Ingen ændringer i den daglige fangstbegrænsning på torsk i Østersøen
Lystfiskere må i 2021 fortsat kun hjemtage 5 torsk dagligt fra april til januar og 2 torsk i februar og marts. Danmarks Sportsfiskerforbund pressede på for 5 torsk per dag året rundt, og er derfor skuffede over resultatet.
Danske lystfiskere får desværre ikke lov til at fange flere torsk i Østersøen i februar og marts. Det står klart efter, at Miljø- og Fødevareministeriet i dag har offentliggjort de nye rammer for fiskeriet i Østersøen i 2021.
- Vi er naturligvis skuffede over, at det ikke er lykkedes at få hævet fangstbegrænsningerne i februar og marts, da vi mener, at torskebestanden i Østersøen godt kan klare, at man havde hævet lystfiskernes daglige fangstbegrænsning til 5 torsk per dag året rundt, siger Kaare Manniche Ebert, biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.
- Til gengæld lykkedes det faktisk fiskeriministeren at forhandle en ekstra kvote torsk hjem til erhvervsfiskerne. Set i det lys er vi noget skuffede over, at ministeren ikke har lyttet til vores ønsker og kæmpet vores sag, da det kan få stor betydning for det rekreative fiskeri. Her tænker jeg særligt på turbådene, der i forvejen er hårdt presset af begrænsningerne og nu skal igennem endnu en sæson med dårlige muligheder for at lokke gæster ud i februar og marts, forklarer Kaare Manniche Ebert.
Danmarks Sportsfiskerforbund vil frem mod 2022 fortsætte arbejdet for bedre vilkår for lystfiskerne i Østersøen, og blandt andet argumentere for en differentieret regulering, så eksempelvis Øresund, hvor torskebestanden har det godt, kan få en mere lempelig daglig fangstbegrænsning.