Lystfiskercentrum ved Storå indvies
Holstebro og Omegns Fiskeriforening (HOF) har sammen med initiativrige folk fra Idom-Råsted borgerforening og huset Plexus i Idom indledt et nyt samarbejde. Målet er at skabe et lystfiskermiljø, som giver de bedste betingelser for en god oplevelse ved Storåen, fortæller formand for HOF, Gunnar H. Pedersen.
Har man behov for overnatning, fællesskab, mad og drikke og dagligvarer, er Plexus i Idom tænkt som en base under lystfiskeriet i Storå, uanset om det er for en enkelt dag, eller om der skal fiskes i flere dage. - Plexus ligger godt placeret i den lille landsby, Idom, der ligger omtrent midtvejs på den lange strækning, hvor HOF disponerer over store dele af fiskeretten vest for Holstebro.
Du skal naturligvis stadig være medlem af Holstebro og Omegns Fiskeriforening eller have et dagkort, før du må fiske i foreningens vand i Storåen. Begge dele kan fås i foreningens web-shop.
I Plexus åbningstid kan man ligeledes købe dagkort til HOFs vand. Al information om fiskeriet findes på HOFs hjemmeside. Oplysninger om det nye samarbejde finder man her.
De tre parter har haft et intenst forløb op mod premieren, uddyber formanden. Premieren markeres ved, at Kenny Frost d. 16. april kl. 20.00 kommer og fortæller om sine lystfiskeroplevelser og også giver et par fiskefiduser fra sig – altså en aften om fordybelse og færdigheder.
Arrangementet er gratis og alle er velkomne. Forud for dette arrangement er der mulighed for at deltage i en fællesspisning. Se nærmere på hjemmesiden, slutter Gunnar H. Pedersen.