Sidste udsætninger i Brede Å
Den 4. maj 2020 var en historisk dag i Brede Å Lystfiskerforening. Da satte man nemlig for sidste gang ørreder ud i åen, og fremover skal de selv klare deres reproduktion.
Den første udsætningsplan for Brede Å blev lavet i 1982, og siden har Brede Å Lystfiskerforening hvert år udsat ørreder i åen. Dengang var miljøforholdene i åen mildt sagt elendige, og udsætningerne har i en årrække været helt afgørende for, at der har været en ørredbestand i åen.
Men i de senere år er der gennemført en række projekter med udlægning af gydegrus i de små tilløb, og da der samtidig er udsigt til flere større projekter både i relation til statens vandområdeplaner og foreningens egne samarbejdsprojekter med Tønder Kommune, vurderer foreningen, at det er tid til at stoppe udsætningerne og i stedet lade ørrederne klare tingene selv.
Der skal ske noget andet
– Vi har i mange år sat fisk ud, men hvis vi på nogen måde skal øge fangsterne, så skal vi gøre noget andet, for udsætningerne har gennem mange år ikke givet større fangster, fortæller Torben Hansen, der er næstformand i foreningen og formand for vandplejeudvalget. Han fortsætter:
– Vi blev derfor i vandplejen enige om, at eneste vej til at få flere fisk i åsystemet var at forbedre gyde- og opvækstområderne for den naturligt producerede yngel. Derfor konverterer vi nu pengene fra udsætningerne til gydegrus og skjulesten.
Fremgang på restaurerede strækninger
Foreningen har haft et fint samarbejde med Tønder Kommune, og der er blevet udlagt gydegrus og skjulesten på flere strækninger i tilløbene til Brede Å.
I forbindelse med ændringen af strategien søgte foreningen flere fonde om støtte og fik 65.000 kr., så man kunne indkøbe elfiskeudstyr. Dermed blev det muligt at monitere undervejs, så man kunne følge udviklingen. Den talte sit tydelige sprog, for der kom masser af yngel på de strækninger, hvor man havde forbedret forholdene.
De vilde fisk klarer sig bedre
I 2017 vedtog man i foreningen, at man ville udfase udsætningerne og i stedet satse 100% på selvreproduktion. Fisketegnsmidlerne til udsætningerne er derfor i stigende grad blevet konverteret til grus og sten, og nu er den sidste fisk så sat ud.
– Vi vil hellere skabe bedre levesteder for fiskene, end pumpe penge ud til udsætninger, der ikke giver bedre fiskeri. Vi kan også se fra vores egne elfiskeundersøgelser og fra undersøgelsen i Kolding Å, at de vilde fisk klarer sig væsentlig bedre og i langt højere grad vender tilbage for at gyde, slutter Torben Hansen.