Prisuddeling: Hvem fortjener hædersprisen og UNG-prisen 2024?

Bevar De Forhadte Vandløb I 2018 gik hædersprisen til gruppen bag Facebook-gruppen "Bevar de forhadte vandløb", som krævede beskyttelse af de små og værdifulde vandløb i Danmark. Foto: Søren Astrup Jørgensen.

Nu kan du indstille en person eller organisation til Danmarks Sportsfiskerforbunds priser hædersprisen og UNG-prisen 2024. Priserne uddeles for en særlig indsats for enten naturen eller dansk lystfiskeri.

Hædersprisen 2024
Hædersprisen tildeles for en særlig indsats på miljøområdet eller en særlig indsats for sportsfiskeriets interesse.

Prisen kan tildeles en person, persongruppe, forening eller sammenslutning. Den kan desuden tildeles en offentlig myndighed.

Med prisen følger 10.000 kr.

UNG-prisen 2024
UNG-prisen gives til en ung person eller gruppe af unge, der har taget initiativ til eller driver aktiviteter, som fremmer lystfiskeriet eller sikrer en rigere natur. Modtageren skal være medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Med prisen følger 10.000 kr., som skal bruges til den prisvindende aktivitet.

Hvert andet år uddeler Danmarks Sportsfiskerforbund hædersprisen til en person, gruppe eller organisation, der har ydet en ekstraordinær indsats på enten miljøområdet eller for sportsfiskeriets interesse. Det sker næste gang i forbindelse med forbundets kongres den 26.-27. oktober 2024. 

I år er en ny pris kommet til: UNG-prisen. Denne pris gives til en ung person eller gruppe af unge, der har taget initiativ til eller driver aktiviteter, som fremmer lystfiskeriet eller sikrer en rigere natur. Modtageren af prisen skal være medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund.

Den nye UNG-pris er iværksat af forbundets bestyrelse for at anerkende unge kræfter i forbundet.

– Der er brug for ung energi og ungt gåpåmod i vores arbejde for en rigere natur og et bedre lystfiskeri. Det gælder ikke mindst ude i lystfiskerforeningerne. Det vil vi gerne imødekomme med en særlig pris målrettet den yngre generation, siger Torben Kaas, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.

Send os din indstilling til hædersprisen og/eller UNG-prisen
I år kan du indsende forslag til modtagere af både hædersprisen og UNG-prisen. Du skal sende os din indstilling senest den 15. september per e-mail til Anne Holbæk på ah@sportsfiskerforbundet.dk. Skriv fulde navn på den nominerede sammen med en begrundelse for din indstilling.

De seneste modtagere af hædersprisen var:

2022: Mogens Flindt, biolog og forskningsleder ved Syddansk Universitet
2020: Stiig Markager, professor ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet
2018: Folkene bag Facebook-gruppen ”Bevar de forhadte vandløb”
2016: Biolog Jan Nielsen, DTU Aqua
2014: Biolog Finn Sivebæk, DTU Aqua, og Peter Henriksen, fiskebiolog og selvstændig rådgiver (ved indvielsen af Sportsfiskeriets Hus)
2012:  Grusbanden på Fyn
2010:  Åge Ebbesen, åmand i Silkeborg Kommune og gjorde meget for vandløbene.