Nato-topmøder og sild i lommen
Efter 70 år med stangen i hånden er Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen godt tilfreds. Kombinationen af politik og fiskeri har ført gode venskaber, godt diplomati og formidabelt fiskeri med sig. Men vigtigst er naturoplevelserne.
Bakken med fjeldørreden kommer kun frem en sjælden gang. Den bryder Alice sig ikke om.
– Ja, du bedes lægge mærke til bakken, siger Ellemann med statslig stemmeføring.
Vi sidder under et halvtag i hans baghave i Hellerup. På en serveringsbakke under tepotte og croissanter gemmer sig en flot malet fjeldørred. Ellemann fortæller som en lille dreng i drillehumør, at hans kone, Alice, ikke kan lide den. Men det er til ære for dagens program, at netop denne bakke er kommet på bordet. I dag skal der nemlig snakkes om fisk. Som udenrigsminister fra 1982 til 1993 har Ellemann haft adgang til fiskevande – og fiskemuligheder – som få andre. Selvfølgelig tilpasset den ellers travle kalender. Senere har arbejdet i diverse bestyrelser også givet anledning til fisketure. Et kort overblik er umuligt. Han snakker som et vandfald og beretter i øst og vest om laksefiskeri, polarterne og nilaborrer.
Nordiske udenrigsministre på fisketur i Lapland. Fra venstre Steingrimur Hermansson (Island), Sten Andersson (Sverige), Thorvald Stoltenberg (Norge) og Uffe.
Kedelige møder og heftigt laksefiskeri
En fortælling, Ellemann konstant vender tilbage til, er, om en slags fiskeklub han havde kørende med de nordiske udenrigsministre. De mødtes halvårligt til officielle møder, hvor der skulle gøres status.
– Møderne var kedelige. Alt var så stift. Og så var der selvfølgelig altid frokost hos den lokale konge, dronning eller præsident, fortæller Ellemann, let øjenrullende.
Under et møde fik han en idé. Ellemann så den svenske socialdemokrat Sten Anderssons jakkenål. Den var formet som en gedde.
– Jeg spurgte ham: Er det den største, du nogensinde har fanget?
Kommentaren var ment som en vittighed over jakkenålens reelle størrelse på få centimeter. Joken brød isen, snakken gik, og de blev enige om, at til næste møde skulle udenrigsministrene lave noget lidt mere spændende. Efter endnu et statusmøde i 1985 stod Uffe Ellemann og Sten Andersson således sammen med den norske og finske udenrigsminister ved Mørrumsåen i Sydsverige.
– Embedsmændene var nervøse. De frygtede for, hvad vi kunne finde på at tale om, siger Ellemann med et frydefuldt smil på læben ved tanken om de rådvilde embedsmænd. Vi skulle ud med laksemesteren for at fange hunlaks til strygning. Vi fiskede med tungt grej, fiskene måtte ikke fightes, de skulle bare ind med det samme, stryges og så ud igen. Jeg fangede 9 laks på en time, smiler han. I 1991 var Ellemann vært for fisketuren.
– Vi var samlet i Skagen og skulle ud og fiske fra båd, da vi blev ringet op om problemer i Sovjetunionen. Så blev vi hentet i helikopter, fløjet til Aalborg og derfra direkte til NATO-møde i Bruxelles. Derefter var sagerne for alvorlige til, at fisketurene fortsatte, fortæller Uffe Ellemann.
UFFES BLÅ BOG
Født i 1941 i Haarby
Gift med Alice Vestergaard
Far til fire
Uddannet Cand. Polit. fra Københavns Universitet i 1969
Tidligere journalist på Berlingske Aftenavis og TV-avisen samt ansvarshavende chefredaktør på dagbladet Børsen
Tidligere udenrigsminister i 11 år og tidligere medlem af Folketinget for Venstre
Forfatter til fiskebogen ”Ude med snøren – fisk og mennesker jeg har mødt”
“Youffee! How's it going with the fishing?”
Relationen til USA var naturligvis også et emne for en udenrigsminister. Under et møde med Præsident George H. W. Bush kommer Uffes slipsenål pludselig i centrum. – Da Bush ser den, udbryder han ”where did you get that?” og peger på min slipsenål, som er formet som en krog.
– Den er fra Norge, svarede jeg. – Værsgo, Mr. President, sagde jeg og rakte ham den. bytte fik han Bush's slipsenål med Seal of the President of the US på.
– Efter det møde kom han altid hen til mig med sin tykke amerikanske accent: “YOUFFEE! How's it going with the fishing?” griner Ellemann.
Denne personlige relation skulle vise sig at gøre gavn under Dronning Margrethes officielle besøg i USA i 1991. Til et officielt besøg hører også en officiel gave. Denne gang et Bang & Olufsens-anlæg, som Dronningen gav Bush. Men den slags gaver måtte en præsident ikke beholde. Der skulle noget særligt til.
– Inden hans afgang til USA spurgte Dronningen mig, om jeg havde et forslag til en mere personlig lille gave. Og jeg foreslog at give Bush og hans udenrigsminister James Baker en æske fluer hver. De blev bundet på bestilling af en fluebinder i Aarhus, og da Bush og Baker modtog fluerne, blev de som små glade drenge:
– ”Hvor har I fået dem fra? Hvem har bundet dem? Hvilke materialer er der brugt, og hvilke fisk fanger man med dem?” Man skulle ikke tro, de var midt i alvorlige beslutninger om at starte den første Golfkrig, husker Ellemann.
Det var også under dette besøg, at en yngre version af Trump forsøgte at mase sig på. Den danske delegation boede på Plaza Hotel i New York, som Trump ejede. På sådan et visit er udenrigsministeren med som ”buffer”. Så da Trump kom masende for at hilse på Dronningen, flygtede hun, og Ellemann måtte holde skansen.
– Så brugte jeg et trick, jeg altid brugte mod sheikerne: Jeg fortalte røverhistorier fra Grønland om isfiskeri, torsk og hundeslæder. Det virkede, konstaterer Uffe Ellemann, der efter mødet med Trump blev rost af hans sekretær: "You caught his attention!" jublede han.
To catch a fish is an additional benefit to the pleasure of fishing
Her ses Ellemann ved Mørrumsåen. Et lignende billede er brugt som forside på hans egen fiskebog "Ud med snøren - fisk og mennesker jeg har mødt". Ellemann har desuden skrevet forord til lystfiskerbiblen "Den Fuldkomne Fisker".
I sporene på Walton
Meget optaget af fiskeriets historie og litteratur måtte Uffe Ellemann gribe chancen, da han havde mulighed for at fiske på Itchen. Det er det vandløb, Izaak Walton skriver om i den legendariske bog “The Perfect Angler”.
Efter et møde med en masse andre udenrigsministre lidt uden for London var der indlagt tid til underholdning. Mændene skulle ud og spille golf, damerne rundt og kigge på slotte og haver. Andre havde måske bare fulgt trop og spillet golf. Men Ellemann måtte alene ud med stangen.
– Det måtte de selv om, siger han uden tøven.
I slutningen af mødet sad alle og pudsede og sorterede golfudstyr. Ellemann bandt forfang.
Islandske laks på menuen
En decideret madfisker er Ellemann ikke, men fanger han gode spisefisk, er han ikke bleg for at tage dem med hjem til kødgryderne. Efter en tur i Island havde han for eksempel 22 laks med hjem i bagagen.
– Jeg var nær blevet ruineret på grund af overvægten. Alice og jeg måtte købe en ekstra kummefryser til kælderen, griner han. De fleste har nok forsøgt at få deres partner med på fisketur. Ellemann inklusiv. Så han tog Alice med til den islandske flod Langá for at lære hende at fluefiske. Men lige præcis dét år regnede og blæste det selvfølgelig ekstra meget, så for en nybegynder var det svært at holde fluen i luften. Så Alice satte sig under en klippe, kold og gennemblødt, og læste i sin bog. Rundt om hjørnet kom Islands tidligere præsident Vigdís Finnbogadóttir gående med en laks i hver hånd. Fuldstændig plaskvåd og rystende af kulde:
– Jeg faldt under, forklarede hun, da hun så os.
Vigdís havde efter dukkerten set endnu en laks i vandet og måtte bare fange den. Hun var sidst i 70’erne.
– Så døde Alice's protester stille hen, siger Ellemann.
Men hvad Alice ikke fangede, tilberedte hun til gengæld.
– Alice laver den bedste gravad laks, udbryder Ellemann, adspurgt om sin yndlingsret.
Naturoplevelsen er hovedfokus
“To catch a fish is an additional benefit to the pleasure of fishing,” er et af Uffe Ellemanns fiskemottoer.
– Definitionen af lystfiskeri er jo netop, at det sker af lyst. Modsat sportsfiskeriet som handler om at fange fisk, siger han.
Naturoplevelserne har været hovedfokus, når Ellemann har været ude med snøren. Man skal sætte sig ind i naturen og forstå den, mener han.
– At gå ved en jysk å, se et blåt blink fra en isfugl, høre lærken bag én. At fiske en hel dag i Island, se en laks springe og tænke ”ikke nu, men om lidt kommer det, siger Ellemann med henvisning til vel nok alle lystfiskeres oplevelser med fisk, der bare ikke vil hugge.
Han nævner for eksempel polarternen. Den flyver fra Sydpolen til Island og tilbage igen hvert år, ført af vindstrømmene højt oppe i atmosfæren. Kommer man for tæt på dens rede, dykker den ned efter en, og passer man ikke på, får man en klat i nakken.
– De er som bombefly. Meget præcise. Så må man vifte med stangen for at jage den væk. Men det er nok bedst at flytte sig, erkender Ellemann uden at uddybe yderligere.
Desværre er Ellemanns bentøj ikke længere til de store ture ud i naturen.
– Jeg savner at fiske ved en dansk å, konstaterer han.
Særligt Karup Å har en plads i hans hjerte. Nær ved åen havde han en hytte, som hans datter og tidligere fiskeriminister, Karen Ellemann, nu har overtaget.
– Der er et smukt stykke uspoleret natur. Ikke mange mennesker... men det er så nok fordi, der heller ikke er mange fisk, siger han.
Uffe Ellemanns søn Jakob fik også smag for lystfiskeriet. Særligt på kanoture i Åsnen, hvor Mørrumsåen udspringer. Her har de været på Øresund i Ellemanns jolle efter torsk.
Lænestolsfiskeri
Det var som 9-årig, at Ellemann fik øjnene op for fiskeriet. I fødselsdagsgave fik han en 3-delt bambusstang med line, prop og krog. – Så gik jeg til fiskehandleren i Willemoesgade og overtalte ham til at give mig en daggammel sild. Den skar jeg i strimler og lagde i en cigaretæske af blik, fortæller han. Opvokset på Østerbro var der ikke meget fiskevand i nærheden, så han tog afsted til Københavns Havn for at fiske makrel.
– Jeg fik stor ros af min mor, da jeg kom hjem med en makrel. Men fik ikke ros, da min lomme begyndte at lugte et par dage senere, fordi jeg havde glemt dåsen med sildestykkerne i. Den første november i år fylder Ellemann 79. Dermed er det altså 70-året for hans lystfiskeri.
– De her billeder siger ”du har ikke noget til gode' til mig”, forklarer Uffe Ellemann, da vi har kigget hans store bunke fotografier fra et helt livs fisketure igennem. Selvom han savner det egentlige fiskeri, må han bruge sin interesse på en anden måde.
– Meget lystfiskeri foregår jo i lænestolen. Jeg har stadig hober af bøger, jeg ikke har fået læst, og jeg følger med i laksesæsonen hvert år. Bliver Dinesens rekord nu slået?
Det er en langsom afvikling at komme af med sit grej. Det skal gå i arv, og ikke bare til hvem som helst, men til nogen, der sætter pris på det. Det første, Ellemann gav væk, var sine waders. Ellers ville han blive for fristet til at tage ud og fiske igen, trods den forværrede balance.
– Det ville ende galt, erkender Ellemann.
Børnebørnene har fået et par af hans stænger. Mellem Ellemanns rækkehus og Øresund ligger en græsplæne.
– Jeg har haft et par af børnebørnene med ud og lære at kaste med flue på græsplænen. Den plæne er som skabt til at lære at kaste på. Men fiskeriet er ikke helt slut endnu.
– Jeg skal ud på kutter efter torsk snart. Jeg kan klemme mig op på en bænk og sætte benene på rælingen så jeg sidder godt i spænd. Så skal det nok gå. Hvis ikke der er for store bølger.
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 3, 2020
