Kjeld Hillingsø: Et liv i snørens broderskab

Stryn-elven, 1992

– Det første billede er fra Stryn-elven i Norge i august, 1992. Fra højre mod venstre er det prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg, sportsjournalisten Børge Munk Jensen, prins Richards søn, prins Gustav, min søn Jens og jeg selv, forklarer Kjeld.

– Prins Richard, Gustav, Jens og jeg boede i en vidunderlig gammel bjælkehytte deroppe og havde fisket i et par dage uden at fange nogle laks, men havde dog fået en del havørreder på helt små fluer. Så kom Børge, også kendt som CIM, når han skrev om sport og fiskeri for Berlingske Tidende og B.T., eller Onkel Bøvs mellem meget nære venner, pludselig på besøg deroppe. Da han hørte, at vi ikke havde fanget nogle laks, så sagde han straks: "Jeg tager ud og fanger en!" Vi drillede ham lidt med, at han jo ikke engang kunne kaste fluen ud i vandet, men han sagde, at han nok skulle klare det med sin spinnestang.

– Børge kørte lidt længere op ad elven, end der hvor vi var, og der fandt han en lille sandbanke, han kunne stå på for foden af en klippe. Her stillede han sig op og kastede 100 meter ovenfor et vandfald. Laksen, som vejede 8 kg, huggede og han fik på mirakuløs vis landet den med sin udfoldelige Hardy-gaf og slæbt den tilbage op ad klippen. Så kom han kørende tilbage på landevejen med hornet i bund hele vejen ned og over eleven. Efter vi havde taget billedet, hyldede vi naturligvis hans bedrift. Så det var en vældig dag, fortæller Kjeld.

Sønnen Jens går igen på mange af fotografierne, der ligger på bordet. På et fotografi fighter han en laks, mens sneen falder omkring ham. På et andet står han stolt og viser en nyfanget havørred frem for kameraet. Det var Jens, som nu er klinikchef på Rigshospitalet, der i slutningen af 1970’erne nedlagde dogmet, at nu skulle far og søn kun fiske med flue. Fluefiskeriet er især blevet dyrket langs Skjern Å.

Et tilløb til Skjern Å, 2001

– Åen her er et tilløb til Skjern Å. Det er en fremragende lille ørred-å, som ingen fisker i, fordi alle går ned og fisker i Skjern Å. Det er lige ovenfor det sving, der hedder Albæk svinget – et meget, meget kendt laksesving i Skjern Å. Det er der, man kan få de store fisk, hvis man er heldig. På billedet ses min absolutte yndlingsmåde at fiske på: Krybende frem langs små åer. I sådan nogle små åer kan man fange meget store fisk, hvis man ved, hvor man skal putte fluen hen. Om man kunne fange noget i den der lille kanal, det kan du se her, siger Kjeld og viser et billede af sig selv iført stort smil og med to flotte ørreder foran sig.

– Jeg startede med at fiske i Skjern Å tilbage i 1947. Min far var handelsrejsende på det tidspunkt, så han satte mig af ved åen, så jeg kunne fiske nogle timer, mens han forsøgte at sælge kaffe. Jeg fangede ikke nogen laks eller havørreder, men jeg fangede alt muligt andet. Siden 1947 har jeg fisket mindst én gang om året i Skjern Å. Jeg fiskede i den øverste del oppe ved Arnborg, og jeg fangede alt muligt – bækørreder, stallinger, strømskaller, aborrer og regnbueørreder. Det var vidunderligt. Men ikke før 1963 fik jeg min første blankfisk på tre kilo en morgen, hvor tågen lettede. Så fiskede jeg videre op gennem årene, og først i 2011 fik jeg den første laks. 64 år tager det altså at fange en laks i Skjern Å, siger Kjeld.

Far og søn tager stadig to ture til Skjern Å om året – en om foråret og en om efteråret. Ifølge Kjeld begyndte Jens allerede i 1980’erne at klage over, hvor langsom Kjeld var blevet.

– Jeg frygtede, hvad der så ville ske, når jeg blev helt affældig, men der må jeg sige, at han nærmest bærer mig igennem og sørger for alt, så jeg også får fisket lidt.

Sunds Å, 2003

– Det her billede er taget ved Sunds Å, som ligger lidt uden for Herning. Strækket her er et privat stykke vand på 500 meter, hvor der går både stallinger og bækørreder. Og der er fisk på krogen i det her øjeblik, siger Kjeld og smiler.

– Jeg kendte en biolog fra Aage V. Jensen Naturfond, og vi havde fiskeriet som fælles interesse og fiskede derfor forskellige steder sammen. Han var blandt andet nede og besøge mig, da jeg arbejdede i Karup, hvor vi havde en del af Karup Å på det militære område. Efter jeg blev pensioneret i 1995, blev jeg Forsvarsministeriets jagtbestyrer, og det var i den forbindelse, at vi var blevet inviteret op til Sunds Å. Det er helt vidunderligt at fiske deroppe.

Årene har ført sine begrænsninger med sig, og selvom Kjeld, med sine egne ord, "stadigvæk kan bevæge mig ned langs åen iført en fiskestang", så er det ikke på helt samme adrætte måde som før.

– Det er en af de forfærdelige ting ved at blive gammel: du kan sagtens komme ned og knæle, når du fisker, men problemerne opstår, når du skal op igen. Det går an, når man har små fisk på. Men hvis man skal bevæge sig længere væk, så er det en god idé at kunne komme hurtigt op. Og det kniber lidt. Så små fisk, knælende. Og så store fisk på lang afstand med en tohånds-stang. Og med vinklet underhåndskast er det ikke så svært at dække åen.

En svensk sø tæt på Örekilsälven, 2009

– Det her er et skønt billede, siger Kjeld, da han tager det næste fotografi frem fra bunken. Han har ret. Billedet er et studie i lystfiskerdramaturgi: den stille svenske skovsø med de rolige åkander på det dybblå vand står i skærende kontrast til det store plask små 25 meter ude, hvor fisken netop har været fri af vandet og nu skal kæmpes ind på den spinkle fluestang.

– Søen ligger i Sverige tæt på Örekilsälven, hvor jeg var oppe med blandt andre Uffe Ellemann-Jensen. Han og jeg havde hver fanget en havørred på et par kilo, og de andre fangede nogle smålaks. Da vi så havde fisket åen igennem, så mente de, at vi skulle fiske i den her sø. De andre havde sejlet i båden, som man kan se på fotografiet, og havde ikke rigtig fanget noget. Jeg stod langs bredden og kiggede på vandet, og pludselig opdagede jeg, at ørrederne kørte rundt langs kanten. Jeg ventede, til stimen kom forbi, og så kastede jeg ud efter dem og fik en regnbueørred på fire kilo.

Mens Kjeld henter kaffe i køkkenet, kigger en af børnebørnene, Rebekka, som var kommet for at drikke kaffe med Pylle, ind i stuen. Hun spørger, hvad vi laver, og jeg siger, at Kjeld fortæller historier om fisk.

– Farfar har rigtig mange gode fiskehistorier, og de bliver faktisk kun bedre og bedre med årene, griner Rebekka.

Kjeld overhører hende, da han kommer tilbage fra køkkenet.

– De behøver ikke at være sande, så længe de er morsomme, siger han. Tilbage ved stuebordet finder Kjeld det seneste fotografi frem.

Charlottenlund Fort, 2019

– Det er mig med min fiskekammerat Niels, som dengang var otte år. Niels bor sammen med sine forældre her på vejen, og billedet er fra maj sidste år, hvor vi er nede ved stranden foran Charlottenlund Fort for at fiske hornfisk. Jeg gik dernede og opdagede, hvor tæt fiskene var på land, så jeg skyndte mig tilbage og mobiliserede Niels. Det foregik på den måde, at hvis hornfiskene ikke var inden for Niels’ kastevidde, så kastede jeg ud og gav ham derefter stangen. Så fangede han fiskene. Vi havde en time, indtil badegæsterne begyndte at presse os væk, og på den time fik vi ti hornfisk, fortæller Kjeld.

– Da Niels’ forældre flyttede herud for to-tre år siden, så fik jeg fortalt, at han var meget interesseret i at fiske. Så konverserede vi og blev enige om, at det måtte vi forsøge. Vi har fisket flere gange forgæves – vi har blandt andet fisket i Nivåen, i Skovshoved Havn og nede ved fortet uden held, men den dag i maj sidste år var den store dag.

– Og så har vi arbejdet os frem, så han nu kan klare en spinnestang alene. Men vi skulle jo bringe projektet videre, så her til jul, der fik han et fluesæt, bestående af, hvad jeg kunne skrabe sammen. Åerne har jo været lukket, så vi har øvet kast på plænerne inde i skoven, og han måtte indrømme overfor sine forældre, at det er vanskeligt. Jeg har sagt til ham, at når tiden kommer, så bliver vi nødt til at finde nogle småstrømme. Så må vi glemme alt det der med skole og sådan noget. Den er han helt med på, men hans forældre tager lidt afstand fra ideen, siger Kjeld med et let undertrykt smil.

Kjeld er overbevist om, at hans ven Niels bliver en stor fisker. Han kan genkende noget i Niels, som minder ham om den fem-årige Kjeld med fiskestangen i Aarhus Å.

– Det var fascinationen af, at der var noget nede i vandet, som skulle op og undersøges nærmere, der drev mig til at blive lystfisker, fortæller Kjeld.

– Det der betyder noget, når det kommer til fiskeriet, og det, der er altdominerende for mig, når jeg er ude, det er kontakten med naturen. Det er mystikken og fascinationen. Mange gange ved du jo ikke, hvad der sker, og så får du pludselig nogle kolossale overraskelser. Som da jeg fik en meget stor laks på 124 cm oppe i Sverige. Det var fascinerende at bringe den fisk op, som det altid er, når man får overlistet en fisk.

Selvom der de seneste år er blevet længere mellem fisketurene, så er Kjelds lystfiskerliv langt fra forbi. Gode venner er gået bort og med dem nogle af traditionerne. Men Kjeld håber at komme mere ved de jyske åer i år. Han vil dog ikke være at finde langs Skjern Å på laksepremieren den 16. april, da han er inviteret til rund fødselsdag hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

Planen for Kjelds egen fødselsdag er at leje en kutter, fylde den med venner og familie og sejle ud på Øresunds natdunkle blå for at fange torsk. Der bliver næppe lejlighed til at finde fluestangen frem på den tur, men Kjeld afviger gerne fra sit og Jens’ dogme om kun at fiske med flue. Regler er til for at blive brudt, og det vigtigste er trods alt glæden ved at bruge en dag i snørens broderskab.