16,6 kilo storlaks fra Bjerringbro
Gudenå brillerer igen, fortæller formand Jon Rose fra Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening: En umådelig flot hanlaks på 16,6 kg. og 119 cm. lang fanget af medlem Henrik Gyørkøs fra Laurbjerg på zone 4. - For at det ikke skal være løgn, fangede han en laks mere på 8,34 kg og 88 cm. på samme tur!
Det er ganske fantastisk fiskeri, vi oplever i øjeblikket, understreger en glad Jon Rose. - Jeg har også hørt, at der er taget en laks på omkring 10 kg. ved Kællinghølbroen af en lystfisker på cykel. Så han har en hård men herlig tur hjem. Jeg har ikke navn fangeren og endelig vægt på fisken endnu, slutter formanden.