Mallen – gammel og ny fisk i vore søer
Med en maksimumvægt tæt ved 200 kilo er den europæiske malle Europas største art af ferskvandsfisk. Så stor bliver den dog ikke i Danmark, der klimamæssigt ligger på nordgrænsen af dens udbredelsesområde. Det er måske også forklaringen på, at den tidligere har levet i vore ferske vande, men igen er forsvundet.
DET MENER DANMARKS SPORTSFISKERFORBUND
- Det er mere end 200 år siden, at den sidste vilde mallebestand uddøde i Danmark, men fordi dens tilstedeværelse er veldokumenteret, så betragtes den i dag som en naturligt hjemmehørende art. Det betyder imidlertid ikke, at det uden videre er muligt at reintroducere arten, som det også nævnes i artiklen.
- Danmarks Sportsfiskerforbund støtter en forsigtig tilgang, hvor en eventuel re-introduktion af maller dels tager sit udgangspunkt i, at udsætningsmaterielt skal komme fra de nærmest beliggende vilde bestande og dels, at de udelukkende udsættes i den sø eller de søer i Susåsystemet, hvor de sidste vilde maller levede.
- Lige så vigtigt er det, at effekterne af udsætningerne følges nøje gennem en årrække. En positiv tilgang – eller det modsatte – til en senere gennemførelse af et større udsætningsprogram afhænger helt af resultatet af de indledende forsøgsudsætninger. For selv om ideen om et spændende mallefiskeri i dens tidligere udbredelsesområde i Danmark er tillokkende, så bør mallen kun reintroduceres, hvis det kan sandsynliggøres, at det ikke vil få store negative konsekvenser for økosystemet.
Den europæisk malle (Silurus glanis) er naturligt udbredt i store dele af Øst- og Mellemeuropa samt den sydøstligste del af Sverige og det sydligste Finland. Her lever den især i langsomt flydende floder og dybe søer. Den lever desuden naturligt i den vestlige del af Asien omkring Aralsøen, Det Kaspiske Hav og Sortehavet.
Mallen er udsat mange steder uden for det naturlige udbredelsesområde, herunder i det vestlige Europa, f.eks. Kroatien, Italien, Spanien, Portugal og England, samt flere andre steder i verden, bl.a. Tunesien, Syrien, Kina og Brasilien.
I modsætning til vandrefisken europæisk stør, som kan blive endnu større end malle, er mallen en art, der lever hele sit liv i ferskvand. Den er tilmed meget standfast. To undersøgelser har vist, at mærkede maller i floder bevægede sig inden for et beskedent område op til 1-1,5 km. Mallen kan tåle lavt iltindhold i vandet på grund af et meget højt indhold af hæmoglobin i blodet. Den er hovedsageligt nataktiv, men kan tilpasse sig til lokale forhold. Selv om mallen traditionelt betragtes som en rovfisk, der jager alene og kan forsvare et territorie, har man observeret grupper af maller, som opholder sig tæt sammen i længere tid. Hvorfor de udviser denne adfærd vides ikke. I de nordlige dele af mallens udbredelsesområde ophører den med at æde om vinteren.
Maller i Danmark
Mallens udbredelseshistorie i Danmark er lidt speciel. Fra knoglefund på stenalderbopladser ved vi, at mallen levede i Danmark i forhistorisk tid. Knoglefundene viser en østlig udbredelse på Fyn og især på Sjælland. Det passer med indvandring fra Ancylussøen – den periode hvor Østersøen var en ren ferskvandssø – efter sidste istid. Mallen har i perioden 8000-4000 år før nu været så almindelig i Østdanmark, at den blev fanget og spist af vore forfædre. Herefter forringede et betydelig koldere klima mallens levevilkår så meget, at den formodentligt næsten uddøde.
Kun ét sted i Danmark, i Sorø Søerne i Susåsystemet, har vi bevis for senere fund af maller. Skriftlige kilder fra 1600-tallet og frem til 1799 omtaler fangst af maller i især Sorø Sø. Det betragtes som den sidste naturlige forekomst af malle i Danmark. Senere fangster i Sorø Sø kan henføres til udsatte fisk. Om de sidste oprindelige maller uddøde naturligt, f.eks. som følge af ”den lille istid”, der herskede fra ca. 1300 og frem til ca. 1850, eller som følge af fiskeri og forurening, véd vi ikke. Men det er rimeligt at antage, at fiskeri og måske også forurening har haft en vis betydning.
Gennem de seneste ca. 20 år er der registreret maller betydeligt flere steder i landet end tidligere. Det er kun et mindre antal af disse fund, der kan henføres til udsætninger, godkendt af myndighederne.
»Skriftlige kilder fra 1600-tallet og frem til 1799 omtaler fangst af maller i især Sorø Sø. Det betragtes som den sidste naturlige forekomst af malle i Danmark«
Theis Dahm fra Viborg fangede tilbage i 2011 en malle på 140 cm og 16 kg i en mose på Silkeborg-egnen. Man troede ellers, at den europæiske malle var uddød i Danmark. Den sidste vildtlevende malle blev fanget i Sorø i 1799 – den vejede 18 kg.
Mallens fødevalg
Mallen er en dedikeret rovfisk, der især lever af andre fisk, men den æder også krebs, vandrotter, padder, ænder osv., når den kan komme af sted med det. Blandt fisk æder den alle de arter, den kan komme i nærheden af, inklusive andre rovfisk som gedde, aborre og ål, men typisk udgør karpefisk hovedparten af byttet. En undersøgelse har fundet, at maller også kan æde aborrernes ægstrenge. Fra Frankrig er der et eksempel på, at mallerne i floden Tarn har specialiseret sig i at æde duer, når de samler sig ved flodbredden for at drikke og vaske sig. En undersøgelse fandt endvidere, at maller kan gøre indhug i floders og vandløbs vandrefisk. Man kan med andre ord vente sig lidt af hvert af maller.
Konsekvenser af udsætning
Mallens betydning som rovfisk i økosystemer, hvor den er blevet udsat som ny art, er meget forskellig. I flere lande betragtes den som fremmed og uønsket, f.eks. i Italien. Mallen blev ved et uheld (den undslap fra en lystfiskersø) udsat i Po-floden i 1950’erne. I de første mange år mærkede man ikke meget til den, men fra omkring 1990 og ca. 20 år frem blev tæthed og biomasse af maller mere end 10-doblet. I samme periode faldt bestandene af en række hjemmehørende arter dramatisk. Flere af arterne forsvandt helt fra de undersøgte strækninger af floden. Den samme effekt på de hjemmehørende arter af karpefisk er fundet i den spanske flod Ebro, hvorimod en undersøgelse fra Frankrig viste få steder med markant påvirkning af den oprindelige fiskebestand.
I en tysk, uklar sø prøvede man at udsætte malle som biomanipulationsredskab med det formål at gøre indhug i de store skaller og brasen. De udsatte maller skulle bedre kunne gabe over den slags bytte end søens gedder og aborrer. Resultaterne viste dog, at mallerne spiste skaller af alle størrelser – ikke kun de store – og lidt overraskende fravalgte brasen. Det mest almindeligt spiste fødeemne var søens krebs.
Mallens fremtid i Danmark
I Danmark anvender vi i dag generelt det princip, at vi kun udsætter de arter af fisk i vore søer og åer, som fra naturens hånd hører hjemme i de pågældende vande. Endvidere anvender vi om muligt fisk af lokal oprindelse som moderfisk. Eksempler herpå er udsætning af laks og ørred.
Hvis man anlægger det samme princip over for udsætning af malle, vil det kun være i Susåens vandsystem, mallen skal genintroduceres. Her kan vi med en vis sikkerhed sige, at vi mennesker har haft andel i at mallen uddøde. Stenalderens mere udbredte forekomster på Sjælland og Fyn forsvandt ganske givet naturligt, og dén udvikling må derfor betragtes som en del af naturens dynamik – arter kan komme og arter kan forsvinde som følge af ændrede levevilkår, f.eks. klimaets udvikling. Da vi, som det var tilfældet med gudenålaksen, der er uddød og nu erstattes med laks fra Vestjylland, ikke kan genudsætte oprindelige maller i Danmark, skal moderfiskene i givet fald hentes fra en nærliggende bestand, som kunne være maller fra Sverige.
Vi véd af gode grunde ikke præcis, hvilken effekt genudsætning af maller vil få på fiskebestanden i Susåen. Men da Danmark som sagt er beliggende på nordkanten af mallens mulige leveområde, vil effekten ganske givet ikke være så kraftig, som det er set i nogle floder i Sydeuropa. Maller vil vokse meget langsommere end sydpå og bl.a. derfor ikke have den samme, markante effekt på sine omgivelser. Det er af den grund heller ikke sandsynligt, at mallen f.eks. vil kunne virke som et effektivt redskab til bekæmpelse af for store bestande af fredfisk i uklare søer, som det ønskes ved biomanipulation. Men hvis det fremtidige klima i Danmark bliver varmere end nu, vil den situation kunne ændres. Det må derfor være en forudsætning for en eventuel genintroduktion af mallen i et større dansk vandområde, at effekten heraf bliver grundigt overvåget i de efterfølgende år.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 3, 2018.
