Bekymring for brakvandsgedderne på Møn
På to ture på Stege Nor fandt Dennis Skou over 100 døde gedder, og det var tydeligt, at det var sæler, der havde været på spil.
Gennem de seneste uger har flere lystfiskere fundet døde gedder, når de har fisket på Stege Nor. Fælles for dem har været, at maveregionen er bidt væk, mens hovedet og den øvrige krop stort set ikke er rørt, og der er næppe tvivl om, at det er den spættede sæl, der har været på spil.
Den 22. februar blev problemet tydeliggjort, da lystfisker Dennis Skou sammen med Kim Kær Hansen, der er formand for Klintholm Havn Fiskeriforening, havde et tv-hold fra TV2 Øst med på noret. Her fandt de igen mange døde gedder, og Dennis Skou fortalte om sin bekymring for geddebestanden.
Manglende gydesucces
Blandt mange brakvandsgeddefiskere er der en stigende bekymring for bestandens udvikling, og det skyldes ikke kun, at sælerne lige nu går hårdt til bestanden. Det skyldes også fraværet af mindre gedder, hvilket tyder på, at der gennem flere år har været ringe gydesucces. Det kan på lidt længere sigt have alvorlige konsekvenser for bestanden.
Det betyder dog ikke, at det er umuligt at tage på noret og få held med fiskeriet. Nick Nordahl Wallem, der guider for Mønbådene, fortæller således, at to tyske turister havde 16 gedder oppe til afkrogning, da de fiskede på noret søndag den 25. februar.