Sådan fanger du karper på brødflue
Efter blot tre kvarter i bilen fra sin bopæl på Amager står Morten Nielsen ude ved Lammefjordskanalerne. Her var det tidligere gedderne, det handlede om, men i dag er det i høj grad karperne, der er hans mål, når han sender sin brødflue ud med fluestangen. Læs her, hvordan han har haft held med sit fiskeri.
Morten Nielsen bor på Amager, men som medlem af Odsherred Sportsfiskerforening har han adgang til at fiske i Lammefjordskanalerne, og det tager ham blot tre kvarter i bilen ud ad Holbækmotorvejen at nå ud til fiskevandet.
Gennem flere år var det fluefiskeriet efter gedder, der fik ham afsted, men under geddefiskeriet spottede han tit nogle af de mange karper, der holder til i kanalerne rundt om den inddæmmede Lammefjord.
Morten vidste, at det var muligt at fange karper på brød, så han tænkte, at det måtte være muligt at binde en flue, der havde så stor lighed med et stykke brød, at han kunne lokke karperne til at tage den.
Brødfluen
Morten binder fluen på en Gamakatsu F-314 krog i str. 4. Han binder kroppen ind med dubbingløkker.
Materialerne er Angora Goat i farven creme og nogle maraboufjer i farven tan. Bagefter klipper han materialet i facon som et stykke brød.
Øverst binder han to stykker skum for at give opdrift. Det øverste er orange, så fluen er lettere at skelne fra de rigtige brødstykker.
Fandt de rigtige materialer
– Jeg havde hørt og læst lidt om dapping af karper med brød i overfladen og tænkte derfor, at en flydende brød-imitation kunne være vejen frem, fortæller Morten.
Han satte sig derfor til fluestikket for et par år siden og gik i gang med at eksperimentere med forskellige kroge og materialer for at få den bedst mulige efterligning af et stykke brød.
– De første par forsøg gav ikke det bedste resultat, da det blandt andet var svært få tilstrækkelig fylde på fluen, især når den blev våd. En dag stødte jeg dog lidt tilfældigt på dubbing-materialet Angora Goat, der havde en tilpas stivhed og den helt rigtige farve, og blandet med fibrene fra et par Marabou-fjer gav det den ønskede effekt og har siden vist sig rigtig effektiv, fortæller han.
Godt med høj sol og blå himmel
Morten fisker gerne på dage med høj sol, blå himmel og svag vind. Det skarpe sollys gør det nemlig lettere at spotte karperne i eller lige under overfladen. Sommermånederne er derfor ikke overraskende Mortens højsæson til fiskeriet, men han har dog også fanget karper på andre tider af året.
Brød skal der til
Når Morten har spottet nogle karper, gælder det om at lokke dem til at spise brød, som han kaster ud i nærheden af dem.
– Når jeg ankommer til det første valgte spot, som gerne er et af dem, jeg før har haft succes med, bruger jeg altid tiden på at se, om jeg kan se eller finde tegn på karper for eksempel langs siv og åkander. Når først det lykkes mig at spotte karper, der svømmer rundt i området, kaster jeg forsigtigt et par håndfulde brød ud i nærheden og håber, det ikke skræmmer karperne for meget. Derefter venter jeg på, at karperne får interesse for brødet. På de svære dage kan tage en del tid og nogle dage lykkes det slet ikke, fortæller Morten og fortsætter:
– Men når først en eller flere karper forsigtigt har nappet de første stykker brød i sig, forsøger jeg med lidt forsigtighed at lægge brødfluen så præcist og tæt på det sted, hvor karperne spiser. Nogle gange kan det faktisk være en fordel at lade karperne spise så meget brød som muligt, da det gør dem mindre forsigtige og derved nemmere at få dem til at tage fluen uden at tøve for meget.
Vilde fights
Mortens hidtil største karpe fra Lammefjordskanalerne vejede 7,9 kg, og ellers ligger vægten på hans fangster fra 3,5 kg til 6,5 kg.
– Kilo for kilo er det nok de stærkeste fisk, jeg har prøvet at fange. De går tit helt amok, og jeg har oplevet løbeture på 50 meter langs kanalerne, når en karpe har hugget, fortæller han.
På rigtig gode ture har Morten fanget 5-6 karper, men der er også en del nulture, så hans fangstgennemsnit ligger på 1-2 karper pr. tur, og dem har han 25-30 af om året.
Solidt udstyr
Morten anvender en klasse 8 stang, for der er behov for at noget rygrad, når de stærke karper skal holdes ude af siv og rørskov. Linen er en flydende WF-line. Desuden medbringer han et karpenet, en afkrogningsmåtte og 3-4 poser lyst toastbrød.