Kom til Havnecup lørdag d. 30. oktober
Nu har du igen mulighed for at dyste med i den efterhånden traditionsrige Havnecup. Lørdag den 30. oktober inviterer den nye Fiskeklub København nemlig til havnecup langs Hovedstadens bolværk og moler. Det koster kun 50 kr. at deltage – og der er både lækre præmier og havnehygge på Ofelia Plads på programmet.
Tilmelding, regler og præmier
Du kan tilmelde dig Havnecup 2021 her.
Konkurrencen starter kl. 7.00 og slutter kl. 15.00.
Dagens længste torsk vinder konkurrencen, og der vil være præmier til de tre længste samt en lodtrækningspræmie.
Du kan desuden også deltage i fotokonkurrencen og affaldskonkurrencen, hvor der også er præmier på højkant.
Nærmere information om program, konkurrenceområde og regler for udstyr finder du via tilmeldingslinket eller Facebook-eventet.
Er du Københavns skrappeste torskefisker? Det kan du få svar på lørdag d. 30. oktober, hvor Hovedstadens helt nye fiskeforening, Fiskeklub København, inviterer til Havnecup 2021 i samarbejde med Danmarks Sportsfiskerforbund, By & Havn, Plastic In the Basket, Fiskeekspressen og Foreningen Ofelia Plads.
Sidste år var det Anders Mikkelsen fra guidevirksomheden Fishing In Copenhagen, der sammen med Danmarks Sportsfiskerforbund, stod bag konkurrencen – men i år er værtsrollen givet videre til Fiskeklub København.
- Vi er taknemmelige for at have fået mulighed for at føre Havnecuppen videre og glæder os helt vildt til at byde en masse glade lystfiskere velkommen, siger Marie Brandt, medstifter af Fiskeklub København.
- Sidste år var konkurrencen ramt af Corona, hvor vi måtte fiske hver for sig, så i år glæder vi os til at kunne samle folk til præmieoverrækkelse og havnehygge på Ofelia Plads i løbet af eftermiddagen, hvor der blandt andet vil være musik, øl, kaffe og snacks.
Det koster 50 kr. at deltage og der er både præmier til 1., 2. og 3. pladsen – samt en lodtrækningspræmie, en fotopræmie og en helt særlig præmie, en BioHut, til den der samler mest affald sammen på dagen og afleverer det hos Plastic In The Basket-drengene på Ofelia Plads.
Respekt for torsken
Som mange nok har bemærket, er der netop blevet offentliggjort nye regler for torskefiskeriet fra 2022, da situationen for torsken i den vestlige del af Østersøen er alvorlig. De nye regler omfatter blandt andet en daglig fangstbegrænsning på en torsk per dag i de nye år – og Fiskeklub København opfordrer til, at man allerede nu fisker efter næste års regler.
- Som reglerne er nu, kan man i princippet hjemtage 5 torsk per dag – også til havnecuppen. Men vi opfordrer kraftigt til, at man allerede nu følger de nye retningslinjer og fisker med respekt for torsken og altså maksimalt hjemtager en torsk. Det er desuden også muligt at deltage i konkurrencen på catch and release basis – da man blot skal affotografere torsken sammen med et målebånd og sende fotoet ind til os, fortæller Marie Brandt.
Desuden har fiskeklubben allerede udgivet en mini-guide til god håndtering af torsken. Den indeholder blandt andet råd om brug af net, håndtering af fisken over vand og genudsætning – så man kan vise god torske-karma.
Fiskeklub København
Fiskeklub København er Hovedstadens helt nye fiskeklub. Klubben er stadig i opstartsfasen og forventer at åbne for tilmelding inden udgangen af 2021. Bag klubben står blandt andre Marie Brandt og Andreas Findling-Rottem.
Vil du vide mere og holde dig opdateret om Fiskeklub København, kan du allerede følge dem på Facebook og Instagram.
Fiskeklub København?
Som beskrevet er det den helt nye Fiskeklub København, der står bag årets Havnecup – og hvis du ikke har hørt om dem før, skal du ikke undre dig for meget. For klubben er stadig i sin helt spæde start og Havnecuppen er deres første arrangement nogensinde.
- Vi er stadig i opstartsfasen og mangler fortsat at få en masse detaljer på plads omkring klubhus, aktivitetskalender, kontingent, osv. Men vi arbejder på højtryk og glæder os helt vildt til at fortælle mere til Havnecuppen d. 30. oktober, hvor vi forhåbentlig kan løfte sløret for lidt flere detaljer. Vores drøm er at skabe et fælles rum og et fedt fællesskab om lystfiskeriet i og omkring København, hvor alle skal føle sig velkommen, fortæller Marie Brandt.
- Det vil i første omgang blive en klub med fokus på fællesskab, hvor vi skal mødes om en masse sjove, hyggelige og inspirerende aktiviteter og arrangementer. Men på sigt er målet også at kunne stille faciliteter til rådighed, f.eks. i form af både eller fiskevand, og så vil vi også gerne have en aktiv politisk stemme i København og tale lystfiskernes sag i Hovedstaden, slutter Marie Brandt.