Torben Brodersen: 200 laks og havørreder på 200 forskellige spinnere
Torben Brodersen fra Esbjerg er kendt som manden med de mange hjemmelavede spinnere, der ikke bare er fantasifulde, men bestemt også kan fange fisk. For fem år siden havde han fanget 100 laks og havørreder på 100 forskellige spinnere, og her i efteråret nåede han en ny milepæl, da han rundede fisk nummer 200 fanget på 200 forskellige spinnere. Læs her om hans metode og se et udvalg af hans kreationer.
Når Torben Brodersen fisker i sit hjemmevand i Varde Å, sidder der altid en af hans hjemmelavede spinnere for enden af linen. Du skal ikke kigge længe i hans grejboks for at se, at der ikke er tale om masseproducerede typer fra de gængse producenter, men derimod unikke modeller skabt med et hav af forskellige fantasifulde materialer, man ikke normalt forbinder med fiskegrej. Du vil nemlig se alt fra legofigurer over julemænd til tandkroner, for nu blot at nævne nogle af hans mange ingredienser.
At Torbens spinnere – uanset deres mangeartede udformninger – er i stand til at fange fisk, taler hans resultater deres tydelige sprog om. Her i efteråret rundede han nemlig fisk nummer 200 fanget på 200 forskellige spinnere. Og med fisk taler vi her om laks på mindst 70 cm eller havørreder på mindst 50 cm.
Tag på kursus med Torben Brodersen
I samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund afholder Torben Brodersen Spinnedag i Sportsfiskeriets Hus d. 27 maj 2023.
Der vil være foredrag, frokost, spinnebyg og mulighed for at prøve de hjemmebyggede spinnere i Vejle Å, der løber lige ved siden af huset.
Følg Torben Brodersen på Facebook.
Metoden er vigtig
Men når så mange forskellige spinnere alle kan give fisk, handler det også om, at Torben fisker dem på en bestemt måde, som sikkert har væsentlig større betydning end selve spinneren.
Fælles for hans spinnere er, at de er meget lette. De vejer typisk 5-6 gram, og fidusen er, at han bruger et lod på 15-20 gram til at få dem helt ned til bunden, for det er nemlig der, det sker. Torbens rig består af en tregangssvirvel med et stykke nylonline på 20 cm ned til loddet og et andet stykke nylonline på cirka én meter ud til spinneren.
Fisker tit opstrøms
De lette spinnere er meget levende i vandet, og ikke mindst opstrøms kast er effektive.
– Jeg kaster tit opstrøms og lader lod og spinner synke helt til bunds. Når jeg tager den ind, laver jeg spinstop, og det er tit der, hugget kommer, forklarer Torben.
De kreative spinnere ender på ”plejehjemmet”
Torben har en stor tavle, hvor alle 200 spinnere har fået plads. Han kalder det for ”plejehjemmet”, for når en ny spinner har vist sit værd og givet en god laks eller havørred, får den en plads på ”plejehjemmet”, og det er så slut med at fiske mere med den.
Vi har fået Torben til at udvælge og beskrive seks af de 200 spinnere, så se her, hvor kreativt det kan gøres og stadigvæk give store laks og havørreder.
Grislingen
Kroppen på spinneren er en plasticfigur, der forestiller Grislingen fra Peter Plys. Jeg fandt den på et loppemarked, og den fik sin debut i år ved Varde Å, hvor et kast skråt nedstrøms udløste hugget fra en springlaks på 80-85 cm.
Julemanden
Julemanden lavede jeg første gang i 2018. Siden er den kommet i flere udgaver, for den første blev helt smadret. Den gav nemlig først en række små havørreder, inden det lykkedes at fange én på 70 cm.
Kuglepennen
Kuglepennen har jeg lavet i flere varianter. Den seneste fra i år nåede jeg kun at lave to kast med, før den kom på plejehjemmet, for så udløste et spinstop hugget fra en laks på 90-95 cm.
Nemo
Nemo-figuren fandt jeg i en BR-legetøjsbutik, og jeg tænkte, at det må være oplagt at fange en fisk på en fisk. Jeg har skåret i bladet, for det bremser den ved opstrøms kast. Det var netop ved sådan et kast, at en havørred på 60-65 cm huggede efter et spinstop inde langs kanten under en busk.
Lego-gulerod
Lego-guleroden er fra 2019. Det er en Legoklods, der er udformet som en gulerod. Jeg har så boret hul igennem den og brugt den som krop på spinneren. Faktisk fandt jeg den på en McDonald's-restaurant i Tyrkiet, hvor den fulgte med en børnemenu. Jeg måtte dog lige købe en ekstra menu, før jeg var heldig at få guleroden. Ude ved åen gav den en havørred på over 70 cm.
Guldkronen
Fisk nummer 200 kom i år i august på en ganske særlig spinner, som jeg er sikker på er den dyreste i verden. Der indgår nemlig en ægte guldtandkrone i den. Den har nu ikke kostet mig noget, for min tandlæge – som også hedder Torben og også fisker – gav mig den og bad mig lave et par stykker, så han også kunne få en. Spinneren gav en laks på cirka 80 cm. Den blev fanget kun en dag efter, jeg havde fået laks på Grislingen, og i nøjagtig samme hul.