Hvordan bevæger pighvarrer og ørreder sig rundt i Roskilde Fjord?
Lyt med, når seniorforsker Jon C. Svendsen fortæller om undersøgelsesresultaterne ved et arrangement på Frederikssund Museum den 22. november.
DTU Aqua har de senere år lavet undersøgelser i Roskilde Fjord, hvor pighvarrer og havørreder er blevet udstyret med elektroniske sendere, så det har været muligt at følge deres færden rundt i fjorden. Det er sket i tæt samarbejde med Gershøj Fritidsfiskerforening og Roskilde og Omegns Lystfiskerklub.
Seniorforsker Jon C. Svendsen er nu klar til at løfte sløret for undersøgelsernes resultater, når han holder foredrag på Frederikssund Museum den 22. november. Adressen er Færgegården, Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris.
Jon C. Svendsens oplæg har fokus på undersøgelserne af pighvarrer og ørreder i fjorden, og han fortæller bl.a. om det store arbejde, som de lokale foreningerne udfører for at forbedre fiskeriet i fjorden. Foredraget vil også belyse, hvad man kan gøre for at få flere fisk i Roskilde Fjord og afsløre, hvordan ørrederne oplevede den meget varme sommer i 2018.
På aftenen er museets udstilling ”Menneske og fjord” åben en time før foredraget. Entréen til udstillingen er inkluderet i foredragsprisen på 50 kr. Billetter kan købes i museumsbutikken eller på billetto.dk.