Det kan du opleve i marts 2024
Marts byder både på fiskekonkurrencer, temaaftener og grejauktioner. Her får du en oversigt over månedens tilbud.
Vi har samlet en oversigt over konkurrencer og arrangementer, der finder sted i løbet af marts 2024. Månedens tilbud spænder vidt fra kystkonkurrence på Sjælland over å-premiere på Fyn til vandplejeaften på Bornholm. Tjek alle tilbuddene her.
2. marts: Odense Å og Fjord premiere
Odense Å Sammenslutningen inviterer til den traditionelle åbning af fiskesæsonen med fiskekonkurrence lørdag den 2. marts 2024, kl. 7-13.
Premierekortet til konkurrencen sælges i grejforretninger i Odense og Svendborg.
Der er præmier for de fem største ørreder, den først indvejede ørred, en præmie for dagens flotteste ørred, en dame/pige-præmie samt juniorpræmier og lodtrækningspræmier.
Læs mere om konkurrencen her.
2. marts: Fiskegrejsloppemarked i Korsør
Dansk Grejsamler Klub inviterer til loppemarked i Korsør lørdag den 2. marts, kl. 10-15. Det foregår på Storebælt Camping og Feriecenter, Storebæltsvej 85, 4220 Korsør.
Du kan både deltage som køber og sælger.
Læs mere om arrangementet her.
6. marts: Fiskeringens Grejauktion i Holte
Fiskeringen inviterer til grejauktion i Nærum Fiskeklubs lokaler onsdag den 6. marts, kl. 19.00. Der er mulighed for gennemsyn fra kl. 18.15. Adressen er Skovlyskolen, Borgmester Schneidersvej 40, 2840 Holte.
Læs mere om auktionen her.
6. marts: Temaaften med Kysthjælper om det frivillige arbejde med naturforbedring i Horsens Fjord
Kom til temaaften med Danmarks Sportsfiskerforbunds projekt Kysthjælper om miljøet i Horsens Fjord og det frivillige arbejde for en sundere fjord med bedre levesteder for fisk, dyr og planter. Arrangementet foregår i mødesalen på Horsens Bibliotek kl. 19-21.
Tilmeld dig her
6.-9. marts: Session på Bornholm
Gordon P. Henriksen, Frederik Laks Lorentzen, Joel Alter mfl. inviterer igen til Session på Bornholm med masser af samvær, sjove indslag og fiskeri.
Arrangementet starter onsdag den 6. marts, kl. 13.00 med burgere, øl og fiskeri på en kystplads udvalgt efter vindforholdene. Der sluttes af fredag med middag kl. 19.00 på Svaneke Bryghus.
Yderligere info og tilmelding her.
15.-17. marts: Kystcup på Sjælland
Aktiv Fritid i Køge inviterer til stor kystkonkurrence med Sjælland og Øerne som konkurrenceområde.
Konkurrencen starter fredag den 15. marts, kl. 00.01 og slutter søndag den 17. marts, kl. 13.00.
Konkurrenceregler, præmieliste og oplysninger om tilmelding finder du her.
20. marts: Temaaften om Isefjordens havørreder
Fishing Zealand sætter fokus på Isefjordens havørreder ved en temaaften, der afholdes onsdag den 20. marts, kl. 18.45-22.15 i Skibby Fritidscenter. Indlæg ved biolog Peter W. Henriksen, Rune Hylby fra Grusbanden, fiskeplejekonsulent Bjarke Dehli, vandplejer Kalle Ludvigsen og lystfisker Lars Juel Hansen.
Det er gratis at deltage. Max. 60 deltagere. Tilmelding på mail.
Læs mere om temaaftenen her.
21. marts: Vandplejemøde på Bornholm
Vandpleje Bornholm inviterer til en aften, hvor du kan blive klogere på vandplejearbejdet på Bornholm. Det afholdes på Svaneke Vandrerhjem torsdag den 21. marts, kl. 18-20. Indlæg ved fiskeplejekonsulent Finn Sivebæk, biolog Kaare Manniche Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund, biolog Tine Egedal fra regionskommunen og Frederik Tolstrup fra Landbrug & Fødevarer.
Det er gratis at deltage. Tilmelding på mail til Bjarke Borup.
Læs mere om arrangementet her.
28.-29. marts: Aabenraa Ørreddage
Sportsfiskerforeningen Aabenraa afholder ørreddage i påsken torsdag den 28. marts og fredag den 29. marts. Det er 54. gang, konkurrencen afholdes, men som noget nyt nu over to dage.
Læs mere om køb af deltagerkort mv. her.
29. marts: Ørreddag på Bornholm
Ørreddagen på Bornholm afholdes som vanligt langfredag i påsken. I år altså fredag den 29. marts.
Prisen for at deltage er 100 kr. Læs alt om konkurrencen her.