaget på et par af Sportsfiskerforbundets kurser (og som hver sensommer har fanget grov havørred i en afsides norsk elv), er vi begyndt at mødes en gang om året til en fælles nostalgisk fisketur. Nogle gange ved Varde Å og i år for første gang ved Skjern Å, som var et nyt bekendtskab for begge de herrer.
Erik mødte frem med samme gamle ABU Atlantic tohåndsstang, som han fiskede med for mange år siden og minsanten om ikke også den selvsamme Toni-spinner sad for enden af linen – og det blev til en ny, gylden dag for ham. Mens Alfred og jeg ikke mærkede det mindste nap på vore fluer, landede Erik først en fin tre punds havørred og derpå en lille grilse.
Han hjembragte med andre ord begge sine kvotefisk på sin allerførste tur til Skjern Å.